Mellem det grinagtige og det latterlige

Populær
Mellem det grinagtige og det latterlige

Glamour of the Kill er såmænd blevet anmeldt to gange før i Devilution, begge gange til et enkelt point. Denne anmeldelse bærer stolt traditionen videre.

Spillested
Dato
12-03-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Philip B. Hansen
Karakter
1

Forever Still fik fornøjelsen af at varme op i et nærmest tomt Beta. Det er efterhånden sjældent der er pinligt langt mellem publikummer på det lille spillested, men det var tilfældet i fredags, samtidig med at ingen ville stå i den inderste halvcirkel foran senen. Ikke de allerbedste forudsætninger at arbejde med.

Som et nyt band, med rutinerede bandmedlemmer, leverede Forever Still dog en fin koncert, især takket være forsangerinde Maja Schønning. Hendes cleanvokal holdt hele vejen igennem koncerten, med en rigtig lækker klang, og vekslede mellem skønsangen og screams. Umiddelbart var musikken heller ikke helt værst, moderne metal (læs: numetal-agtig) meget a là Flyleaf, og et godt eksempel på at bands med kvinder i front ikke behøves være hverken goth eller symfonisk et-eller-andet.

Dog er der et eller andet der går mig på, når brugen af samples også inkluderer instrumenter, der burde være på scenen. Såsom rytmeguitaren. Hvis den var live hele vejen igennem, ville jeg også bære over med harmonier og keyboardsamples. Derudover blev sangene forholdsvis hurtigt monotone, og sangskrivningen må forbedres, så det ikke føles som man hører den samme sang igen og igen. Afbrækket kom med et cover af Nine Inch Nails ‘Wish’. Som udgangspunkt har Forever Still potentiale, især med sådan en stærk frontfigur, men der manglede for mange elementære elementer før jeg blev imponeret.

Tåkrummende

Til Glamour of the Kill valgte de ca. 25 mennesker, der havde købt billet til koncerten, at samle sig helt foran scenen, så noget interesse må der have været for bandet. GOTK spiller den slags metalcore verden virkelig ikke har brug for, direkte inspireret af bands de før har varmet op for, såsom Avenged Sevenfold og Bullet for My Valentine - med endnu mindre talent for sangskrivning end sidstnævnte, og mere pop end nærværende webzine foretrækker at beskæftige sig med. GOTK har tydeligvis også erfaring med et større publikum, og lagde ud med et ihærdigt forsøg på at få publikum med på festen. Det blev bare svært i en mere end halvtom sal. 

Så efter de første fem "what’s up Copenhagen" var der en på scenen, der fik en fiks idé, og introducerede bandmedlemmerne som om de havde optrådt i film. Shallow Hal, Harry Potter osv. Noget der var så sjovt for visse personer i publikum, at selv bandet blev pinligt berørt. Det satte ligesom tonen, og mellem hver sang var der mindst en der brød ud i latter. Skiftevis ad bandets beviste indsats eller deres latterlige sange, der alle bestod af de mest udskidte tekster i verden, så som "I just wanna live forever/I don't wanna die", der såmænd også modulerede i c-stykket. Aftenen "toppede" da bandet fik en i publikum at købe dem en omgang tequila, og efter en tåkrummende lang ventetid skålede med "thanks to all who wish us well, the rest of you can go to hell". Heldigvis fik vi et musikalsk frirum med coveret af Kiss' 'Love Gun', der også fungerede fint. Resten af tiden gik med at diskutere hvorfor forsangeren kun spillede bas dele af tiden, og om teknikeren, der hentede den mon stod og spillede bas bag gardinet på bedst Sid Vicious-vis.

Aftenen var altså præget af smil og latter, men af alle de forkerte grunde. På trods af Forever Stills relativt fine sæt, var den samlede koncert intet at samle på. Når et band med 90.000 likes på Facebook får under 30 mennesker at troppe op, er det rart at mindes alle de udsolgte aftner i Beta med kvalitetsmusik, og vigtigt at huske at likes også er en mystisk størrelse. Tre anmeldelser, tre bundkarakterer. Så bør Glamour of the Kill ikke få mere radiotid på Devilution.