En småkedelig affære
Populær
På Franklin Zoos andet album bevæger bandet sig med sløve bevægelser væk fra den metalliske rock og over i en fladtrådt alternativ rockniche.
2.No One's Slave
3.Burning Man
4.Red Skies
5.It's Not Me
6.Tangled Pain
7.Face Down
8.Cold
Franklin Zoos andet album ’Red Skies’ byder på en række lange, langsomme og melankolske sange. Stort set alle sangene på ’Red Skies’ bevæger sig i et fodslæbende langsomt tempo. Det kan være ganske udmærket. Dette er jo gennem tiderne så dokumenteret af bl.a. bands som Black Sabbath, Candlemass og Trouble. Men Franklin Zoo gebærder sig i en ganske anden genre.
Ved første gennemlytning er det forsanger Rasmus Revsbechs vokal, der påkalder sig hele opmærksomheden. Revsbech er inspireret af Soundgardens Chris Cornell i en grad, som har karakter af at være mere end godt er.
Hvis musikken så også lænede sig op ad Soundgarden, kunne det måske vække en smule begejstring. Men Franklin Zoo og Rasmus Revsbech udstråler slet ikke den energi, aggressivitet, smerte og vrede, som Soundgarden var garant for på de første album.
Franklin Zoo har faktisk kun en smule grunge i sig. I stedet er bandets musik en blanding af sløv stenerrock og melankolsk indierock.
Forglemmelige sange
Selv efter gentagne gennemlytninger er det meget lidt, der sætter sig fast i hukommelsen. Bandet spiller sådan set ganske godt, sangen er generelt fin nok, og Jacob Bredahls produktion er fornem. Men sangene er ganske enkelt alt for forglemmelige.
Det er synd. For indimellem dukker der små fine detaljer op, som er ganske gode. Men som et gammelt ordsprog så rigtigt bedyrer, så gør en enlig svale ingen sommer.
Men eksempelvis er der på sangen ’Burning Man’ et fint progressivt instrumentalstykke med flot guitarsolo, men det bliver aldrig rigtig til mere, inden bandet vender tilbage til temaet i en i øvrigt temmelig kedelig sang. Også sangen ’Tangled Pain’ rummer ganske fine momenter.
På samme måde er der gode takter og fine rytmer at finde i titelsangen, men det undertrykkes også af et kedeligt vers og en uengageret vokal.
Med hensyn til sangene på albummet er det lidt svært af finde ud af, hvad de egentlig hedder. Der er således ikke fuldstændig overensstemmelse mellem de sangtitler, der fremgår af pressemeddelelsen fra Mighty Music, og så sangtitlerne på de musikfiler, som vi har fået til anmeldelse. Ovenstående tracklist må derfor tages med forbehold.
Tåbelig video
Langt hovedparten af albummets sange foregår i et henslæbende langsommeligt tempo. Men første videoudspil ’It’s Not Me’ er dog en uptempo sang. Det er til gengæld ikke en særlig god sang, hvor et ellers ganske godt intro-leadstykke bliver afløst af et slattent vers og omkvæd. Og så er den tilhørende video virkeligt ringe.
Uden at virke alt for puritansk, så er det altså ikke rigtigt fedt at lave en video, hvor en stodder drøner rundt i en antikveret bil med en whiskyflaske for munden. Hvad der er værre, er dog næsten, at han åbenbart skulle blive sådan et bæst af at lytte til Fanklin Zoo. Hertil er kun at sige, at det er bandets musik alligevel alt for tandløs til.
Franklin Zoo har med lidt held og hårdt arbejde måske potentialet til noget større. Men der skal arbejdes med at skrive væsentligt bedre sange.