KTDF '19: Rodet og rowdy afslutning
En halvtom sal, en aktiv pit og et ikke helt overbevisende band: Afslutningen på Kill-Town Death Fest var både uelegant og underholdende. Absurditeten toppede, da en person i publikum valgte at smide tøjet.
Det er en hård tjans at lukke en festival. Efter flere dages musikalske og sociale udskejelser er folk uoplagte, der er et arbejde og en hverdag, der kalder på den anden side, og når det så oven i købet er søndag, er oddsene yderligere imod en.
Der er dog stadig en vilje til at presse den sidste energi ud af dødsrigets haller, og så må man jo tage teten og skide hul i publikums manglende overskud og levere. Eller lade være.
Coffins prøvede at levere den afslutning, der skulle til, da de søndag nat spillede som det sidste band på årets Kill-Town Death Fest. Men det var ikke ligetil.
Variation for de få
Hvor Anatomia trak tempoet ned og leverede solide midttempo-baskere tidligere på aftenen, er Coffins mere adspredte. Kvartetten fra Tokyo har været aktive i over tyve år og udgivet fem fuldlængdeplader og et hav af ep’er og splits (omtrent 25 stykker), så det er ikke sådan lige at grave sig igennem hele materialet, der også spænder bredt rent musikalsk.
Hele spektret blev demonstreret, efter Coffins gik på ved midnat og tyrede sig igennem hardcore d-beat over slæbende donkraft-doom og helt effen dødsmetal. Det var mere variation, end de fleste andre bands på festivalen kunne bryste sig af.
Der var bare ikke så mange til at overvære det. Fremmødet var slapt, hvilket nok kan forklares med, at en stor del af det internationale publikum har en længere tur hjem, og det var således kun for en knap halvt fyldt sal i Pumpehuset, at Coffins gik på ved midnat.
Måske næste år
Det lod til at smitte af på bandet, der fremstod noget uoplagte. Forsangeren Jun Tokita gemte sig bag sit lange, filtrede, sorte hår og lænede sig op af mikrofonstativet igennem størstedelen af koncerten, mens guitaristen Uchino med fipskæg og noget, der lignede hurtigbriller, ikke gjorde noget yderligere væsen af sig.
Bassisten Masafumi Atake var dog mere energisk og udadvendt. ”Maybe next year great show” sagde han på smågebrokkent engelsk mellem to numre, før bandet hakkede sig nyt materiale, hvor bassen faldt ud, og Uchino leverede nogle meget lidt overbevisende guitarsoloer.
Om det skulle forstås, som om at de med sikkerhed ville vende tilbage næste år og også spille et godt show, eller om de var bevidste om deres egen optræden og lige valgte at demontere det yderligere, stod ikke det helt klart.
Jeg tror dog på det sidste.
Patter i pitten
Som koncerten skred yderligere frem, tog seancen dog en uventet drejning. En lille gruppe af dedikerede fans gav ikke mange fucks for, at det reelt set var blevet mandag og tonsede rundt og mosede ind i hinanden i pitten med en kraft, jeg ikke har oplevet i et pænt stykke tid.
En høj, bredskuldret kvinde gav mændene kamp til stregen og skubbede så kraftigt, at der kun var få, der turde nærme sig hende. Da Coffins egentlig havde spillet deres sæt færdig og sluttet med et decideret hardcore-breakdown, men kom ind til ekstranumre, smed hun pludselig trøjen. Om det var på foranledning af makkeren ved siden af, der også flashede sin bare, svedige overkrop, om det var en form for metalfeministisk protest, et slag for seksuel frimodighed eller bare varmen, der var skyld i det, står lidt hen i det uvisse.
Ikke desto mindre kravlede hun op på scenen og headbangede løs ved siden af et formummet band, der lod som ingenting. Hun fik selskab af en anden kvinde, og så stod de der, den ene fuldt påklædt, den anden med blottet barm, og befamlede hinanden lidt i en akavet og ikke voldsomt stimulerende udveksling, før det halvnøgne omdrejningspunkt pressede den anden kvindens ansigt ned mellem sine bryster og slog sine lange, lyse krøller bagud.
En koncert, man husker
Om det er sagen lige at få dyppet ansigtet i sådan en svedig headbangers barm midt under et show, ved jeg ikke, men det fik sin umiddelbare afslutning, da en velpolstret securityvagt trådte ind fra siden og sendte dem ned fra scenen.
Hvorefter vores headbanger tog en tur oven på publikums hænder og mosede videre rundt i pitten, alt imens securityvagten bare så forvirret til fra sidelinjen.
Det var absurd, men også nok så underholdende at være vidne til. Der var en verden imellem de folk, der bare stod og passede sig selv og deres søndagssind, og så den løsslupne fest, der foregik i pitten, mens Coffins bare blev ved med at spille ekstranumre og fyldte deres timelange spilletid helt ud.
Sådan var afslutningen på årets Kill-Town Death Fest både rodet, rowdy og underholdende. Det er sådan en koncert, man husker – men det var altså ikke på grund af musikken.