RF 26: Napalm i vinden
Grindcorelegenderne i Napalm Death afstraffede EOS med et charmerende blæsevejr af en koncert
Forestil dig en let duknakket Austin Powers i sort t-shirt og seler, stormende rundt på en scene i bistert brølende raseri, og så har du et meget godt billede af Mark ‘Barney’ Greenway på en scene. Han var hovedpersonen i det ekstremmetalliske anslag på årets Roskilde Festival, som var tildelt ham og hans medsammensvorne i de legendariske grindcorepionerer i Napalm Death. Siden 1981 har bandet fra Birmingham smidt hakkelse i den musikalske kødkværn og uddelt verbale øretæver til ‘Nazi Punks’, grådige mænd med alt for meget magt, kødindustrien og kapitalismen.
På Eos-scenen lagde bandet ud med lyn og torden og tre numre for fuld udblæsning. Desværre for os tilhørere var det en underligt skæv start med et band, som spillede lidt forbi hinanden, muligvis på grund af noget teknisk fnidder. Det gjorde det ikke bedre, at meget af guitarist John Cookes arbejde på guitaren blæste væk i vinden på den åbne Eos-scene, hvortil bandet virkede en smule fejlcastet. Men syv minutter inde i sættet fik vi for første gang ét af bandets genkendelige breakdowns, den musikalske ækvivalent til en bulldozer, der flytter ekstremt tunge ting, mens trommeslager Danny Herreras dobbelte stortrommer føg gennem luften som maskingeværsalver.
Barney Greenway er efterhånden blevet 56 år, men tidens tand mærkede vi ikke meget til. Tværtimod fløj han rundt på scenen med et forbilledligt højt energiniveau og det velkendte rå og ukontrollerede brøl med den uskolede, primale energi, som er svær ikke at holde af. Jeg tror ikke, Napalm Death og Barney har nogen businessplan. De gør bare det, de kan, og de har ikke tænkt sig at gradbøje deres lyd, holdninger eller koncept for nogen. Barney sagde det bedst selv efter de første 10 minutters afstraffelse.
“Just in case you didn’t know it, we are Napalm Death, an unapologetic noise band from Birmingham, and we’re going to spend the next hour playing some horribly noisy shit for you.”
Det løfte holdt han til fulde. Med nummeret ‘Narcissus’, som blev tilegnet en vis præsident, kom tempoet ned i et tungt, mosende groove, inden der igen blev smidt kul på.
Det var i det hele taget i de tungere og groovy passager, at Napalm Death fungerede bedst. For eksempel på den religionskritiske ‘Suffer the Children’, som blev leveret med røvballe-rockende schwung og et bulldozende breakdown, som transporterede os til grindcorebal i laden med halm i håret og i træskoene.
En kaotisk, kompleks og ikke altid lige vellydende koncert, men det var vi jo ret beset blevet advaret om. Men mest af alt var det også et sjovt og charmerende møde med ét af scenens mest kompromisløse bands og frontmænd.
Never change, Barney.