I øveren med Buzz & co
Dyrkelsen af det konceptuelle koncertformat, hvor alle numre glider ud i ét, lader til at være den foretrukne for The Melvins. Nerven var intakt, men for megen spildtid gjorde tirsdag aften på Jazzhouse til en blandet affære.
2. Oven
3. Anaconda
4. Queen
5. Kicking Machine
6. It´s Shoved
7. I Want To Hold Your Hand (Beatles-cover)
8. Euthanasia
9. Edgar The Elephant
10. The Bit
11. Onions Make The Milk Taste Bad
12. Amazon
13. Hung Bunny
14. Roman Dog Bird
Endnu engang blev det Copenhagen Jazzhouse, der fik æren af at lægge hus til The Melvins. 'A Walk with Love and Death', der udkom i juli, er den seneste tilføjelse til deres efterhånden jævnt uigennemskueligt store diskografi, og med den lidt blodfattige, mere afdæmpede side af bandet, albummet efterlader indtrykket af, frygtede vi, at det kunne komme til at dominere dette års visit fra de gamle grunge-legender. Det var dog absolut deres hæderkronede dage i de tidlige 90'ere og de tunge fuzz-hymner, der fik lov at fylde dagens sætliste, men inden vi når så vidt, havde Redd Kross 45 minutter til at imponere det relativt ukendte band på dansk jord.
Entusiasme uden interesse
Med efterhånden 40 år og en god håndfuld udgivelser på resuméet indtog de scenen med rutine og drengerøvs-attitude. De spæde dage spenderede de som punkere, men sidenhen var det mere det power-pop/glam-rockede udtryk, de dyrkede. Det blev hurtigt tydeligt, at de denne aften lagde vægten på deres glam-rockede side, med alt hvad dertil hører af lir og fart over feltet. Bandet gjorde opmærksom på, at det var 20 år siden, de sidst havde spillet i Danmark, og det kunne da også tydeligt mærkes, at publikum ikke just havde megen kendskab til deres diskografi, men der manglede vel også et materiale, som for alvor kunne gøre Redd Kross til noget mindeværdigt. Numrene gled ind af det ene øre, ud af det andet, og ensformigheden gjorde opvarmningen til en lidt pauver affære uden alt for mange bekymringer, men også uden særlig megen substans. Det er herligt, når bands med over 30 år på bagen stadig har den ungdommelige gejst og entusiasme i behold, og højt humor og høje gadedrengehop føjede lidt til charmen. Men når der skal hives intet mindre end fem covers ud af hatten i form af bl.a. 'Deuce' (Kiss), 'Ann' (The Stooges) og 'Saviour Machine' (David Bowie) for at holde publikums interesse, bliver det for letkøbt.
Andre boller på suppen
En halv time senere var der dog helt andre boller på suppen, da The Melvins satte i gang med det gamle Flipper-cover 'Sacrifice' fra 'Lysol'-pladen, som senere også fik æren af at afrunde koncerten. Det enkle, aggro-sludgede drive, som har gennemsyret bandet gennem alle årene, fik et andet udtryk live, som vi også erfarede ved deres seneste visit. På plade fatter de sig gerne i korthed uden de store raffinerede konstruktioner, men ved at tilføre introer og outroer til alle numrene blev det til en af den slags koncerter, hvor alt gik op i en større helhed på godt og ondt. Musikalsk er det interessant, når kunstnere bryder med rammerne og bruger indlevelsen som virkemiddel til at koble deres karriere sammen helt fra 1989 ('Oven') og frem til i dag. Buzz og hans flagrende mikrofonhår kunne på den måde også helt naturligt holde sig fra at præsentere numrene, og det var således kun de indviede, der havde nogen chance for at skille skæg fra snot.
Man kunne nemt få oplevelsen af, at man stod i deres øvelokale, mens der blev stonet tungt og drevent derudad uden store armbevægelser eller for den sags skyld nogen andre virkemidler til at komme ud over scenekanten. Dale Crover, som også sad bag tønderne i Redd Kross forinden, indledte 'Kicking Machine' med et enkelt punch, der næsten fik den til at minde om Black Sabbaths 'War Pigs', og med 33 års samspil med Osbourne skal der heller ikke herske tvivl om, at de kender hinanden til fingerspidserne. De virker helt ubesværede med denne måde at sammenkæde numrene på. Ikke at den nye bassist Steven Shane McDonald, som i øvrigt også spillede med Redd Kross forinden, ikke fortjener et ord med på vejen, for der har altid været plads til mere groovy elementer i The Melvins, som han tydeligvis har taget til sig, men det er først og fremmest Crover og Osbourne, der bærer showet.
At bruge tre minutter på at bygge op til et nummer, der varer tre minutter, virker en kende overdrevet. Med THC i blodet kan det tænkes, at man ser en klarere mening med galskaben, men med afstikkere som førnævnte 'Killing Machine', den groovy grungerocker 'The Bit' og den nærmest doomede 'Amazon', inden der blev syret helt ud på 'Hung Bunny' og 'Roman Dog Bird', var der godter undervejs, der viste, hvorfor The Melvins fortjener den legendestatus, der er blevet dem til del, både inden for grunge og sludge. Der var dog for langt imellem snapsene, for meget rutineret autopilot. De tekniske færdigheder fejlede intet, men mere nærvær med publikum og flere perler fra en svunden tid havde været at foretrække fremfor denne konceptuelle dyrkelse af den helstøbte koncert uden afbrydelse.
Nuvel, leflen for publikum er bestemt intet krav, og al respekt for at gå egne veje. Det ville dog klæde bandet at skære mere ind til benet, næste gang de kigger forbi.