Kongeriffene ramte Roadburn
Populær
High on Fire spillede hele deres debutalbum plus bonussange i en kort, men mere end overbevisende koncert, der mindede om, hvor fantastisk sammenspillet trioen efterhånden er.
2. 10,000 Years
3. Blood from Zion
4. Last
5. Fireface
6. Master of Fists
7. Steel Shoe
8. The Usurper (Celtic Frost)
Efter legendariske Sleeps opløsning var guitarist Matt Pike ikke længe om at stable sit nye projekt, High on Fire, på benene. Trioens debutalbum, 'The Art of Self Defense', udkom i år 2000 og byggede videre på Sleeps ekstremt stenede doom, men i et højere tempo og med Pikes Lemmy-agtige røst som erstatning for Al Cisneros' messende brøl.
Albummet blev sidste år remastered og genudgivet via Southern Lord, og det fejrede High on Fire ved at lufte et par numre fra pladen, da de efter fem års fravær endelig gav to koncerter på dansk grund i marts. På årets Roadburn-festival var Oakland-rødderne blevet tildelt hele to pladser på programmet, og til den første koncert, torsdagens, spillede de den føromtalte debutplade fra ende til anden.
Fantastisk åbning
Nogle dage er 'The Art of Self Defense' High on Fires bedste album (andre dage er det 2005's 'Blessed Black Wings'), så der var god grund til at sætte forventningerne i vejret forud for koncerten på festivalens hovedscene, hvor de loyale Pike-disciple naturligvis fyldte det store lokale godt ud. Og med det fantastiske åbningstrekløver bestående af buldrende 'Baghdad', slæbende stenede og tonstunge '10,000 Years' og den hurtigere 'Blood from Zion' var der da også fuld smæk på fra start.
'Last' kørte en smule i tomgang, men sangens instrumentale anden halvdel rettede hurtigt op på sagerne igen, inden der gik psykedelisk blues i introen til 'Fireface', der bedst kan beskrives som High on Fires svar på Led Zeppelins 'Dazed and Confused'. Denne sang var én af de få, hvor de ellers utroligt sammenspillede herrer rodede lidt rundt i sagerne.
Bedre gik det i en anden livesjældenhed, det lange rifforama 'Master of Fists', der lukkede koncertens første sæt. Skulle man tro. Men Pike og co. spillede også bonussangene fra cd-genudgivelsen, nemlig den punkede 'Steel Shoe' samt ikke mindst coveret af Celtic Frosts 'The Usurper', som var med til at genoplive Tom Warriors ånd i Tilburg under den blot cirka 50 minutter koncert.
Lidt for få næveslag
Matt Pike sagde ikke meget mellem sangene, ud over et "I bet you're all stoned" og hvad der lød som et oprigtigt "We love you all" mod koncertens slutning. Hans trio er flere gange faldet til jorden, når de har spillet på de lidt større scener, eksempelvis på Sweden Rock og Malmös Kulturbolaget, men i 013's publikumsfyldte sal fungerede det noget nær perfekt.
Den korte spilletid og fraværet af ekstranumre trak en anelse ned, og så er der jo det, at Matt Pike bare ikke er helt det samme ildspyende monster, som han var for 5-10 år siden. Til gengæld har de seneste par måneders turnéliv gjort trioen så stramt sammenspillet, at de musikalske næveslag sad umådelig præcist, selvom der ikke helt var nok af dem.