Insisterende infernalsk
De finske, psykedeliske black metallere leverede et solidt show i VEGAs smukke lokaler, dog uden at taget nogensinde lettede.
2. Bioalkemisti
3. Muuntautuja
4. Kuulen äänlä maan alta
5. Voitelu
6. Hautatuuli
7. Valotus
8. Ikikäärme
Nogle aftener står alting bare på række, og nogle gange er det en helt almindelig, smågrå, halvkedelig onsdag. Med et overflødighedshorn af musik fra den helt øverste hylde, trakterede VEGA os med intet mindre end 4 fremragende bands på 2 forskellige scener og på ingen måder specielt sammenlignelige. Heldigvis vidste VEGA godt, at de havde en opgave med at få tingene til at passe sammen, for trods forskellene appellerede aftenens to hovednavne til den samme slags publikumshjerne.
Oranssi Pazuzu var det ene af aftenens hovednavne, og selvom det efterhånden ikke er så sjældent at møde dem på danske scener, blandt andet takket være A Colossal Weekend, er finnerne et trækplaster. Så Lille VEGA var godt fyldt, da bandet indtog scenen i koldt, gråligt lys. Det har aldrig været super nemt at sætte finnerne i en helt bestemt genrebås, men med black metal som baggrundsfarve malede de koncerten igennem med både den psykedeliske, doomede, krautede og dissonante pensel samt med en sætliste, der tog os med helt tilbage til deres anden udgivelse, 'Kosmonument' fra 2011, hvorfra pladens åbner 'Sienipilvi' også blev koncertens åbner.
Det er en kradsbørstig satan af et nummer, og en fornem repræsentant for de hypnotisk-psykedeliske byggesten, som finnerne har gjort til deres signatur. Med et rytmesektion, der nådesløst rydder alt på sin vej, snurrede guitarist Niko "Ikon" Lehdontie rundt som en hvirvelvind på scenen i sit helt eget trip. Og man forstår ham. For både det nummer og mange af de efterfølgende numre kaldte på fordybelse, på, at vi lyttede og på, at vi hver især tog vores rejse ind i musikken. Det er noget, jeg sætter virkelig stor pris på med Oranssi Pazuzu – det er ikke kedeligt at kigge på, men det er heller ikke udpræget udadvendt, og derfor kan man vælge at synke ned i sine egne indre billeder. Forsanger og guitarist Juho "Jun-His" Vanhanen’s vokal overdøver alle forstyrrende tanker, al det verdslige, der venter på den anden side af fortryllelsen i VEGAs smukke koncertsal, og den insisterer som få andre, jeg kan komme i tanke om, på, at lytteren er til stede og forholder sig til musikken.
Sætlisten var fremragende sammensat, og vi fik numre fra hele fire albums, dog med overvægt på den nyeste plade fra 2024, 'Muuntautuja', der var repræsenteret på sætlisten med seks numre (ud af de i alt otte skæringer, der er på pladen). For meget så længe efter udgivelsen? Ja, egentlig. Det er en plade, som bandet har været på tour med og som har været vel repræsenteret ved de sidste koncerter, vi har set med finnerne. Og med tanke på det stærke bagkatalog, der ligger og venter, så var det ærgerligt, at vi kun fik et enkelt nummer fra 'Kosmonument' og kun fik 2 numre fra 'Värähtelijä', som virkelig er et stærkt album. Det var måske også det, der gjorde, at præstationen til tider virkede lidt rutinepræget og desværre også her og der berøvede os for deres sædvanlige, altopslugende, infernalske energi.
Finnerne har et tårnhøjt bundniveau, og det er frygtindgydende at være vidne til den tilsyneladende lethed, hvormed de bygger crescendoer op i til utrolige højder. Den måde, de lader musikken eksplodere uden at miste grebet og den måde, de kan vende alting på hovedet midt i et nummer. Det mestrede de fra første tone til sidste tone, så det var jo ikke håndværket, der fejlede denne aften. Det var fornemmelsen, følelsen, det, der er forskel på en koncert man husker, som da de indtog Roadburn Festival og den hjemlige A Colossal Weekend i 2025. Koncerter, der var eksplosive, og som blev hængende i øregangene i flere uger. Og den slags koncert var onsdagens koncert bare ikke.
Der var ingen, der havde en dårlig dag, der var ikke noget galt med lyden (den kan man jo ellers give skylden for alskens dårligdomme), der var såmænd heller ikke noget galt med publikum, men med førnævnte koncerter i baghovedet, så vi bare lidt fra. Men med finnernes høje bundniveau er selv den rutineprægede præstation en ret god oplevelse.