Roskilde '17: Instrumentbyggerens forbandelse
PopulærAuthor & Punishers koncert på Gloria var på én gang episk og brutal, men desværre også meget ensidig og langtrukken.
2. Callous and Hoof
3. Disparate
4. The Barge
5. Teething
6. ???
Tristan Shone har specialbygget sine egne instrumenter. Imponerende. Desværre er der den forbandelse, at han ikke har meget mere end én tangent at spille på, og det gjorde Author & Punishers messe for et faktisk fint fyldt Gloria til noget af en langgaber. Det er ellers ikke, fordi blandingen af sludge og industrial ikke er herligt ekstrem, men efter 50 minutters tid i selskab med Author & Punisher føltes det lidt som at have stået og lyttet til remixes af Neurosis.
Shones brøl af en vokal er stort set identisk med Scott Kellys ditto, og musikken landede uden undtagelser et sted mellem Godflesh og Neurosis med anstrøg af Swans' og Foetus' tidlige new yorker-industrial. Således var det eneste reelt interessante ved koncerten – og hovedårsagen til, at den ikke blev en total bundskraber – først og fremmest Shones dybt bizarre hjemmebyggede instrumenter, som han selv kalder dem: en drone-maskine, betjent med venstre hånd, og en dub-maskine, altså en slags trommemaskine, som han håndterer med højre, og som ser ud til at være lavet af håndtaget til en skydedør.
Ikke overraskende stod de fleste publikummer med et "hvad helvede?"-udtryk i fjæset, mens andre ligefrem dansede til døds-industrialen, men det var mere som at opleve en omgang hadsk installationskunst, end det var en koncertoplevelse. Det hjalp heller ikke, at Roskilde havde glemt at slukke spotlysene i loftet længere bagude i salen. Hele instrumentdelen af affæren fremstod mere som en gimmick end noget andet, og det er egentlig skræmmende, at Authour & Punisher har hele fem album og en længere række ep'er på samvittigheden, hvis de tre kvarters tid var blandt det bedste af det
Kompositionerne er sådan set både episke og brutale. Problemet er, at Shone ikke lader dem udvikle sig i nogen nævneværdig retning, så de fleste af dem ender blot som gentagelse på gentagelse i fem minutters tid. En undtagelse midtvejs var dog den ti minutter lange 'The Barge', hvor der endda eksperimenteres lidt med ren vokal som afbræk i Scott Kelly-fascinationen, ligeså i den simple 'Teething', der også hævede niveauet mod slut.
Men alt i alt var det en ringe ret ringe trøst i en koncert, der aldrig kom nogen vegne, og som føltes for lang, selvom den blot varede 50 minutter. Så hellere den ægte vare fra inspirationskilderne i Neurosis og Godflesh. Og helst uden gimmicks og hjemmelavede instrumenter, tak. Den ene af delene har Roskilde jo heldigvis allerede sørget for til årets program ...