Tyske hug i regnen
Populær
Scorpions gav deres måske sidste koncert på dansk jord, da det tyske bands 50-årsjubilæums-turne svingede forbi Copenhell.
2. Make It Real
3. The Zoo
4. Coast to Coast
5. Top of the Bill / Steamrock Fever / Speedy's Coming / Catch Your Train
6. We Built This House
7. Send Me an Angel
8. Winds Of Change
9. Rock 'n' Roll Band
10. Dynamite
11. Trommesolo (Mikkey Dee)
12. Blackout
13. No One Like You
14. Big City Nights
Ekstanumre:
15. Still Loving You
16. Rock You Like a Hurricane
50 år. Smag på det. H-a-l-v-t-r-e-d-s år. Eller, faktisk er det 51 år for at være præcis. Så længe har tyske Scorpions holdt kedlerne i kog, siden bandet med den slidstærke guitarist og heavy metal-hitmager Rudolf Schenker som primus motor for første gang bed fra sig i 1965. Ved sin side har han haft trofast følgeskab af den uovervindelige forsanger Klaus Meine. En mand, som mistede stemmen i 1981 oven på ustandselige turneer, men som kom tilbage og leverede karrierens måske stærkeste præstation på 'Blackout' året efter.
Et album, der sprøjtede løs med tyk og læskende heavy-rock i en sådan grad, at det er utroligt at tænke på, at bandet 10 år senere skulle erobre det tyske folk (og resten af verden) oven på en falden mur med sjælebetvingeren 'Wind of Change'.
Nå ja, så blev den nævnt. Og nu vi er ved det. Den spillede de cirka halvvejs i sættet.
Og 'Rock You Like a Hurricane' spillede de til allersidst efter balladen 'Still Loving You'.
Men før, efter og midtimellem handlede det i virkeligheden om, hvorvidt de gamle tyskere med selveste Mikkey Dee fra Motörhead bag gryderne ville gå til angreb på os med op til flere numre fra førnævnte 'Blackout'.
Det skete ikke. Det blev "kun" til 'No One Like You', 'Dynamite' og titelnummeret. Med andre ord, ingen 'Can't Live Without You' eller den mægtige 'China White'.
Det lod dog ikke til at gå særlig mange andre på end undertegnede. Til trods for at Copenhell var ved at svømme over grundet den massive mængde regn, der selvfølgelig skulle falde på festivalens første dag, så var det et veloplagt og ikke mindst modent publikum, som bar de hærdede tyskere igennem.
Årstallet kunne lige så godt havde været 1992, hvis det ikke var for det moderne digitale backdrop på scenen, som bød på utallige kryptiske visualiseringer af Scorpions' musik. Og som samtidig virkede en smule tamt i forhold til de lyn, som momentvis lyste hele pladsen op.
Uden hverken at falde igennem eller imponere kørte Scorpions den sikkert hjem på den rutine, som de har mere end rigeligt af. Måske for sidste gang her til lands.