Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

HIGH ON FIRE!!!

Populær
Updated
HIGH ON FIRE!!!
HIGH ON FIRE!!!
HIGH ON FIRE!!!
HIGH ON FIRE!!!
HIGH ON FIRE!!!
HIGH ON FIRE!!!
HIGH ON FIRE!!!
HIGH ON FIRE!!!

Lørdag aften indtog High on Fire Roadburns Main Stage for anden gang i år, hvilket medførte en omgang varm metallisk festivitas af tight-spillede numre i et smuk møde med et pokkers veloplagt publikum.  

Kunstner
Spillested
Dato
20-04-2013
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

High on Fire besøgte Roadburn i år for første gang siden 2006, og publikums dedikation og begejstring taget i betragtning, var det et gensyn, de havde ventet længe på. Mens torsdagskoncerten med bandet fra Oakland var omgivet ad eksklusivitet (de spillede hele 'The Art of Self Defense' i sin fulde længde) stod det anderledes regelmæssigt til med lørdagskoncerten. Heldigvis er det regelmæssige et ord fra Langbortistan i HoF-regi, hvorfor lørdagskoncerten blev alt andet end forventet. Man er lige ved at sige, at koncerten selv overgik pragtaftenen på Loppen i 2007, så godt var det.

Standard med lidt ekstra

Aftenens numre var mere eller mindre en tro kopi af sætlisterne fra de to koncerter, bandet gav i Århus og København i sidste måned, hvilket dog ikke gjorde Roadburn-koncerten mindre overraskende. Det er selvfølgelig ikke, fordi man havde glemt, hvor fedt et spillende band, High on Fire er, men måske man alligevel er en tanketorsk eller blot lettere naiv. I hvert fald tog de fusen på én ved at hive en koncert frem af buskadset, der sjældent er set bedre. Mere end nogensinde før var det opløftende at overvære Matt Pike, Des Kensel og Jeff Matz give sig hen til deres sange, uden gimmicks og udelukkende med det for øje at leve dem helt ud nu og her på scenen. Fra 'Fertile Green' over 'Frost Hammer', 'Devilution' og 'Madness of an Architect' til 'Fury Whip'. Selv den middelmådige 'Snakes for the Divine' løftede sig op til noget andet denne aften, hvilket lige i denne sangs tilfælde skyldtes Kensel, der her gav sig dét ekstra.

Matt Pike the leader

Der er dem, der mener, at Matt Pike ikke besidder den samme styrke, som han besad for år tilbage. Det er imidlertid ligegyldig snak, thi de forveksler vildskab med styrke. I mange tilfælde giver det sikkert mening at karakterisere det ukontrollerede som noget potent, men faktum er, at Matt Pike aldrig har været stærkere at se på, end han er i disse dage. Det handler ikke om, hvor meget han bevæger sig på scenen, hvor meget han headbanger, eller hvor meget han fråder om munden. Det handler om, at han i dag synes at ville livet - det vil i hans tilfælde sige musikken - mere gennemtrængende, end de forrige gange, denne skribent har set ham live. Han hænger i dag i med hvert eneste riff, og det får ham til at brænde både stærkt og sympatisk igennem.

Bravurpublikum

En omstændighed, der i øvrigt var med til at gøre dette til en ekstra speciel HoF-koncert, skyldes den oprigtige kærlighed, som bandet fik fra et stuvende fuldt 013. 2200 publikummer og lidt mere til, der alle gav deres uforbeholdne kærlighed til trioen. Publikummet på Roadburn er ofte lige så reserveret, som det er dedikeret under koncerter. De er som regel sindssygt gode til at klappe og give bands den respekt, de fortjener, men det er egentlig ret sjældent, at respekten forvandles til kærlighed og når højder, hvor publikum råber bandets navn i takt til en sværm af saluterende hænder og horn. Det var imidlertid præcis, hvad publikum gav High on Fire – smukke øredøvende tilråb, der tydeligvis var resultater af en pludselig, sund febervildelse, som kun ægte, original, velspillet metal a la High on Fire kan bringe én i.

Headripping riffs

Der var selvfølgelig forskellige meninger på Roadburn, om hvilken af koncerterne med High on Fire der nu også var den bedste af de to. Denne skribents stemme falder altså dog som sagt på lørdagskoncerten, der havde en stemning af både indsigt og metallisk kærlighed. Det var nærmest, som om at der skete noget med Pike på scenen, som om det var i mødet med aftenens publikum, at han fandt ud af, hvor han hører hjemme. Og det takkede han for ved at rive hovedet af én med det ene riff efter det andet. Åh, salige metal.

Årets bedste koncert?