Fremtiden er stadig lys for de kønne stuepiger

Fremtiden er stadig lys for de kønne stuepiger

En ædel juletradition holdtes i hævd for fulde huse, og Pretty Maids' 30 år gamle hyldest til fremtiden blev leveret med punch, pomp og pragt.

Kunstner
Titel
+ Eclipse
Spillested
Dato
07-12-2017
Trackliste
1. Future World
2. We Came To Rock
3. Lovegames
4. Yellow Rain
5. Loud N Proud
6. Rodeo
7. Needles In The Dark
8. Eye Of The Storm
9. Long Way To Go
10. Mother Of All Lies
11. Kingmaker
12. Clay
13. Red Hot & Heavy
14. Little Drops Of Heaven
15. Pandemonium
16. Bulls Eye
17. Please Don´t Leave Me
18. Back To Back
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
4

Som et behageligt afbræk fra al december måneds stress og jag har Horsens´ fineste skud på metalstammen trofast indtaget Amager Bio i en årrække. Tidligere på dagen kunne der meldes udsolgt, og de fleste i salen lignede også loyale fans, der allerede havde en god håndfuld Pretty Maids-koncerter på cv'et. Her er der da også tale om et band, der på trods af at have 36 år og et par kilo ekstra på bagen stadig elsker at stå på en scene og med masser af liv og spilleglæde altid er gode til at starte en fest, og sådan skulle det da også blive senere denne torsdag aften.

Inden vi når så vidt, stod de melodiske hard rockere fra Eclipse på programmet. Et relativt ubeskrevet blad i Danmark, om end de har eksisteret siden 1999 og i år udgav deres sjette studiealbum 'Momentum'. Formlen er enkel og catchy, og svenskerne gør det hurtigt synligt, at de ikke bare er “endnu et supportband”, men rent faktisk har masser af gode melodier og gejst til at vinde den hærdede rockcrowds hjerter. Erik Mårtenssons nærmest powerpoppede lyse røst og slyngen med mikrofonstativet smitter af fra første sekund, og Philip Crusner er jokeren, der konstant jonglerer med trommestikkerne, overskudsagtigt og bekvemt fjollet, men det går godt i spænd med de mere harmløse rock-skabeloner.

Mårtensson dedikerer undervejs et hårdtrockende take på 'Jaded' til Malcolm Young, som var manden, der i sin tid fik ham selv til at begynde at spille guitar, hvorefter en hymnisk ballade giver behændig luft til de insisterende ørehængere. Humøret er i det hele taget højt hele vejen igennem, og selvom de givetvis ikke opfinder den dybe tallerken på nogen måde, er det nu en aldeles godkendt lille time, vi får i selskab med Eclipse, hvor især de mere poppede indslag som 'The Downfall of Eden' og 'I Don't Wanna Say I'm Sorry' skaber liv i salen.

Det er dog Pretty Maids, vi er kommet for at se, og da introen til 'Future World' melder sin ankomst, spæner Ronnie Atkins (med det i øvrigt borgerlige navn Paul Christensen til daglig) ind på scenen og viser fra første sekund, at han ikke har mistet det rå udtryk fra de unge dage. Dagens menu var 'Future World', deres andet studiealbum og store gennembrud, og selvom Atkins flere gange gør opmærksom på, at visse af numrene kunne kræve hjælp fra publikum, fordi numrene ikke har været på deres repertoire i umindelige tider, kan dette bestemt ikke mærkes på bandet, der leverer numrene med stor spilleglæde og enkelte små twists. Rockstar-appealen fejler intet – bassist i skovmandsskjorte og høj Slash-hat. Keyboardist skaldet med lille pisk i nakken og trøje med Pretty Fucking Maids printet på ryggen. Atkins sortklædt med hullede jeans og lædervest, og sidst, men ikke mindst Ken Hammer (med det ligeledes borgerlige alias Kenneth Hansen) med hvid cowboyhat og spraglede bukser, der vækker minder om DIY-fremtoningen fra deres helt spæde dage. Deres nye trommeslager Allan Sørensen er mere anonym i påklædningen og dog højt hævet over resten af scenen, hvorfra han ligesom trommeslageren fra Eclipse med store armbevægelser viser, at han har nok af tid og overskud til at lege med numrene og bidrage til den underholdende metalmaskine, han er blevet en del af.

Det er især sikre vindere såsom titelnummeret og 'Love Games', men også den oversete 'Loud 'n' Proud', hvor de for alvor viser, at de stadig har hjertet på rette sted. Hammer er givetvis noget stiv i betrækket, men spiller alt helt efter bogen, melodisk og tight, og Atkins lyder stort set også stadig som dengang med både den lyse tone og den hæse, rå vokal til behændigt at komplimentere hinanden. 'Eye of the Storm' er, helt uventet, en af aftenens store vindere, som heller ikke havde været spillet i årevis, hvilket tydeligt kan ses på keyboardist/guitarist Chris Laney, der skråler med og tydeligvis har en fest med sig selv.

Spilleglæden er herligt smittende, og efter en kort pause, da pladen er spillet fra start til slut, får vi en god blanding af ældre og nyere perler. “Hvad så København, tid til en gammel traver?” lyder det fra Atkins, inden han tramper stortrommerne fra 'Red Hot & Heavy' i gang i scenegulvet, og derudover imponerer især de tunge, nyere indslag som 'Kingmaker' og 'Pandemonium' ved, at Atkins virkelig viser, at han også stadig brænder for og mestrer den hårde vokal, selvom han har bevæget sig over på den anden side af 50. Tåreperseren 'Please Don´t Leave Me' starter som altid den store fællessang, og hvor klistret den end må være, spiller de den stadig med tro patos, inden aftenen rundes af med 'Back To Back' og, vanen tro, deres egen metal-udgave af 'Merry Christmas'.

Bandet havde en fest, det samme havde vi, og med masser af overskud til sjov og ballade undervejs blev det et befriende, usentimentalt tilbageblik på deres store gennembrud. Efterfølgende fik vi bekræftet, at de på ingen måde har mistet deres relevans op til nu. Synd at de blev givet så dårlige forhold for en uge siden i Royal Arena, men her var der intet at sætte en finger på. Udover det utilfredsstillende i at skulle møde på arbejde tidligt næste morgen ...