MMF XIV: Heltenes nye klæder
Vores første koncert på årets udgave af Metal Magic var knap så stærk, som vi havde håbet på – men trods alt en ridderlig øjenåbner fra det seneste, danske skud fra den sorte undergrund.
Godt nok var festivalen allerede godt i gang to koncerter rigere, men voksenlivets forpligtelser forsinkede vores fremmøde. Dog ikke værre end, at teltet var færdigopslået 17:55, og så var der lige fem minutter til at finde baren og forberede os på første lejlighed til at se, hvad Heltekvad kan præstere på de skrå brædder.
Det er blot fire måneder siden, debuten 'Morgenrødens Helvedesherre' så dagens lys, og selvom min begejstring var lidt mere mådeholdende end andre på nærværende medie, så gemmer der sig nu nogle interessante, middelalder-inspirerede melodier bag tremolo-lydmuren, når man graver lidt dybere – for ikke at glemme line-uppet i sig selv, der med lidt velment, dansk patriotisme kan betragtes som et all-star cast med medlemmer fra bands som Sunken, Morild og Afsky.
Dem måtte vi så vente lidt med at genkende, efter Stage of Horror blev så tætpakket i røg, at kun vores tilstedeværelse allerforrest gjorde det muligt at nyde det prægtige syn af deres hjelme, brynjer, kapper og hvad har vi fra rollespils-arsenalet. Det er selvfølgelig også en måde at få folk til at gå længere frem, og al respekt for dedikationen til at klæde sig ud i samtidens gevandter, på trods af de praktiske udfordringer det må forårsage for at kunne spille på sine instrumenter. Simon Skotte Krogh (guitarist i Sunken) så i hvert fald en smule udfordret ud, som hans kæmpe ridderhjelm afskærmede for udsynet – det må kræve en vis rutine at spille fræsende tremolo-black uden sådan bare lige at kunne følge med på gribebrættet, og både han og bassisten smed nok også hjelmene af samme årsag et kvarters tid inde i koncerten.
Ole Luk i front holdt til gengæld stand hele vejen med ringbrynjehætten på, og albummet blev fræset afsted i ubarmhjertigt tempo – så vidt vi kunne dissekere, fortløbende fra 'Morgenrødens Åbenbaring' til 'Døden Står ved Himmelens Port'. De små, artistiske sidespring, såsom den valsede intro til 'Ærbødig er Den, som Sejrer' kørte som backingtrack og var præcis lige så finurlige, som de stikker ud på pladen.
Den væsentligste forskel på pladen og koncerten var, udover de til lejligheden udvalgte kostumer, den lige lovligt rå lydmur, der udfordrede os i på samme måde at fange de tonale referencer til middelalderen, som trods alt er en del af Heltekvads auditive udgangspunkt. Det hele fremstod endnu mere aggressivt, end materialet gør i forvejen – en ulempe under Heltekvads allerede begrænsede, melodiske opbrud, men til gengæld en glimrende lejlighed til at høre Ole skrige lungerne ud på mere forpint vis, end vi ellers kender ham for. Simon Frenning (trommeslager i Morild) fik vi til gengæld aldrig at se bag røgbankerne, men takterne sad lige i skabet uden han virkede udfordret på kadencen.
Alt blev nådesløst eksekveret, som var der skruet op til 11, og det var i længden lidt svært for dem at bære, når materialet allerede er så krigerisk i sin natur. På den anden side – krig har altid været kaotisk, uanset om kampene så har udspillet sig med kanoner eller sværd, så hvad er det, vi brokker os over?
Albummets korte spilletid talte om ikke andet til Heltekvads fordel, så man ikke fik for meget af det gode, og vi kunne nyde godt af den unikke lejlighed til at se et nyt, dansk navn prøve at kaste et nyt lys på black metallens kliché-tunge værktøjskasse.
I bund og grund havde vi nok bare håbet på, at Heltekvad faldt ud som større helte, end tilfældet var – og selvom det er et fast Metal Magic-varemærke at se festivalbookeren på scenen før eller siden, så var deres sortmetalliske take på 'Breaking the Law' med Martin Jørgensen på leadguitar mest af alt en kuriøsitet, der stak noget ud i forhold til resten af koncerten, omend vi også blot kunne tage det for det opløftende afbræk, det var tænkt til at være, inden aftenen fortsatte videre med masser af andre, hårdtslående indslag ude i horisonten...