Flot men koldt

_MG_7047
_MG_7121
_MG_7081
_MG_7273
_MG_7247
_MG_6930
_MG_7011
_MG_6962

Nightwish savnede nerve i Valby. Det var en flot forestilling, men ikke rigtig en stor koncertoplevelse.

Kunstner
Spillested
Dato
03-11-2018
Trackliste
Intro (Swanheart med Troy Donockley)
1. Dark Chest of Wonders
2. Wish I Had an Angel
3. 10th Man Down
4. Come Cover Me
5. Gethsemane
6. Élan
7. Sacrament of Wilderness
8. Dead Boy's Poem
9. Elvenjig
10. Elvenpath
11. I Want My Tears Back
12. Amaranth
13. The Carpenter
14. The Kinslayer
15. Devil & the Deep Dark Ocean
16. Nemo
17. Slaying the Dreamer
18. The Greatest Show on Earth
(Chapter I, II og III)
19. Ghost Love Score
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
3

Til at varme publikum godt og grundigt op har Nightwish medbragt landsmændene i Beast in Black på den igangværende turné.

Landsmænd er måske lige flot nok, for forsangeren i Beast in Black er græske Yannis Papadopoulos. Han er samtidig bandets klart største aktiv. Hvor meget af vokalen, der blev fremført live i Valby Hallen er så måske tvivlsomt. Men det kommer vi til.

Playback og hvinen i tandhalsene
Beast in Black spiller keyboard-domineret melodisk power metal. Her har bandet så noget af et problem, da der ikke er en keyboardspiller i besætningen. Det resulterer så i, at bandet spiller med backing track i samtlige sange i en grad, så de båndede keyboards mere eller mindre overdøver bandets to guitarister. Når man nu er i gang med mere eller mindre at spille playback, så kan man jo lige så godt løbe linen helt ud, hvilket betyder, at selv slagtøj og akustisk guitar lader til at sige lyde fra intetheden. Samtidig ville denne anmelder sætte hele sin opsparing (det er godt nok risikofrit) på, at dele af vokalen ligeledes er tracket. Bandet benytter sig ofte af det velkendte virkemiddel, at forsangeren synger første linje i omkvædet, hvorefter koret svarer. I den forbindelse må de to guitarister enten være næsten lige så gode sangere som Papadopoulos og samtidig være stemmemæssigt beslægtet med ham, eller også bliver publikum taget ved ørene. Det lyder umiskendeligt, som om det er Papadopoulos der synger det hele.

Men ikke nok med, at der er noget fake over bandets optræden, bandets musik er i den grad også false metal. Man kan bestemt ikke tage fra bandets stifter Anton Kabanen, at han har tæft for det melodiske og fængende, men det er så poppet, at det giver hvinen i tandhalsene.

Men bandet fik mange venner i Valby Hallen. Sjældent er det set, at et supportband vækkede en sådan begejstring hos publikum, så bandet er givetvis godt tilfreds.

Metal eller musical?
Med et soft spot for Nightwish var det med en vis form for spændt forventning at skulle gense bandet live efter mere end 10 år siden seneste koncert. Desværre blev koncerten ikke den oplevelse, som man kunne have håbet på.

Allerede fra starten gik det lidt galt i en alt for opulent og pompøs forestilling. Inden bandet selv gik på, blev det introduceret af en dramatisk lydende fortæller, at vi nu skulle tilbage til fortiden, og at mobiltelefoner og tale under musikken var no go. Herefter blev der med visning af digitalt ur på bagtæppet talt ned fra 60 sekunder, hvorefter multi-instrumentalist Troy Donockley alene gik i gang på fløjte med ’Swanheart’ fra ’Ocean Born’. Nå, alene er måske så meget sagt, for han blev akkompagneret af båndede guitarer og keyboards. Back to basics? Mon Nightwish selv kan se ironien? Næppe.

Men så var vi da i gang, og det gik herefter over stok og sten med Nightwishs velkendte dramatiske symfoniske metal. Men det fængede ikke rigtigt. Nightwish får mere og mere karakter af at være et band, der satser på rockopera og soundtracklydende musik fremfor fremførelse af fængende metalhymner. Nu kan man så ikke give de nyeste kompositioner og album skylden for det, for bandet havde gravet dybt i sangskattene ved fastlæggelse af sætlisten, hvor der var sange fra alle de tidligste udgivelser. Men selv de gamle sange virkede mere teatralske og musicallydende end oprindeligt. Også  selvom bandets nuværende frontfigur, Floor Jansen, har en mere direkte vokal end bandets oprindelige sangerinde, Tarja Turunen. Jansen besidder til gengæld ikke helt forgængerens fylde, hvorfor sangene virker lidt mere distinkte.

Det hele begyndte under forestillingen efterhånden at virke lidt fjernt og koldt. En kulde, der blev understreget af de skiftende filmiske sekvenser på bagtæppet, der ofte viste sne og isfyldte landskaber. Den krybende kulde i hallen blev kun holdt tilbage af bandets udprægede brug af pyro under hele koncerten. Det var først hen imod slutningen af koncerten, hvor sange som ’Nemo’ fra ’Once’ og fremragende ’Slaying the Dreamer’ fra ’Century Child’ for alvor satte streg under, at Nightwish også kan skrive store sange, der ikke kammer over i et symfonisk overflødighedshorn. Det er især velgørende, at bandet har taget ’Slaying The Dreamer’ med i sættet igen. Til gengæld er det trist, at ’End of All Hope’ fra samme album er røget ud.

Troy Donockleys tilføjelse til bandet har givet et mere traditionel folkemusikalsk udtryk med fløjter og sækkepiber. Det fungerer bare ikke rigtigt live, hvor det for det meste drukner i de stort anlagte symfoniske eskapader.

Det var naturligvis en visuelt flot koncert, men nærværende blev det aldrig rigtigt. Man gik desværre fra koncerten lidt novemberkold i sindet.