Hail, kill og farvel

Populær
TFB2019-stage_mock-up-2019-1-20_APPR-1024x651

Manowar vekslede mellem metallisk storhed og dorsk fællessangs-rock i ujævn afsked på dansk grund.

Kunstner
Spillested
Dato
01-04-2019
Trackliste
1. Manowar
2. Call to Arms
3. Brothers of Metal Pt. 1
4. Thor (The Powerhead)
5. Blood of My Enemies
6. The Gods Made Heavy Metal
7. Hand of Doom
8. Swords in the Wind
9. House of Death
10. Sons of Odin
11. Sting of the Bumblebee
12. Fighting the World
13. The Power of Thy Sword
14. Kings of Metal
15. Warriors of the World United

Ekstranumre:
- Joey DeMaio taler -
16. Hail and Kill
17. Black Wind, Fire and Steel
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Der er vel få bands, der er blevet hånet, spottet og latterliggjort mere end Manowar. Også her er ingen  større end Manowar. Ligeledes er der få bands, der har så dedikeret en fanskare. Det siger noget om det, vi kan kalde Manowars dobbelte natur. På den ene side et band, der i sin tid skrev majestætiske metalhymner som ’Dark Avenger’, ’Gloves of Metal’ og ’Blood of My Enemies’, der ramte ’Sværd og trolddom’-atmosfæren ret perfekt og gav næring til Conan-fantasier på mangen et teenageværelse. På den anden side et band, hvis udgivelser de seneste cirka 25 år har været mådelige, og som har haft en tendens til at forsumpe i bøvet hard rock, ordinær power metal og en selvfedme, hvis musikalske belæg for ofte har været fraværende de sidste mange år.

Herrekorset i grotterne
Den dobbelte natur viser sig også i tekstuniverset om at være mægtige krigere og store elskere, mens sanger Eric Adams tøfler rundt iført et herrekorset, der ikke skjuler, at mavsen ser ud til at være i 6. måned. Den viser sig i scenekulissens falske klipper og grotter, komplet med skeletter og krypt til trommeslager Anders Johansson: Det har helt sikkert kostet nogle penge, men man er aldrig i tvivl om, at det er en kulisse (og hvis man er, kan man bare gå ud i siden og se på bagsiden af kulissen, der træder tydeligt frem). Der er storskærme med animationer i mere eller mindre tvivlsom kvalitet, men man kan ikke se dem ordentligt, fordi scenekulisserne står i vejen for dem – Valby Hallen er ikke høj nok.

Men enhver principiel kritik af Manowar bliver også til et forsvar, for det skal være for meget. Et subtilt, underspillet Manowar giver ikke rigtig mening. Det gør et halvkedeligt Manowar bare heller ikke. Og halvkedeligt er det i begyndelsen af koncerten, hvor samspillet mellem Johansson og Joey DeMaio mest af alt er gumpetungt, mens den nye guitarist E.V. Martel såmænd er kapabel, men heller ikke har den helt store personlighed i sit spil. Men han kommer direkte fra et Manowar-tributeband, så han er nok billig i drift. Til gengæld er Eric Adams en mand, der ser ud til at nyde det, og som har en god publikumskontakt – han holder øjenkontakten med publikum, gejler dem op og har en vokal, der stadig er flot.

Storhed og bøvertnakkethed
Publikum – især dem, der har betalt lige under 1000 kroner for billetten inde i den såkaldte Golden Circle – er ret meget oppe at køre gennem hele koncerten. Men det er først i sættets fjerde sang, ’Thor (The Powerhead)’, og den efterfølgende ’Blood of My Enemies’, at det rigtig løfter sig for mig, og jeg begynder at få tro på den afslutning med Manowar – der selv siger, at de er på afskedsturne – man har håbet på. Den tro ryger sig til gengæld en tur kort efter, da Manowar vælger at spille en kavalkade af middelmådigheder fra de nyere album ’Warriors of the World’ og ’Sons of Odin’, afløst af bassoloen ’Sting of the Bumblebee’, den faste gimmick, som ingen i hele verden ville savne, hvis den forsvandt, og ’Fighting the World’, der viser den lidt vel simple hard rock-side af Manowars repertoire.

Og sådan veksler farvelfesten frem og tilbage mellem metallisk storhed og sange, der nok er nemme at synge med på i en tolvhestes brandert, men som ikke har så mange andre kvaliteter. Naturligvis holder Joey DeMaio også sin tale, hvor publikum og vikingerne roses (det er noget med kollektive værdier, men også noget med at være et individ og ikke tage imod lort fra autoriteter), mens koncertpromoterers grådighed skoses – det kan man så tænke over, mens man betaler 350 kroner for en T-shirt ude i foyeren. Til gengæld er afslutningen med ’Hail and Kill’ og ’Black Wind, Fire and Steel’ virkelig god, dog uden at være så god, at jeg ligefrem overvejer et T-shirt-køb.

Metallens to ansigter
Jeg ville gerne kunne adskille det Manowar, jeg kan lide – det tidlige, majestætiske, episke – fra det Manowar, jeg ikke kan lide – det brovtende, pøllede Manowar med de tydelige kulisser og den lidt for nemme sangskrivning og ros til publikum. Men at adskille de to ting lader sig ikke gøre – de to er alt for tæt vævet sammen. Måske er det også derfor, Manowar vækker så stærke følelser hos mange metalfans: De repræsenterer på den ene side aspirationer om storhed, epik og det store metalfællesskab, som det også lykkedes at indfri tidligt i karrieren, men de repræsenterer også metallens pinlige side, for meget-heden (den kedelige af slagsen), den bumsede rollespilsteenagers fantasier om magt, seksuel dominans og karikeret stereotyp maskulinitet – om at blive taget alvorligt. Metallens bøvertnakkede fortid, som i en ikke-metallers øjne er lattervækkende, og som man fra tid til anden godt kan have lyst til at fortrænge, fjerne fra metallen.

Jeg ville ønske, Manowar havde fået Ross the Boss med på guitar, at Donnie Hamzik var blevet som trommeslager, så afslutningen var blevet mere værdig. Jeg ville også ønske, at sætlisten havde været mere fokuseret på det tidligere og episke materiale, fremfor fadølsschlagerne. Jeg ville ønske, at der var skruet lidt ned for kitschen til fordel for de musikalske kvaliteter. Men Manowar ville ikke være Manowar, hvis ikke de valgte de mere tvivlsomme løsninger. Jeg vil næppe savne dem som aktivt band, men jeg vil savne de gange, hvor deres musik og selvforståelse var i sync.