VMF '20: Et hyggeligt og halvtræt gensyn
Memoriams velmente og stereotype nostalgidød var et par oprigtige træk på smilebåndet værd, men blev aldrig den store metalfest, man havde fortjent som afslutning på Viborg Metal Festivals førstedag.
2. Dronestrike V3
3. As Bridges Burn
4. No Known Grave
5. Austerity Kills
6. Requiem For Mankind
7. Resistance
8. Shell Shock
9. Fixed Bayonets
10. Flatline
De engelske allstar-dødsmetallere havde fået den tvivlsomme ære at lukke førstedagen på årets Viborg Metal Festival. Ikke fordi der som udgangspunkt er noget galt i at stå øverst på plakaten, og det er da i øvrigt også en ganske glimrende festival. Men at sætte en flok særdeles voksne mænd, der ikke umiddelbart er kendt for en energisk live-optræden, til at trække festen helt i top, efter at klokken for længst er rundet midnat, er noget af en satsning.
Og det blev en kamp for Memoriam at holde kog i gryden ude blandt tilhørerne. En kamp de, trods en egentlig hæderlig indsats, syntes at tabe imod et publikum, der indledningsvis ikke talte mere end maksimalt et par hundrede sjæle i en sal med den dobbelte kapacitet, og til sidst vel var nede på de 50-60 stykker, da Karl Willetts' muntre svende lod de sidste toner ringe ud. Nu skal det jo ikke kun handle om hvor mange, der gad se Memoriams udfoldelser til ende, men det lægger unægtelig en dæmper på oplevelsen hos både band og publikum når folk trætte, fordrukne eller for festlystne én for én stikker af fra hvad, der burde have været et større brag af en afslutning på dagen.
Nuvel, alting skal jo heller ikke nødvendigvis være en fest, og ser man isoleret på Memoriams optræden var der sådan set momenter nok, man kunne trække veltilfreds på smilebåndet over. Kvartetten, der ud over forsanger Willetts tæller den energisk/apatiske trommeslager Andrew Whale, begge ex-Bolt Thrower, tidligere Benediction-bassist Frank Healy og ditto liveguitarist Scott Fairfax, har de senere år været særdeles leveringsdygtige i en dødsmetal, der i høj grad trækker på virkemidlerne fra førstnævnte band, der som bekendt blev lagt ned under tragiske omstændigheder i 2016, året inden Memoriams første fuldlængde så dagens lys. Siden da er det blevet til tre plader, hvoraf sidste års 'Requiem For Mankind' med afstand er den bedste af de tre.
Et velment træk på skuldrene
Herfra startede 'Undefeated' aftenens løjer. Som bandets materiale generelt en tungslæber af et nummer, gungrende afsted i et moderat tempo med en brutal, konstant huggende basrytme, som gør, at man aldrig for alvor tager sig selv i at læne sig tilbage og slappe af. Rygraden i Memoriams lydbillede er, ligesom i Bolt Thrower i øvrigt, den konstante basrytme, som i Memoriam leveres af Healy og i særdeleshed Whales blastbeats, der bliver serveret med et voldsomt overskud, samtidig med at den kontormus-lignende tøndebasker med en uengageret mine synes at sidde, ret op og ned, og tjatte lidt tilfældigt til de trommer, der nu står foran ham. Han får det til at se simpelt og halvgjort ud, men lydbilledet fortæller, at Whales spil i høj grad er det, der tilfører størstedelen af den nerve og energi, der er i Memoriams kompositioner.
Heldigvis er lyden i aften god. Rigtig god. Hvilket også giver god mulighed for at nyde den legendariske og konstant smilende forsangers vokal, der er ligeså rund, ond og tung, som den alle dage har været. Omend en allestedsnærværende rumklang på vokalen nok også gør sit til, at Willetts' stemme synes lige præcis så dyb og gennemborende, som man havde håbet, den ville være. Ikke mindst i den solide 'As Bridges Burn', der for en stund giver én håbet om, at aftenens koncert måske alligevel kan nå at stikke af i feststemning. Desværre blev den fulgt af alt for langtrukne 'No Known Grave', hvis adstadige mellemspil trak den sidste energi ud af et metalmæt publikum som herfra, fraset et par entusiastiske sjæle, blot var stillestående tilskuere, som jo egentlig var glade for at Memoriam var kommet forbi, men ikke rigtigt kunne svinge sig op til at juble over en dødsmetal, som desværre også kan blive noget monoton, såvel på plade som live.
'Austerity Kills' og 'Shell Shock' fra den seneste plade stod som højdepunkter i anden halvdel af et sæt, der var tungt, propert og dødsmetal-nostalgisk i sin lyd, men som desværre aldrig kom op på nogen af de høje nagler, hverken fra publikums eller det ligeledes ganske stillestående bands side. Uagtet hvor mange varme smil, den mere og mere bedstefar-udseende Willetts stak os, blev Memoriams optræden aldrig nogen stor stemningsskaber. Det var hæderligt. Det var fint. Og engang efter klokken et var det overstået, og de trætte hjerner, der var blevet helt til slut, kunne traske hjem eller videre ud i provinsens natteliv.