Kvæl mig, tak!
Trods en for lav lyd skar Kvelertak sig overlegent igennem et tætpakket fremmøde i Lille Vega, som efter en brutal dansk opvarmnng fik sat hovederne på igen i en regulær folkefest.
“Kvæl mig, tak!” Sådan kan Kvelertak hurtigt komme til at lyde, når omtrent 500 opstemte publikummer skriger på mere i kor. Og det gjorde de i den grad i torsdags, da de norske hybridmetallere lagde vejen forbi et udsolgt Lille Vega.
Knusende københavnere
Før det var tid til at overgive sig til Kvelertaks rockfest, skulle de fremmødes smadres helt i brædderne af deres onde, tætbeslægtede navnebrødre, Halshug. Og ligesom at et halshug af indlysende årsager er mere voldsomt end et kvælertag, så er Halshug også dét mere brutale end nordmændene.
Og det vil sige meget mere onde. 1,2,3 destruktion! På én lang række. Intet filter, ingen nåde. Det er ren d-beat-tæsk fra start til slut, når Halshug ruller op og puster ud med korte og væmmelige skyer, som sætter sig på hinden og kræver din vrede.
Indrømmet, der var en smule langt fra den stadig spæde og fuldkommen lyksalige forårsol til tre unge mænd med én ting på hjernen. At udslette dig. Den opgave lykkedes de dog fint med – men det var samtidg også en anelse befriende med en snert af selvironi, da forsangeren/guitaristens eneste og sidste ord til den allerede godt fyldte sal, før de forlod scenen, var “godt gået”.
Festglade nordmænd
Hvor Halshug holder sig til en enkel og sikker form, breder Kvelertak sig efterhånden ud over lidt af det hele med deres helt egen fængende cocktail af black metal, punk, hardcore, rock og pop. I ingen bestemt rækkefølge. Godt blandet sammen med et solidt øre for medrivende melodier og dynamiske rytmeskift.
I front kom forsangeren Erlend Hjelvik som sædvanlig på scenen iført bar overkrop og hovedet stukket op i en udstoppet ugle. Og straks kunne det fornemmes, at publikum var kommet for festen, som blev sat effektivt i gang med den blastende 'Åpenbaring'.
Kvelertak var tydeligvis også ankommet i absolut topform – og der gik heller ikke længe, før bassisten var ude at vandre på folks hænder, som han har for vane. Og det blev heller ikke den sidste tur.
Lyden virkede for lav, og undervejs tog det kraften ud af nogle af de hårde numre fra debuten og 'Meir', hvor især 'Blodtørst' desværre faldt en anelse til jorden. Måske var det derfor af samme årsag – og ret overraskende – de nyere og langt mere rockede numre, som gjorde sig bedst. Og så gør det ikke noget, at det næsten kammer over i decideret pikrock til tider, når alkoholen for længst har skubbet al fornuft over bord. Især 'Heksebrann' og '1985' blev leveret med ekstra pondus og satte yderligere gang i den feststemte sal.
Da der var gået lidt over en time, var det slut for første akt, for da bandet selvfølgelig kom tilbage på publikums befaling om at kvæle dem, var der ingen tvivl om, at de hellere end gerne ville fortsætte længe endnu. “Vi spiller tre, men det bliver nok fire”, lød det fra den ene guitarist, inden det store troldejæger-hit 'Mjød' igen straks fik salen til at koge og bassisten til at tage endnu et hop ud i menneskehavet.
Da Erlend Hjelvik havde forladt scenen, efter at have skreget sine sidste linjer, blev bandet bare stående og spillede videre, som en fest, der ikke måtte stoppe, mens flere og flere fra de forreste rækker så deres snit til at indtage scenen og efterlade et indtryk af en aften, hvor band og publikum i sandheden smeltede sammen i ren eufori.