Han gi'r rock et dårligt navn

Han gi'r rock et dårligt navn

Det var ikke kun Parkens skyld, at koncerten med Bon Jovi kun er mindeværdig, fordi den var så himmelråbende ringe og intetsigende en oplevelse. Men publikum var ovenud overlykkelige.

Kunstner
Spillested
Dato
06-06-2013
Genre
Trackliste
That's What The Water Made Me
You Give Love A Bad Name
Born To Be My Baby
Raise Your Hands
Runaway
Lost Highway
It's My Life
Because We Can
What About Now
We Got It Going On
Keep The Faith
(You Want To) Make A Memory
I'll Be There For You
Captain Crash And The Beauty Queen From Mars
We Weren't Born To Follow
Who Says You Can't Go Home
I'll Sleep When I'm Dead/Let It Roll/Pretty Woman
Bad Medicine

Ekstra:
In These Arms
Blood Money
Wantede Dead Or Alive
Living In Sin
Have A Nice Day
Livin' On A Prayer
Forfatter
Karakter
2

Lad det straks være slået fast med de go'e, gamle syvtommersøm: De små 35.000 mennesker, der besøgte Parken torsdag aften, havde et brag af en fest sammen med Jon Bon Jovi og hans (leje)svende. Fifty billion flies can't be wrong, som man siger ...

Fadøl, breezers og shots i alle afskygninger og rør var den doping, der - sammen med en (og lad det også være slået fast) veloplagt og sprudlende Jon Bon Jovi - bragte de mange tusinde koncertgængere i overstadigt humør.

Denne her bitre anmelder vil ligeledes gerne understrege, at netop Bon Jovi i mange, mange år, ja, siden debuten i 1984, har været et yndlingsband. At Bon Jovi med enkelte undtagelser ('Have A Nice Day' fra 2005 og 'Lost Highway' fra 2007) ikke har lavet et anstændigt album siden 1992's 'Keep The Faith', har ikke gjort noget.

Lige indtil anmelderen torsdag aften for første gang oplevede Bon Jovi live. Og for sidste gang også - i øvrigt. For mage til overfladisk poseren og show-off skal man altså lede længe efter. Altså, manden gebærdede sig jo som en kombination af Hansi Hinterseer og David Hasselhoff. Det var smagløst pinligt at opleve.

Ja, publikum elskede showet. Ja, publikum sang, skrålede og dansede sig igennem de to en halv times ørkenvandring. Men undskyld, kære venner, det er jo ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. Det kan lige så godt være, at 35.000 mennesker hygger sig ved en nostalgisk fest af de store.

En overdådig, amerikansk sceneopbygning med fronten af en Buick Electra 225 fra 1959 som bærende element samt et par gigantiske storskærme i HD-format var rammen om showet. Et show, som mest af alt gik ud på at blive set - ikke hørt.

Jon Bon Jovi knoklede løs, kæmpede virkelig for at banke en god fest af sted, men han nåede aldrig ud for alvor. For han mener det ikke længere. Det handler om at blive set, om at være lækker for lækkerhedens skyld, om at posere og få alle de begejstrede kvindelige fans til at hvine så længe som muligt.

Bon Jovi handler ikke om rock længere. Det er ét stort udstyrsstykke, og turnéens titel bliver en yderst rammende og hårdtslående boomerang: "Because We Can". Ja, bare fordi I kan lave et kæmpestort, amerikaniseret og overfladisk show uden nerve og sjæl, så skal I sgu ikke gøre det.

To en halv time med en svær overvægt af ligegyldige numre af nyere dato gav ordet 'ørkenvandring' sin endegyldige betydning. Da Bon Jovi få numre inde i koncerten bebudede, at han rent faktisk ikke var kommet for at snakke, men for at spille i to en halv time, blev denne anmelder trist - midt i brølet fra de lykkelige tilskuere.

Ret beset har Bon Jovi kun numre til en koncert på halvanden time - og meget gerne et langt mindre sted. Så ville nærheden og den musikalske kvalitet have langt bedre betingelser.

I Parkens helvede forsvandt det, druknende i et lydbillede, som kun tog hensyn til de store omkvæd. Instrumenterne kunne man ikke rigtig skelne fra hinanden.

Det var rent ud sagt en forfærdelig oplevelse, og da penge jo pr. definition taler langt højere end sund fornuft, bliver Parken jo ikke lukket ned som spillested.

Men de kunstnere, der vælger denne den dårlige lyds ypperste katedral som spillested for mennesker (læs: fans), der betaler en halv formue for deres billetter, håner samme fans.

Højdepunkter var der bestemt, men de var drevet af nostalgi. Som da Jon Bon Jovi efter første nummer satte i med "Shot through the heart, and you're to blame, darling..." - fuldført af et toptændt publikumsbrøl "YOU GIVE LOVE A BAD NAME!!!". Gåsehud og kuldegysninger.

Højdepunkterne var der også i syng-med'erne 'Born To Be My Baby', 'It's My Life', 'Runaway', 'Bad Medicine', 'Wanted Dead Or Alive', 'Have A Nice Day' og ikke mindets showets oplagte afslutter, 'Livin' On A Prayer'.

Men der var bare for mange jævne og virkelig intetsigende numre, mens et musikalsk højdepunkt af nyere dato, den fine 'Lost Highway', druknede i Parkens lydhelvede og i den store produktion.

Festen blev dyrket. Festen var det eneste væsentlige. Og det gjorde, at nerve, sjæl og dybde (ja, det har Bon Jovi faktisk!) var skoddet fuldstændigt. Det blev et overfladisk cabaret-show, som var et hån mod rocken.

Ja, man kan faktisk - med en omskrivning af titlen på et af bandets største hits - anklagende og med rette konstatere: "Bon Jovi, you give rock a bad name!"