Hvad nu, Prime?
Populær
I seks år har Prime Collective samlet ungdommen og fremtidens navne til skue for befolkningen, men hvor går vi hen, når de spirende frø mangler?
Prime Collective har helt fra starten været klassens frække dreng. Brandet, der søgte at samle alle nu-metal og ‘core-orienterede bands i et sammenhold af rebelskhed, kækhed og skrap forretning. En forretning båret af en bred portefølje af bands, og et konstant flow af nytilkommende. Delvis til at erstatte de skud, der visnede, delvis til at tage pladsen fra de, der formåede at blomstre i fuld flor. Cabal, Møl og Ghost Iris for at nævne enkelte af Primes største succeser.
Det er en knivskarp forretningside, pakket ind i et velset og inspirerende sammenhold, der har skabt sin egen plads, eget følge og særdeles stærk position i det danske marked – og en koncert-karavane i form af Prime is Coming. En tour rundt i Danmark, der på solidarisk vis har givet mindre up-and-coming acts mulighed få at stå på en stor scene, foran at et større publikum, båret af erfarne kunstnere.
I 2017 rullede karavanen for første gang gennem Danmark. Dengang var det netop med de førnævnte bands, samt Siamese, Defecto og Cold Night for Aligators. Og andre, vi har glemt. Selvom de er glemt, har de næppe glemt den række af koncertaftener. Fast forward til 2023. To år med Covid, inflation og et nærmest idiotisk udbud af ligegyldige miniput-festivaler, der alle booker det samme. I det virvar stævner Prime is Coming ud igen – men denne gang med et mere etableret lineup.
Vi får Royal Deceit og Hanging the Nihilist som bud på fremtiden, men ellers har klassens frække dreng hevet en håndfuld gamle kendinge og etablerede bands med sig til endnu en tur i manegen. Man forstår udfordringerne. Hver og en nævnt ovenfor, men for én gangs skyld fremstår Prime Collective ikke som et brand med fingeren på pulsen. Prime is Coming 2023 er et sikkert valg i en svær tid.
Ungdommen på godt og ondt
Selvom Hotel Cecil er udsolgt og det er fredag, er stemningen til at tage og føle på. Royal Deceit går på til en samling midaldrende mænd, der ikke ser det som specielt nødvendigt at give det "unge" band opbakning. Det til trods for, at forsanger Mathias Uldall gjorde et ihærdigt forsøg på, at få lidt mere end de fem forreste i gear. Udfordringen er naturligvis, at bandet, ud over Uldall, selv er umådeligt uinspirerende at se på. Stillestående, uden nogen form for føling med de kompositioner der leveres. Numrene i sig selv mangler også den nødvendige kvalitet. Opskriften er tyndslidt i en sådan grad, at man ser lige igennem bandet. Gang på gang ender de solide vers i intetsigende, melodiske omkvæd, der dræber al intensitet. Det er ikke noget bandets 2022-singler søger at ændre ved.
Hanging the Nihilist skal heldigvis ikke stå på scenen specielt længe, før lugten af outdateret numetal-core er vasket væk. Trods manglende trommeslager leverede bandet præcist det, Prime is Coming har været synonym med. Nyt blod. Godt, nyt blod. Kompetent dansk metal, hvor hele bandet, men specielt forsanger Alexander Kristensen, fremviser suveræne deathcore-kompetencer. Nyskabende? Nej, for bandets musik og tilgang til deathcoren er naturligvis båret af den rivende udvikling genren har set de seneste år.
Alligevel er det et frisk pust. Kristensens vokal-kompetencer er imponerende. Ditto er hans – og resten af bandets – scenetække. Nuvel, vi får ekko på mikrofonen, men ellers bliver der vekslet i vokalformer med suveræn overlegenhed. Flot. Så kan man kun ærgre sig over at Berna Baki og Korg-orglet ligger fuldstændigt skævt i lydbilledet og aldrig fremstår som en gennemarbejdet eller integreret del af bandets kompositioner. Små skår i glæden. 
De sikre valg
Og så er det eller slut med Prime is Coming. I ånden. Sorthandsk er, med Marwan i front, og trommeslager Michel Svane, måske aftenens mest erfarne band, skal vi tælle i år. Og vi hygger os da også med ‘Generation X’, uden det nogensinde blev mere end hyggeligt.
Aphyxion har spillet siden de store drenge var små drenge, og Michael Waal ikke måtte drikke. Det måtte han godt i fredags og humøret var i særdeleshed højt. Forståeligt, for bandet spillede en af aftenens bedste koncerter – nærmest medrivende. The Interbeing spillede ligeledes en fin koncert, uden deciderede overraskelser. Tre pladers højdepunkter, hvor man stadig fænges mest af materiale, der efterhånden er 14 år gammelt. Det sagt, var det en velkommen afstikker til et andet genremæssigt univers af stærk sangskrivning.
Ghost Iris gjorde mere eller mindre hvad alle håbede på og splittede det tilbageværende publikum ad, med nye masker og ditto nye, velklingende numre. En opløftende koncert, der sagtens kunne have været længere. Også selvom det helt tydeligt var blevet lidt sent for det aldrende publikum, der var svundet markant ind. 
Således sluttede festen i København. Prime Is Coming kom, så og sejrede vel på papiret – koncerten var udsolgt, endda før tid. Men det efterlod også spørgsmål. Hvor er fremtiden – den vi har været så heldige at opleve hvert år i januar? Hvor er det næste kuld af unge bands, der skal tage teten? Hvor er den rebelske fuckfinger til det etablerede labelmiljø, der har været livsgivende og værdiskabende siden Prime Collective blev etableret?
Forhåbentlig er 2023 blot et år præget af den tid vi lever i, og et behov for sikre valg. Forhåbentlig er Januar 2024 mere ungdom og fremtid end det var i år.