Progressivt showmanship
Populær
Med sublim lyd samt en håndfuld fikse hyremusikere bag sig satsede Steven Wilson mere på det effektfulde frem for det personlige foran et siddende publikum i Store Vega.
- Drive Home
- The Pin Drop
- Postcard
- The Holy Drinker
- Deform to Form a Star
--------------------------------
- The Watchmaker
- Index
- Insurgentes
- Harmony Korine
- No Part of Me
- Raider II
- The Raven That Refused to Sing
--------------------------------------
- Remainder the Black Dog / No Twilight Within the Courts of the Sun
Det er ikke let at være fanboy. For blot et par uger siden skrev jeg ret positive ord om Steven Wilsons seneste soloplade, ’The Raven That Refused to Sing (and Other Stories)’, men allerede nu er jeg godt og grundigt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan lide albummet eller ej. Forstå mig ret, det er et både velproduceret og velspillet udspil, det er hverken et ringe eller skuffende album, men er det også godt nok, når nu der står Wilson udenpå? Ens forventning håbede på et brud med Wilsons egne musikalske konventioner, men konventionsbruddet udeblev.
Wilsons konventioner slap man heller ikke for tirsdag aften i et så godt som udsolgt Store Vega, hvor han sammen med sine fem ekstremt habile hyremusikere præsenterede sig foran et dansk publikum, kun ti måneder efter sin første solokoncert i Danmark i Amager Bio sommeren sidste år. Heldigvis indbefatter Wilsons konventioner i live-regi et musikalsk register, der giver de fleste kollegaer åndenød, hvorfor det blev en koncert med højt til loftet samt et blandet sangrepertoire.
Med røven i sædet
De koncerter, jeg har oplevet med Porcupine Tree, der har været de mindst imponerende, har været de koncerter, der har været med siddepladser, så allerede på forhånd var man en smule misfornøjet med den fysiske restriktion, Vega og Wilson havde varslet denne aften. På samme måde, som det var tilfældet på hans forrige soloturné, klæder Wilson dog også denne tur i en egentlig ganske charmerende konceptuel aura, der emmer af excentriske og progressive 70’er-vibes og som forsøger at placere en markant visuel flade under samme tag som musikken. Fascinationen af koblingen mellem lyd og billeder bifalder man, at Wilson er interesseret i. Hvad man dog ikke forstår er, at det visuelle også skal opprioriteres i en sådan grad, at der på denne tur skal smides stole ind i salene. Pointen er, at man skal sidde ned og kigge på, mens man lytter til musikken? Pointen er, at man skal sidde ned, fordi det gjorde publikummet, da de så Genesis i ’73? Det, der i teorien muligvis røber en både stilistisk og historisk vedkommende tanke fra Wilsons side, fejlede dog i praksis. Siddepladserne gjorde selvfølgelig hverken musikken bedre eller ringere, men det fremprovokerede et blikfang hos én, koncerten ikke kunne leve op til; til trods for forsøg på plagierende efterligninger, så besidder Wilson ikke Peter Gabriels teatralske udstråling, og aftenens projektioner var desuden ikke specielt interessante. Men det tåbeligste af alt: Man spiller altså bare ikke en særlig god luftspade med røven placeret i sædet. Og således forsvandt en del af indlevelsesevnen.
En ny ungdom
Men med ’Luminol’ som aftenens koncertåbner var det - til trods for det varme sæde under én - alligevel svært ikke at rocke så meget igennem fra start af, at hele rækken gyngede med. Nummeret er en særlig ener i Wilsons diskografi, og sammen med titelnummeret desuden den bedste skæring fra førnævnte ’The Raven’. Det er et både upbeat, fandenivoldsk energisk og fuldkommen hæsblæsende nummer. Det er formentlig det bedste nye nummer, man får at høre i hele 2013. Musikalsk set får ’Luminol’ kort sagt Wilson til at virke yngre, end han har lydt i flere år, hvilket klæder ham. Ungdommelighed er ikke en fordel per definition, men i dette tilfælde er det at foretrække. Når sangen synes at sigte efter en blanding mellem fri leg under kontrol og det tonalt udgakkede (den guitarlyd altså, heaven!), så får det et ungdommeligt labandrive frem i Wilsons ansigt. Derudover er ’Luminol’ formentlig det nummer af Wilson, der passer bedst til Marco Minnemanns damp-enerverende trommespil. Minneman var blandt andet en af de musikere, der var til audition hos Dream Theater, efter Portnoy havde forladt dem. Han kan unægteligt sit virtuose kram, men er det mere prog- og jazzsnilde samt en nedtoning af metaltrommer, man efterspøger hos Wilson, så er han ikke ens favoritkort. Måske det var derfor, at lyden også var en smule skæv i sangens første par minutter, hvor specielt stortrommen lød klikkende.
