Kunsten både at læne sig tilbage og komme ud over scenekanten
Fu Manchu lagde endnu engang vejen forbi København og viste endnu engang, hvorfor de stadig er aktuelle
2. Clone of the Universe
3. California Crossing
4. Weird Beard
5. Evil Eye
6. (I’ve Been) Hexed
7. Mongoose
8. Cyclone Launch
9. Hell on Wheels
10. Nowhere Left to Hide
11. Strato-Streak
12. King of the Road
13. Il Mostro Atomico
---
14. Boogie Van
15. Saturn III
Fu Manchu har grund til at smile bredt. De har mere end tredive år på bagen og har stadig et greb i publikum, uden at det nødvendigvis er af nostalgiske grunde. Det er ganske vist ikke et band i Orange Scene-størrelse, men mindre kan også gøre det, når de igen og igen kan vende tilbage til et sted som København og være i udsolgtklassen på byens forskellige rockscener.
Stilen er jo som bekendt stoner rock, og det er ikke noget, der i sig selv kalder på foden på monitoren. Det er heller ikke den genre, der leverer flest toner i sekundet. Det er til gengæld en ærlig omgang musik, som indeholder variationsmuligheder nok, til at der er noget der er værd at lytte efter.
Fu Manchu ejer ikke genren, men de en af dens bedste ambassadører i Pumpehuset denne kolde martsaften. De leverede et show med gammelt og nyt med både nerve og klædelig musikalitet. Det er en sammentrømret flok, som tydeligvis kan lide at spille, og som leverer deres kunst med et fokus på sangene i en grad, så det smitter.
Selv om man kan indvende, at deres bedste sange er skrevet i fortiden, og vi derfor kunne glæde os over sange som ’Wierd Beard’ og ’California Crossing,’ så kræver det godt nok pels på løgene at levere den atten minutter lange ’Il Mostro Atomico’ fra deres seneste album, ’Clone of the Universe’, uden at tabe intensiteten – og det som afslutningen på hovedsættet!
Der er med andre ord stadig gods i californierne. De rammer mellemgulvet med deres tilbagelænede puls og sammenspillethed; hjernen med en stor grad af variation, så der er noget sonisk at gå på opdagelse i, selvom fuzz-guitarerne er de samme; og hjertet, da deres spilleglæde og musik når langt ud over scenekanten og spillestedet. Som vores fotograf så smukt sagde: ”Det er musik der giver en lyst til at drikke, kneppe og køre bil”. Dét er sgu da alligevel noget!