Copenhell '19: Ofre for helvedesregn
Immolation kæmpede en brav kamp imod vejrguderne, der sendte de fleste på flugt. Men de gjorde ikke, hvad der skulle til for at samle os få tilbageværende.
Husker du King Diamonds 'Abigail'-show i 2016?
Eller for den sags skyld Scorpions-koncerten aftenen før?
Koncerter, der begge ofte fremhæves som nogen af de bedre Copenhell-koncerter igennem årene, og som ikke tabte ansigt på grund af de ekstreme regnskyl, begge koncerter udspillede sig under.
Immolation var uden tvivl den fattigst befolkede koncert på Copenhell i år, og det med god grund. Det var allerede begyndt at sejle under Katatonia inden da, men et job er et job, og dødsveteranerne fra New York gik til ilden med kompromisløs attitude og nådesløst tempo, som vi kender dem bedst. Der er ikke mange svinkeærinder i Immolations lyd, hvilket vel også forklarer hvorfor de aldrig fik samme verdensnavnsstatus som andre af de store, samtidige dødsmetalnavne. At de så denne nat valgte at fokusere på den seneste 'Atonement' (2017) med enkelte tilbageblik, kan vi ikke sige noget imod: Skæringer som 'The Distorting Light' og 'Destructive Currents' er unægtelig stærke moshere, der under de rette forhold snildt kan få nakkehårene på geled, mens Robert Vigna vrider enhver tone demonstrativt ud af guitaren.
Med risiko for at falde i onkelhumor-segmentet kommer vi dog ikke udenom, at riffene torsdag nat blev noget udvandede. Pandæmonium lider i forvejen til tider under problemer med at få lyden skarp nok til de mere teknisk udfordrende bands, og i sølende regnvejr var det helt håbløst at udrede nuancerne, når sangene ellers så ud til at peake. Forsanger/bassist Ross Dolan kunne spille nok så meget på sin rastløse vildskab, som han stod der og trampede i takt i scenegulvet, og det havde sikkert alt sammen været meget fint under andre omstændigheder. Det er bare komplet umuligt at forholde sig til denne koncert uden at tage højde for regnen, der udvaskede lyden, lagde sig i vandpøle på scenen til potentiel risiko for bandets egen sikkerhed, og ikke mindst gjorde det meget svært at leve sig ind i Immolations tekniske lydbillede.
Om det havde fungeret bedre, hvis de var blevet tildelt en større scene med mere nuanceret lyd, må stå hen i det uvisse, men Immolation var ikke tjent med disse forhold, og falmede for en sjælden gangs skyld på grund af omstændigheder, der var ude af deres hænder.