Ynkelig form for fattigdom
Ligeså pokkers medrivende og fantastisk æggende, som ’Luminol’ startede koncerten, ligeså stilstandsagtig var imidlertid sætlistens efterfølgende nummer. I den modsatte ende af førnævnte Wilson-skala finder man nemlig ’Drive Home’, ligeledes en ny sang og formentlig Wilsons dårligste ballade til dato. Når Wilson halvvejs inde i koncerten med et skævt smil siger, at han ikke er særligt god til at skrive korte sange på 3-4 minutter, så skyldes den ironiske lethed, at han selvfølgelig godt ved, det ikke er sandt. Wilson er en eminent sangskriver, ikke mindst af korte ballader. Faktisk gemmer hans største styrke som sangskriver sig sandsynligvis i det kortere format, og henvender man sig til en kender af Porcupine Tree, bør man blot nævne titler som ’Shesmovedon’, ’Blackets Eyes’ og ’Lazarus’ for at få medhold i det argument. ’Drive Home’ er dog den kedeligste af undtagelserne, som den læner sig så meget op ad Wilsons eget bagkatalog, at den emmer af en ynkelig form for musikalsk fattigdom. Tilføj dertil den mest kliniske og uhjertelige af episke soli – ingen tvivl her: den kedeligste, han nogensinde har skrevet - og man har en formular, der – ja, undskyld min indskydende og kedeligt bedrevidende indstilling – ikke hører hjemme i et nodehæfte med Wilsons navn på. Det er en skuffende ballade fra en mester inden for formatet.
Mere jazz, tak
Jeg forventer ikke nødvendigvis et selvstændigt musikalsk udtryk fra Wilson. Man forstår og accepterer, at det unikke, man stødte på, da man i 2000 første gang stiftede bekendtskab med ham og Porcupine Tree på den sublime ’Lightbulb Sun’, dén musikalske side af ham finder man ikke i Wilsons nyere sangskat, hverken hos Porcupine Tree eller under eget navn. Til trods for en opprioritering af en større og mere pompøs lyd, der især trækker på både nu-metal, Radiohead og Tool, så har Wilsons tre soloudspil dog alligevel blottet en nysgerrighed for anderledes musikalske retninger, der på de to seneste af de tre lægger mere vægt på blandingen af gammel og ny progrock, og som gerne vil associeres med en løsere tilgang til musikken ikke, ulig netop jazzmusikken. I Vega kunne man dog ikke lade være med også at fornemme en afstandtagen fra samme løse struktur. Selvstændigheden og signaturen var allestedsnærværende, men for første gang nogensinde havde jeg det lidt, som om at Wilson forsøgte at være musikalsk klogere, end han egentlig er. Hele Wilsons karriere synes selvfølgelig at være én lang proces, og jeg er taknemmelig for den proces, han er inde i nu - jeg ved bare, at den kunne understøttes meget, meget bedre. Det ville eksempelvis have givet mere mening med Gavin Harrison bag trommesættet. Der har vi en trommeslager, der sateme kan spille jazz.
Den højeste live-standard
Den live-standard, Wilson sætter, ville man dog ønske, alle musikere ville tage til sig. Sonisk set er han kort sagt for vild. En slags Roger Waters uden millionernes store armbevægelser, men med præcis samme indfrielsesstærke ambitioner. I kid you not. Har man tidligere været til koncert med Wilson, er det nærmest blevet den skyhøje forventning, man sigter efter, men selv for den rutinerede Wilson-koncertgænger kommer lyden og dens renhed alligevel som en out-of-this-world-overraskelse. Kort sagt: DET LYDER SÅ MEGAGODT! Støjfladerne er lavet af et materiale, ikke engang våde drømme kommer i. Derudover kan ikke engang de største versaler beskrive selve volumen, som er meget, meget høj, men som samtidig syntes både frisk og detaljerig. Denne aften i Vega sejlede lyden som nævnt en lille smule under starten på ’Luminol’, men efter der først var blevet rettet op og tunet ind, blev niveauet på et imponerende plan resten af koncerten igennem.
