KTDF '19: Når midttempo er nok

_XTD3724
_XTD3779
_XTD3742

Anatomia trak tempoet ned med en koncert, der var hæderlig uden at være prangende, men som passede til søndagens sløvsind.

Kunstner
Spillested
Dato
08-09-2019
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Alting bliver taget et tak ned på en festivals sidstedag. Kroppen værker, benene ekser, og tømmermændsstemningen hænger i luften sammen med mindet om gårsdagens eskapader. Fremmødet er svagere, samtalerne mere uovervejede, men nogle gange også sjovere af den årsag.

Det gælder også Kill-Town Death Fest, hvor alle, der har stået igennem tre dages brutal undergrundsdødsmetal, må føle sig godt møre og gennemtæskede. Det har arrangørgruppen heldigvis gennemskuet, så sidstedagen er sat af til bands, der befinder sig i grænselandet mellem dødsmetal og doom, og hvis tyngde og langsomme tempi klæder søndagens sløvsind.

Fælles historie med festivalen
Således kunne man tidligere på aftenen høre japanske Anatomia, der har stor status hos hos Kill-Town Death Fests arrangører. I et interview med os fortalte hovedarrangør Daniel Abecassis i hvert fald, at den første udgave af undergrundsfestivalen tilbage i 2010 blev skabt mere eller mindre med henblik på at få Anatomia til Danmark.

Det lykkedes (det var endda deres første europæiske koncert på daværende tidspunkt), og siden har de været her af adskillige omgange, nu som en art sidstedagens headlinere.

Sådan har Anatomia en historie med festivalen og holdet bag, men selvom de leverede en fin koncert, blev det aldrig fremragende.

Bump på vejen
Duoen, der live udvides til en trio, føres an af Takashi Tanaka, der også spillede to dage før med sit ældre band Transgressor. I lighed med Max Klebanoff fra Tomb Mold, der excellerede i lovecraftiansk sci-fi-død fredag aften, sidder Tanaka fastlåst bag trommesættet, mens han growler, og mens bandets backdrop pryder det kirkegårdshegn, der opdeler scenen.

Anatomia spredte tungsindig begravelsesstemning, som de møjsommeligt møvede sig igennem små 50 minutters materiale. Der lugtede af sved, de massive powerakkord-riff stod og svingede i luften ved siden af Tanakas monstrøse growl.

Men det var ikke uden et par bump på vejen: Tekniske problemer førte til et par længere pauser, og trommesættet måtte justeres undervejs, ligesom en stille intro blev saboteret, da lydprøven gik i gang på scenen nedenunder.

Ikke desto mindre fyrede Anatomia op for et par solide midttempo-baskere, hvor der blev chugget igennem, mens Tanakas dobbeltpedal taktfast drev numrene frem. Det var her, hvor både metallen havde en fremdrift, men også holdt sig i et nogenlunde roligt tempo, der matchede tømmermændsstemningen, at bandet var stærkest.

Og det var sådan også nok.