Melvinati!

_XTJ8352
_XTD8326
_XTD8347
_XTD8452
_XTJ8291
_XTJ8341
_XTJ8418
_XTJ8371

King Buzzo og Dale Crover leverede sammen med deres to (!) kompagnoner på bas en helt igennem vidunderlig koncert i Pumpehuset, der var leveret knivskarpt uden på noget tidspunkt at virke fortænkt.

Kunstner
Titel
+ ShitKid
Spillested
Dato
15-10-2018
Genre
Fotograf
Jacob Dinsesen
Karakter
4

Det var den svenske girl-duo, ShitKid, der stod for opvarmningen. Melvins er et af den type bands, som kan koncert-parres med stort set alle bands i denne verden, uden at det hverken giver helt mening eller virker helt underligt. Det må dog aldrig være en let tjans at skulle imponere det enormt forskelligartede publikum, som man registrerer til netop en koncert med det eksperimentelle rockband. Hvis opvarmningen skulle repræsentere en del af Melvins’ virke, så må det tænkes at være deres mere kitschede side og forkærlighed for Riot grrrl-bevægelsen, der udsprang fra staten Washington, hvor Melvins i øvrigt også er fra.

Begge koncerter blev denne aften kort introduceret af folkene bag Alice, der havde booket pionerbandet, og det blev her fortalt, at ShitKid havde lagt Roskilde ned og leveret en kæmpefest i 2017. Helt så festligt var det mildest talt ikke denne mandag, hvor gennemsnitspromillen blandt publikum nok også må siges at være mere moderat sammenlignet med den, man registrerer på Roskilde Festival. Trommesporene blev afspillet fra et keyboard med heftige 80’er-vibrationer og lagde sammen med en enormt høj og svulstigt lydende bas fundamentet for forsangeren Åsa Söderqvist og de få, og ganske nedbarberede og støjende, guitarudskejelser. Jeg fik associationer til amerikanske high school-film, hvor der hentes væsentlig flere point hjem på charmen end på det egentlige håndværk. Hovedparten af de godt og vel 7-8 sange, der blev liret af denne aften, fremstod skitseagtige og ufærdige. Garanteret intentionelt, men det gjorde ikke oplevelsen meget bedre. Der blev eksperimenteret med flere mikrofoner i forskellige højder, men det var svært helt at høre grundlaget for dette valg. Pigerne har uden tvivl kigget White Stripes over skulderne, men det simple, effektfulde riff udeblev hele koncerten. Svenskernes afsluttende nummer mindede mig om Bachman-Turner Overdrives ’You Ain’t Seen Nothing Yet’, som har været på hjernen lige siden. Tak for det!

Fremadsynet og tilbageskuende
Der kom andre boller på suppen, da først Steven Shane McDonald og Jeff Pinkus efterfulgt af Buzz Osborne og Dale Crover trådte på scenen. På den temmelig middelmådige ’Pinkus Abortion Technician’ fra tidligere på året var begge bassister at finde på de otte skæringer. Det er alligevel de færreste rock- eller metalbands, der finder det oplagt at have to bassister med på samme tid på plade – og slet ikke live for den sags skyld – men nu har Melvins heller aldrig gjort en dyd ud af at træffe verdens mest rationelle beslutninger. I koncertregi virkede det, som om Pinkus spillede de dybere og tungere bastoner, mens McDonald generelt fokuserede på det højere register. Det var dog ikke let helt at adskille dem, så jeg kan tage fejl. I løbet af koncerten blev de to bas-spor indimellem en smule frenetiske at lytte til, men når det blev for kaotisk, kom King Buzz typisk til undsætning med et klasse-riff, der hjalp og gav flere skæringer den rygrad og det fokus, som de fleste af sangene mangler. På ingen måde den klassiske og gængse måde at gøre et rocknummer levende for lytteren på, men det fungerede fint. Herudover bidrog begge bassister med både leadvokal og andenstemme.

Kvartetten er et spændende band at observere: Dale Crover ligner med sit fedtede hår og sine trommehandsker en kobling mellem en knallertentusiast og en computernørd netop hjemvendt fra et weekendlangt LAN-party; King Buzz bliver af oplagte årsager typisk sammenlignet med Sideshow Bob fra The Simpsons, og han ville være den første, jeg kontaktede, hvis jeg skulle indspille en film om en ond sektleder; Jeff Pinkus, der også er at finde i legendariske Butthole Surfers, ville passe som blommen i et æg i ethvert sludgeband fra New Orleans; og Steven Shane McDonald kunne godt ligne en, der sagtens kan forstå Rushs tøjvalg i slut-80’erne. Men mest af alt kunne han godt tænkes at besidde en gedigen samling af vintage-pornoblade – den fyr er altså sleazy nok på sin helt egen facon. Sådan skal Melvins se ud, for musikalsk trækker de på referencer i øst og i vest, nord og syd, men altid filtreret gennem deres eget flippede udtryk.

