Red, Hot and Heavy Metal!
Populær
Fredag aften i Amager Bio stod i nostalgiens tegn, da Artillery og Pretty Maids genopførte deres 25 år gamle debutplader fra start til slut.
Der var ingen tvivl om, at størstedelen af publikum kom for et genhør med Pretty Maids, men det betød heldigvis ikke mangel på opbakning til de gamle thrashlegender Artillery, da de spillede samtlige numre fra 'Fear of Tomorrow' samt et par fra sidste års 'When Death Comes'.
Artillery bliver ofte beskrevet som tidlige bannerførere for europæisk thrash, og selvom jeg personligt intet kender til deres debut, så klarede alene deres overlegne fremførelse af musikken samt attitude, at overbevise mig om sandheden i dette udsagn.
Godt nok var det tydeligt, at et meget ungt band stod bag materialet dengang, men kvaliteten skjulte sig ikke, og den aggressivitet som fulgte med til koncerten, gjorde det nærmest til en autentisk tidsrejse. Hvilket selvfølgelig også blev understøttet af den elendige lyd, der bragte minder om et kassettebånd fra 1985.
Genoplevelse af teenageårene
Hvad jeg manglede af kendskab til Artillerys første fuldlængde, havde jeg til gengæld til fulde til Pretty Maids samtidige debut.
Faktisk var det min allerførste metal skive, og formentligt kan den alene tage æren for, at jeg kun nåede at købe én enkelt CD med Michael Learns to Rock (som jeg grundet ungdommeligt dårlig smag havde spildt sparepengene på kort forinden – undskyld!).
Derfor var mine personlige forventninger næsten urimeligt store, fordi det også betød en mulighed for at genoplive min teenagetid. Af samme grund havde jeg denne bange anelse om, at det kunne blive en pinlig affære.
Back to Back
Men det tog kun omkring tyve sekunder af fra 'Carmina Burana', før stemningen havde overbevist mig og andre tvivlere om, at en stor aften var i vente. Og braget fra den vanvittigt stærke 'Back to Back' og derefter en entusiastisk og intens udgave titelnummeret sendte de mange fans i himlen - inklusiv mig.
End ikke det dilemma at albummets to første (og ovennævnte) også er bandets to stærkeste livenumre, kunne ødelægge noget.
I koncertsammenhæng ofte oversete numre som 'Cold Killer', 'Battle Pride', 'Place in the Night', og 'Queen of Dreams' blev fremført af Hammer, Atkins og en fænomenal rytmesektion, som var skiven spritny, og Amager Bio anbragt i en tidslomme under den kolde krig, hvor overskæg var højeste mode.
Og jeg var lykkelig og brølede med på hvert et vers og omkvæd samt nynnede guitarsoloer!
Men derudover var den største glæde faktisk de nye numre, der blev sat ind som en ekstra fornøjelse. Ikke fordi de kan sammenlignes, da de repræsenterer hver deres tid i Pretty Maids udvikling, men derimod netop fordi de viste, hvor bandet var startet og nu er endt.
Hvor sangene fra bandets tidlige år er simple, og trods gode melodier og riffs måske fremstår lidt naive, viser dette års 'Pandemonium' tydeligt, at Pretty Maids har formået at forny og forfine det udtryk, som de lagde ud med for 25 år siden. Det er simpelthen stærkere håndværk og mere overbevisende sangskrivning.