Den højeste musiker-standard
Det samme kan siges om de kunstnere, Wilson har valgt som sit musikalske bagland. Den eneste nye musiker på scenen i Vega i forhold til sidste besøg i Amager Bio var den sympatiske krøltop Guthrie Govan, der blandt andet tidligere har fyldt Steve Howes sko ud på et par senere plader med Asia, og som desuden spiller med blandt andet Minnemann i bandet The Aristocrats. Govan er suveræn. Han har mere personlighed, end forgængeren Niko Tsonev, og synes at være mindre maskinel, som han i højere grad synes at tilføje sine egne ting til udtrykket. Han var en fornøjelse af følge. Theo Travis, Wilsons musikalske kollaboratør gennem flere år, tilføjede sædvanligvis gode toner fra henholdsvis saxofon, fløjte og klarinet. Der var stunder, hvor blæseinstrumenterne stak ud i lydbilledet ved enten at være for langt fremme eller for langt gemt bagved, men det var småting. De to mest virkningsfulde af de fem musikere, var dog dandyen Nick Beggs og kapelmester Adam Holzman på henholdsvis bas og hammond.
Musikalske brudstykker
’The Watchmaker’ er en ny komposition, som ikke hænger naturligt sammen, men som karakteriseres af dens musikalske brudstykker. Nummeret trækker på den ulmende stemning, som Wilson fandt frem til sammen med Mikael Åkerfeldt (Opeth) under samarbejdet i Storm Corrosion, og kan siges at balancere på skellet mellem melankolien og mørket. Sangen er et portræt af en ensom seriemorder og det er i kraft af en trist og nærmest smuk musikalsk aura, at der opstår et fint og vedkommende paradoks i det ømme portræt af det menneskeligt bestialske. Med tre minutter tilbage af sangen forpligter Wilson sig imidlertid på at spænde gebisset ordentligt på, som han henholdsvis skruer op for både tempo og distortion, og det ødelægger sidste del af en ellers god sang.
Brudstykkerne i ’The Watcmaker’ er én ting. Det er irriterende at høre et nummer, der syntes at forpligte sig på at være noget forudbestemt. Sidste del virker som et uovervejet påhæng., der er tematisk motiveret, mere end det musikalsk set passer ind i resten af sangen. Ud over idéen med at forene en grum tekst med noget larm, er Wilsons pointe også at forene lyden af sin egen moderne signatur med 70’er-proggens kompositionelle tilgang til epik og musikalske kapitler, og hvem kan brokke sig over den hensigt? I dette tilfælde forbliver udførelsen dog utiltalende. Der var engang, Wilson kunne skrive episk-lange sange. Nu ville jeg ønske, han ville koncentrere sig mere om de kortere.
En gisning
På den anden side, så tror jeg egentlig ikke, Wilson bekymrer sig om, hvad vi lyttere skal bruge hans kunst til. Jeg tror ikke, han er særlig interesseret i spørgsmålet. Nu er det selvfølgelig kun gisninger, men noget fortæller mig, at han er langt mere interesseret i, hvad han selv kan bruge sin kunst til. Jeg vælger i hvert fald at tro på, at det er den stadige kunstneriske udforskning af sig selv som sangskriver og livemusiker, han er interesseret i. Fra Porcupine Tree til No-Man til I.E.M. til Bass Communion, Blackfield, Storm Corrosion og solo-materialet – processen synes evigt kørende for Wilson. Processen kan dog aldrig selv skabe mening, dertil kræves der handlinger og fejltagelser, og det er selvfølgelig derfor, jeg glæder mig til, at Wilson har noget nyt og gerne mere personligt og vedkommende at fortælle mig. Indtil da tager jeg gerne den svedigste livelyd og cool, habile musikere til mig.