Pinlig metalnonchalance

Populær
Pinlig metalnonchalance

Forventningerne var store til Gojiras besøg på Loppen, men det endte desværre med at være årets måske mest skuffende koncert.

Kunstner
Spillested
Dato
20-08-2010
Trackliste
1. Oroborus
2. Clone
3. Backbone
4. Indians
5. A Sight to Behold
6. The Art of Dying
7. The Heaviest Matter of the Universe
8. Flying Whales
9. Toxic Garbage Wasteland
10. Vacuity
Fotograf
Henrik "Mauser" Reerslev
Karakter
1

Den franske kvartet i Gojira er bestemt et af de mere spændende musikalske metalbekendtskaber. I en slags brutal summarum af progressiv death og ditto trash komponerer de melodiøse sange, der emmer af en inderlighed for at spille smertelig velspillet metal med stort M.

Man aner, at der er højt til loftet hos franskmændene, hvis musikalske univers da også ofte præges af det psfæriske og smukke nedtonede stykker. Man kan vel kalde det en slags melankolsk metal.

Forventningerne til weekendens koncert på Loppen var derfor høje. For undertegnede var det tilmed første gang, Gojira skulle opleves i liveregi, og at det samtidig skulle foregå på den intime scene under træbjælkerne på Loppen, gjorde på papiret kun omstændighederne endnu bedre.

Desværre skulle det vise sig, at ikke engang de mindste forventninger ville være blevet indfriet.

Gik glip af starten

Til samtlige trecifrede antal koncerter, man vel efterhånden har oplevet op Loppen, har der aldrig været én eneste koncert, der er startet før kl. 22. Spiseloppen på 2. sal skal altid have lukket og smidt de sidste gæster hjem, inden Loppen kan fyre op for forstærkerne. Sådan er det altid. Man forhører sig ikke om tidsplaner for Loppens koncerter, for man ved, at opvarmningen altid går på tidligst kl. 22.15.

Hvorvidt om Gojira har fået stjernenykker, mens de tidligere på året har delt plakat med de mægtige i Metallica, kan der kun gisnes om, men i hvert fald var hele tidsplanen denne aften rykket en time frem, og Gojira gik angiveligt på scenen, mens der endnu var en lang kø ned af trapperne. Måske er de bare fesne franske frøspisere, der skal tidligt i seng? Faktum er i hvert fald, at - ligesom mange andre af aftenens koncertgængere - missede undertegnede en god bid af koncertens start.

Heller ikke da man så endelig kom ind på Loppen, og fik moslet sig op til scenen i det udsolgte spillested, blev ens metalliderlighed indfriet. Der var en underlig antistemning på scenen. En tydelig ulyst til at spille på Loppen. Mest tydelig var det på de to Duplantier-brødre, henholdsvis Joe på vokal/guitar samt Mario på trommer, hvis respektive attitude ville have Dio til at vende sig i sin grav og Hetfield til at boykotte dem.

Ventilationen på Loppen var ganske vist stået af, og forsanger og guitarist Joe Duplantiers sammenligning med en sauna var faktisk så godt som berettiget, men den ophævede og ganske pinlige metalstjernenonchalance han og brormand viste frem via skæve blikke til hinanden og en generel tydelig irritation ved at være lige præcis dér, på Loppen, var utilgiveligt.

Overflødige gode momenter

Publikum troede måske, at der ikke ville komme nogle ekstranumre, da bandet efter lige under en times spilletid gik af scenen. Men der kom ikke mere. Der er opvarmningsband med færre albums udgivet, der spiller lige så lang tid.

Man kunne nok nævne et par musikalske højdepunkter undervejs. Bedst var det, da starten af 'The Art of Dying' fra 'The Way of All Flesh' (2008) byggede en mur op af lyd, der ville have givet Meshuggah røde ører, samt da den halvepiske 'Flying Whales' fra den ellers sublime gennembrudsplad 'From Mars to Sirius' (2005) trådte i karakter med det, der muligvis er noget nær de mest heftige sejtrækker-riffs i nyere metalhistorie.

Men faktum er desværre, at de få gode øjeblikke der måske nok dukkede op i løbet af aftenen, er gået direkte i glemmebogen. Og det er den skramlende uprofessionelle præstation, bandet denne aften skrev under på, skyld i.

Måske årets mest skuffende koncert.