Legendarisk, svensk fuldblodsepik
Populær
Candlemass' debutplade var også i liveregi en af verdens bedste doomplader.
Som det var tilfældet med Shrinebuilder, skulle Candlemass ligeledes havde spillet på sidste års Roadburn, men også de blev forhindret på grund af askeskyen. Det var selvfølgelig held i uheld for Roadburn-rookien, for bandet havde heldigvis valgt simpelthen at skubbe deres 25 års jubilæumsshow til i år, som så paradoksalt nok netop er det rigtige jubilæumsår for deres, i nyere doom-regi, skelsættende debutplade, den majestætiske 'Epicus Doomicus Metallicus' (1986). Det betød denondtenlyneme at den plade var på programmet i sit hele for kun anden gang nogensinde og tilmed med dens oprindelige forsanger, Johan Längquist, tilbage ved mikrofonstativet.
Der må tilbedes
De gamle svenske doom-ravne var sat til at kickstarte den store scene om lørdagen tidligere på eftermiddagen, men da bandet gik på til tonerne af deres egen doom-version af Chopins 'Marche Funebre', blev 013-salen fuld af hævede knytnæver og ditto satanisk hyldende hænder, der beviste at den samlede skare af Roadburners sked hul i de forrige par dages druk og røg - de var i stedet tydeligvis enige med festivalens programredaktion i at Candlemass hører hjemme på en kort liste over navne af musikalsk rang med "doom greatness". Publikum var ganske enkelt ellevilde.
Sættet var delt sådan op, at Candlemass startede med et godt fyrre minutter langt regulært Candlemass-anno-2011-sæt, der blandt andet både bestod af den ældre 'At the Gallows End' fra 'Nightfall'-æraen (1987) samt den monsterfede 'Hammer of Doom' fra deres seneste udgivelse 'Death Magic Doom' (2009). Hér imponerede især den forholdsvis nyere Candlemass-forsanger, Robert Lowe, ved at blæse epik-skalaen op til et kogepunkt, man knap nok vidste eksisterede.
"Epicus Doomicus Metallicus"
Alt respekt til Längquist, der under denne koncert i hvert fald beviste én gang for alle, at han stadigvæk magter vokalværktøjet til fulde. Han sang for fedt altså. Paradoksalt nok var han dog næsten FOR begejstret for at være på scenen og være en del af denne eksklusive aften. I hvert fald blev han ved med selv at pointere det igen og igen, så meget at man næsten fik nok. Forestil dig at du ligger og knalder en kendis, du er fan af, og han eller hun så samtidig ligger og fortæller dig, hvor stor en oplevelse det er, du er en del af lige nu. Luften bliver ligesom piftet ud... Men fred være med det.
Pladen sad præcis, hvor den skulle. Fra åbningen med 'Solitude' til slutningen med 'The Sorcerer's Pledge' blev skidtet spillet med en enorm indlevelse og præcis den grad af doom greatness og episk-overkill, som den skal have. 'Solitude' var taget ekstra ned i tempo, så den blev endnu mørkere end på plade, og lyden var suveræn.
Eksklusiv fjolleri
Längquist dukkede op på scenen igen, også efter 'Epicus' var blevet spillet, og han og Lowe sprang ud i en fjollet cover-duet af Blue Öyster Cults '(Don't Fear) The Reaper', der faldt fuldstændig til jorden. Det var tydeligt, det var en sang, de havde fundet frem til lejligheden, fordi de ville lave det ekstra-ekstra-eksklusivt, og ikke fordi de rent faktisk havde et forhold til Buck Dharmas udødelige melankolske mesterværk. Hverken Längquist eller Lowe kendte rent faktisk teksten, så i stedet for at levere en god version af sangen, stod de hele sangen igennem og kiggede ned på monitorerne. Det var helt på grænsen til det pinlige.
Men når musikken ellers spillede, så spillede det sgu. Candlemass er bastant old-school doom, og det bastante blev taget til et punkt, hvor man var lige på vippen til ikke at kunne holde til mere. Men heldigvis er Candlemass leveringsdygtige musikere hele vejen rundt og Längquist havde jo i bund og ret: det VAR altså fucking stort at opleve 'Epicus'-perlen fremført live.