Copenhell '22: Slet ikke træt af livet

lifesick1

Lifesick havde hældt kul på alle fyr, og kedlerne var brandvarme, efter at intromusikken, Eddie Noacks ’Psycho’ var gået i hak på ordene ”I killed … I killed … I killed”.

Kunstner
Dato
18-06-2022
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Og de dræbte virkelig, Lifesick. Hardcorelokomotivet var ankommet til Gehenna med ’Wolf Among Rats’, og det var tydeligt for enhver, at der ikke ville være stop undervejs, også selv om guitarist Nikolai Lund lige havde et hurtigt lydudfald. Ellers var lyden bestemt accepteret, og ’Misanthropy’ viste, at Lifesick var kommet for at give os alt, de havde. Trommeslageren Jeppe Løwe spillede tight og hårdt og var et virkelig fint anker for Fredericia-gruppens dødsmetal-inspirerede hardcore-musik.

Hej igen, Jakob
Det er vel nærmest en tradition nu, at Jakob Bredahl lige skal på på scenen, når der er hardcore på Gehenna i år, og således gæstede han også Lifesick på det intense ’Suicide Spell’ fra albummet ’Swept in Black’. ”No hesitation to kill myself / because I'm caught by the suicide spell”, brølede han. Det er sært, at et så kulsort budskab kan vække så meget begejstring, men det taler bestemt til bandets fordel, at de er så overbevisende på en scene.

Vi fik også en version af ’Dies Irae’, som imponerede mig med sin ligefremme effektivitet, men vi skulle længere op på energiskalaen. ”Let’s get this party rolling, alle zusammen”, eklærede mikrofonmand Simon Shoshan, inden endnu et tungt rullende monster blev sluppet løs på Gehenna.

lifesick 2

Befriende bølleattitude
Det er, som om Lifesicks musik trækker en ned, samtidig med, at den hiver en op. De misantropiske tekster og den kulsorte grundstemning modsvares fint af en voldsom energi, som driver lytteren opad. Det frisættende potentiale ved Lifesicks musik specifikt og ved metal generelt, er musikkens kapacitet for at udtrykke, hvad der er galt med eksistensen, men samtidig give os en mulighed for, i hvert fald midlertidigt, at finde et katarsisk fristed for de selv samme ting. Og det er lige her, Lifesick er bedst. De skaber rammerne om en fælles oplevelse, der giver os en lille ventil til frustrationerne. Af hjertet tak for det.

Sonisk renselse
Konkret udmøntede det fænomen sig i nogle stærkt befriende circle pits. ”Jeg vil have mennesker oven på mennesker,” som Simon Shoshan erklærede. Men et klart højdepunkt, sjovt nok, var da Lifesick trak tempoet ned og kanaliserede Johnny Cash på ’Necessary Evil’. Jeg var ægte rørt, da Simon sang om det sølv og guld, som aldrig rigtigt tilhører os, er det eneste, der er tilbage, når vi er rådnet bort efter et liv i kapitalismens tjeneste. Og det afsluttende vers, der kombinerede langsomme guitargrooves og huggende lilletrommer, var et tilfredsstillende punktum på øjeblikket. Vi har så få af dem, de der øjeblikke, og så mange procesoptimerede dage på margarinefabrikken. Hermed en hyldest til de øjeblikke, Lifesick skabte på Gehenna. Det gjorde i hvert fald mig mindre syg og træt af livet, og kan man egentlig bede om mere end det?