Gruppens utrolige alsidighed fik vi også demonstreret i deres valg af sange til denne koncert. Jeg kunne desværre ikke se eller lokke en sætliste ud af teknikerne, men foruden fire-fem covernumre af bl.a. David Bowie, Rolling Stones, Bikini Kill samt James Gang- og Butthole Surfers-sangene fra den seneste fuldlængde, så flirtede Melvins med sange fra i hvert fald 8-9 forskellige udgivelser. Fra den spæde start med ’At a Crawl’ fra første ’Six Songs’ (1986) til et par velvalgte sange fra plader udkommet de seneste par år.

Det er decideret opløftende og tankevækkende, at Melvins hele karrieren har spillet coversange af bands og kunstnere, som i forskelligt omfang vel kan siges at have inspireret til det værre og til det bedre. Den signaturlyd, som originalerne skal tilskrives, kan høres hos talrige bands gennem de sidste 30 år i alverdens genreafskygninger. Flere vil måske påpege, at det har mange grupper gjort gennem tiden – se bare Metallica. Enig, men for Buzz og Crover er det snarere regel end undtagelsen, at der sniger sig et covernummer ind på deres udgivelser, for ikke at tale om de reelle udgivelser, der udelukkende består af fortolkninger og omfortolkninger. Der er altså tale om, at coversange udgør en kontinuerlig del af deres diskografi. Det er spændende – og muligvis en selvfølgelighed –  at man som kunstner formår at være både så revolutionær og evolutionær i lyd og sangskrivning, mens man stadig hylder og leger med den lyd, der har banet vejen for én. Om det er Buzz’ måde at frasere sin vokal, hans guitarlyd eller måde at skrive onde og tunge riffs, eller om det Dale Crovers hårdslående, punkterede og abrupte spillestil på sine nedstemte og denne aften enormt vellydende trommeskind, så er der så uendelig mange lyde og kompositioner, som Melvins har opfundet. Det kan bedst sammenlignes med konspirationsteoretikeres hang til The Eye of Providence. Når man først har set det – eller hørt det i Melvins tilfælde – så dukker det op overalt.

En time og tyve uden dikkedarer
Selvom det også på papiret er det oplagte højdepunkt, så var aftenens koncertpeak uden tvivl, da vi fik serveret suveræne ’Honey Bucket’ og mesterlige ’The Bit’, fra henholdsvis milepælen ’Houdini’ (1997) og den personlige favoritplade ’Stag’ (1996) lige i røven af hinanden. For pokker, hvor er det nogle solide sange, begge to! Og hvor er det dog en sjældenhed at få en så tæskefed og hårdslående rocksang i det tempo, som der gøres brug af i ’The Bit’. Solide midttempo-numre står altså højt i kurs hos denne anmelder, og det er næsten fysisk umuligt ikke at headbange bare en lille smule til åbneren fra ’Stag’. Efterfølgende fik vi ’Don’t Forget to Breathe’ fra seneste udspil. Den blev sunget af Pinkus, men havde ikke helt samme solide, sløve drive som på plade. Det skyldtes muligvis, at den var placeret lige efter ’The Bit’, der allerede havde taget patent på den sløve og tunge pacing. Netop koncertens flow af sange er – foruden enkelte rodede basdele – velsagtens den eneste anke, jeg har ved mandagens koncert. Det virkede til tider, som om de fire havde gang i medley-passager. Med en koncert på en time og tyve minutter blev tiden i hvert fald brugt fuldt ud. Der var stoppet så mange sange ind i som muligt, og selv ved de hurtige stemmepauser mellem numrene blev der lavet lir, som ledte over i det efterfølgende nummer. Det så ud og lød til dels, som om disse pauser var præget af dagsformen, men de var alligevel næsten for perfekte til at være ren improvisation. Allersidst kom ShitKid på scenen og sang ’Rebel Girl’ af Bikini Kill. Tre bassister på samme scene, så fik man også det med.

Improvisationen, rutinen, skævheden og bid driver dog værket. At se Melvins spille, som de gjorde i Pumpehuset, er som at få skudt livseliksir lige ind i flæsket. Gang på gang er man vidne til rutineprægede og fuldstændig kedsommelige koncerter med musikere, som har det hårdt over deres tilgang til eget materiale. Færre burde muligvis lytte til Melvins – deres lyd er efterhånden udbredt nok – men flere burde i den grad studere deres tilgang til egne koncerter. Her kan de fleste lære noget.