Mennesket er frastødende
Populær
J.G. Thirlwells "Manorexia"-projekt stod for et anderledes indslag på årets Roadburn-festival med en times stemningsmættet kammermusik. Det meste druknede i publikums snak og ligegyldige indstilling.
Hvert år synes Roadburn at have et indslag på programmet, som skiller sig markant ud fra resten af de tunge toner. Og i år tilfaldt dén aparte ære australske J.G. Thirlwell, der bedst kendes for sine værker under navnet Foetus, men som hér optråde med sit klassisk musikalske projekt Manorexia.
Man blev således mødt af et særegent syn på Main Stage, hvor der var gjort klar til et kammerorkester bestående af en pianist, en cellist og tre strygere (violin, viola) samt en kapelmester på percussion. Thirlwell selv stod bagerst på scenen med sin Mac og supplerede med grafik på bagtæppet og med diverse lydeffekter.
Sæd og bræk
Den specielle hovedperson har altid interesseret sig mest for menneskets mest frastødende sider; Foetus' hovedværker fra 80'erne har sæd, bræk og afføring som omdrejningspunkt, og Manorexias instrumentale musikstykker er navngivet efter obskure medicinske begreber, akkompagneret af røntgenbilleder, kanyler, piller og andet godt på bagtæppet.
Som sådan er det spændende, at man kan opleve en alternativ ener som Thirlwell på Roadburn, men en times klassisk musik indbyder mere end noget til at sætte sig ned, og det havde de fleste publikummer også valgt at gøre. Desværre faldt mange også i snak under koncertens mere tyste stunder, hvilket gjorde det umuligt for alvor at leve sig ind i koncerten.
Og det var en skam, for de minimalistiske kompositioner, der bevægede sig fra små antydninger af ondskab til rent ragnarok lød flere gange som soundtracket til en film, der endnu ikke findes – havde omgivelserne så blot været mere med på noderne (høhø).
Svært at leve sig ind i
Manorexia skulle have givet koncert i forbindelse med den igangværende CPH:PIX-filmfestival, hvortil Thirlwell måske havde fundet på noget nyt, og hvor publikum utvivlsomt ville have været mere tunet ind på australierens toner. Desværre er seancen aflyst og udskudt på ubestemt tid.
Så meget desto mere frustrerende blev Roadburn-koncerten, hvor Manorexia det kun med mellemrum lykkedes Manorexia at tryllebinde publikum. Men det krævede mere af stilhed og tålmodighed, end størstedelen af de fremmødte havde.
Måske Thirlwell næste gang skulle lave et album, der tog udgangspunkt i respektløs uopmærksomhed som en af menneskets psykiske utilstrækkeligheder.