Troen på noget større

DSC01893
17_primordial_DSC02262
DSC02016
11_primordial_DSC01782
01_rome_DSC00053
05_swallowthesun_DSC00831
08_swallowthesun_DSC01322
19_primordial_DSC02516

Landskampsstemning, fællessang, fistbanging og store følelser. Primordial-koncerten i Pumpehuset var det rene triumftog.

Kunstner
Titel
+ Swallow the Sun + Rome
Spillested
Dato
21-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Julia Nikiforova / JN Lightning Photography
Forfatter
Karakter
5

Der er ikke noget at sige til, at der er godt fyldt op i Pumpehuset denne torsdag aften. Hovednavnet Primordial er efterhånden et af metallens sikreste kort, både live og på plade.

På denne Heathen Crusade-tour (ja, ikke noget med at være subtile her) flankeres de af luxembourgske Jerome Reuters neofolkband Rome og det melodiske finske doom metal-band Swallow the Sun, der har afløst det klassiske svenske black/death-band Naglfar, som ellers skulle have været med.

Patos og percussion
Jeg ankommer lidt senere end ønsket i Romes sæt. Det lyder umiskendeligt som Rome med Jerome Reuters klassiske neofolklyd med patosfyldt vokal, strummingakkorder, samples samt martialsk percussion fra makkeren Yann Dalschied, der står for det meste af den musikalske variation. Rome bringer egentlig ikke meget nyt til genren, men er til gengæld virkelig gode til at spille den og skrive sange inden for den. Man forstår, hvorfor de er et af de største nyere bands inden for den i dag ret stillestående genre. Men det største bifald kommer, da Primordials frontmand Alan "Nemtheanga" Averill dukker op på scenen med bakkenbarter og læderlook og synger duetten i den storladne 'Ächtung Baby' sammen med Reuter. Et flot klimaks.

Melodøsig doom
At Swallow the Sun har afløst Naglfar, er lidt ærgerligt. Naglfars melodiske, Dissection-inspirerede black/death metal havde været kærkommen. Men det er også et spørgsmål om personlig smag. Selvom mange rangerer finnerne højt, er jeg aldrig rigtig bidt på deres meget pæne, meget melodiske, meget harmoniske doom/death metal.

De får en chance, men det hele er og bliver melodøsigt mere end noget andet. Og når sanger Mikko Kotamäki synger med ren vokal, bliver det mest af alt lidt kikset. Man kastes tilbage til 90'ernes variant af genren, men uden metallisk kant og uden den ungdommelige charme, der dengang var en force.

Formidabel frontmand

Derefter følger et spøjst intermezzo, hvor Primordial soundchecker på scenen foran publikum. Måske ankom de for sent til at få lydprøve og har været flinke og givet tiden til opvarmningsbandene? De virker som typerne, der er nogle kammerater, når noget brænder på. Men lidt af en stemningsdræber er det da. Til gengæld løfter det hele sig, da Primordial går på. Hvor Nemtheanga under Romes sæt lignede en old school-bikermetaller, er han i fuldt ornat, eller hvad man skal kalde det, med sminke, muldnet kutte og en løkke om halsen. De andre medlemmer er uden antydning af scenekostume. Men hvor den slags normalt virker kikset og pinligt, fungerer det for Primordial. Alt fokus er på frontmanden, der virkelig er i sit es (også) denne aften. Foden op på monitoren, fremhæve de andre bandlemmer med fagter konstant, teatralske positurer og highfives til de forreste rækker. Hele tiden. Sikke en frontmand!

Det giver noget at have spillet sammen længe, og Primordial har haft omtrent samme besætning i tyve år. Og selvom de har en sessionguitarist med som erstatning for hovedsangskriver Ciáran MacUiliam, der ikke er med, spiller bandet bundsolidt og med masser af overskud, især trommeslager Simon O'Laoghaire, hvis dynamiske og tribalistiske trommespil altid har været Primordials ubesungne helt.

Alsang og maskuline dyder
Primordials musik har altid været en særegen og unik størrelse, samtidig med at den trækker på klassiske dyder. Det er, som om de kanaliserer Bathory anno 'Twilight of the Gods', og, ligesom Bathory, kanaliserer Manowar på én og samme tid, i en slags loopfunktion, der skræller de kitschede elementer, der ellers kunne ligge i sådan en kombi, fra og bliver umanerligt ægte metal. Metallen udsat for et syrebad, hvor kun den pureste metal står tilbage. Der er få guitarsoloer, numrene er egentlig relativt statiske og båret af Nemtheangas inderlige vokal, og det burde ikke fungere så godt, som det gør, men Primordial kan bare det gylle med riffs, der er storslåede, tunge og monolitiske på samme tid.

Og publikum kvitterer da også med fællessang og knyttede næver. Det kan noget, når størstedelen af salen synger med på samtlige tekster, og fællessangen får for alvor tag i folket under nyklassikeren 'Where Greater Men Have Fallen'. Primordials univers er fuldt af klassiske maskuline dyder fra en svunden tid, og det er svært ikke at labbe det i sig.

Heroisk patos

Det er som at være med i en klassisk amerikansk krigsfilm, hvor man ikke er i tvivl om godt og ondt, og hvor man er klar til at kæmpe heltemodigt mod overmagten efter en brandtale fra delingsfører Nemtheanga. Man er klar til at følge ham i krig, dø for ham, i hvert fald i teorien, fordi han hele tiden siger, synger, gør det rigtige. Det taler virkelig til det store i mennesket, som meget få kan. Hvor meget af den ægte metal let kan blive lidt kitschet, fordi det er så selvreferentielt, handler det her ikke om at ofre sig for metallen, men ofre sig for den større sag, og man tror sgu på ham. Når han dedikerer 'The Coffin Ships' til Ukraines befolkning, selvom situationen strengt taget ikke er den samme, æder man det råt. Og når han spørger publikum, om vi vil have 'liberty' eller 'death', har han salen så meget i sin hule hånd, at publikum råber ja til det hele. Hvor end han går, er vi med ham. Det er lige ved, at man glemmer, at man egentlig godt ville have haft vokalen længere fremme i lydbilledet tidligere i koncerten, og at guitarist Micheál O'Floinns guitarmelodier kunne have tålt en del mere plads.

Tænk, hvis den mand udbød kurser til arbejdspladser? Hvis han holdt brandtaler for en, ville man virkelig være klar til at ofre sig for sit arbejde, føle, man gjorde det hele i en større sags tjeneste, gøre den ekstra indsats hver eneste dag. Den heroiske patos virker simpelthen. 'Sons of the Morrigan' er et vidunderligt øjeblik, og under afslutningsnummeret 'Empire Falls' tror man gudhjælpemig helhjertet på sig selv, mens man synger med på linjer som "Where is the fighting man? I am he!".

Sådan en aften går man sgu ud af Pumpehuset med troen på både metallen og på noget større.