Rejsen til metallens indre
Populær
Melvins kom rundt i alle genrens afkroge, da de inviterede indenfor til trancelystigt metal foran et udsolgt Lille Vega.
- Roman Dog Bird
- The Water Glass
- Evil New War God
- AMAZON
- The Talking Horse
- It’s Shoved
- Lizzy
- The Kicking Machine
- Billy Fish
- It Won’t Be Long (The Beatles)
- Electric Flower
- Queen
- At the Stake
- Copache
- Spread Eagle Beagle
- A History of Bad Men
- Ligature
- The Bit
- Shevil
Som en forholdsvis nyere lytter af det godt 30 år gamle band, er det med en vis ærefrygt, at man deler ud af sine tanker om en koncert med et så legendarisk kultnavn som Melvins. Ikke, at man ikke synes, Melvins sparker røv - det gør de uden tvivl. Men med en omfattende diskografi på små 20 titler og derudover diverse alternative udgivelser, kan man ikke lade være med at se sig selv som rookie, også selv om der trods alt er blevet lyttet en del til såvel 'Houdini', 'Stag', '(A) Senile Animal', 'Nude With Boots' samt sidste års 'The Bride Screamed Murder' på det seneste. Melvins' musik synes dog at ligge op til et ganske større kendskab end det begrænsede.
Melvins spiller med en imponerende, vedvarende musikalsk nysgerrighed, der inkluderer eller ekskluderer, og som stilen gradvist er blevet ændret og udfordret, er der da også lige så mange gamle lyttere af bandet, der med tiden er hoppet fra, som der er kommet nye lyttere til. Det synes dog ikke at bekymre bandets såkaldte musikalske nysgerrighed, der - dengang i starten af karrieren såvel som nu - er mere nysgerrig og hungrende efter at udvikle sig rent musikalsk, end den er nysgerrig efter at nå ud til et så bredt publikum som muligt. Man skal lede længe efter større integritet hos et metalband, end den fornyende integritet man synes at opleve igen og igen i mødet med Melvins' musik.
Utilpassede facetter
Der blev kigget omtrent tyve år tilbage i diskografien, da firkløveret denne aften lagde ud med at tage fat på 'Lysol'-pladen og dets to åbningsnumre, 'Hung Bunny' og 'Roman Bird Dog'. Det er blandt andet skæringer som disse, der har fået de japanske dronemasters i Boris til at opkalde sig efter en sang hentet fra Melvins; vi snakker ufattelig tunge riffs, der pulveriserer PA-systemer, hvis tungsind kom til dets fandenivoldske ret under Lille Vegas loft. Her beviste Melvins, at de er lige så store pionerer indenfor dronegenren, som Earth er det, og så er det endda blot ét af Melvins' mange metalansigter.
Metalgenrens facetter kan på befriende vis synes nærmest uendelig hos Melvins, hvilket de da også satte en tyk, fed streg under, da der efterfølgende blev skruet op for tempoet i den nyere 'The Water Glass', der prioriterer rytmesektion og vokal ligeværdigt med guitarriffet. Dette nummers High on Fire-inspirerede åbning overtages halvvejs inde af et opløftende fokusskift, der henter sin inspiration fra militærparadens a capellasang, og som sammenfattet med Melvins' dobbelte trommesæt-line-up fik livet ens kropsbevægelser godt igennem. Det er en opløftende og lystig sag, som smider en vedkommende følelse ind i én, man kun alt for sjældent oplever til en koncert af metalslagsen.
Men nu hvor det er Melvins, som har det med at gakke ud og reevaluere genrens konventioner, giver det jo fint mening. Siden udgivelsen af '(A) Senile Animal' (2006) har det været et trademark for bandet, at de benytter sig af to trommeslagere såvel i studiet som i liveregi. Side om side sidder så det garvede Melvins-medlem Dale Crover med det nyere-tromme-wizard Coady Willis og spiller i takt, ude af takt, gensidigt supplerende og ditto udfordrende. De fylder meget, bestemt, men det er udelukkende af det gode. Det er et koncept, der bringer skramlet vanvid og balstyrisk force med sig, alt afhængig af sang og humør.
Løst koncentreret galskab
Der blev stor set ikke sagt et eneste ord mellem sætlistens 20 sange, undtagelsen skete da den standhaftige bassist, Jared Warren, udklædt som en af romerigets keltere, på et tidspunkt bad Vegas lysmanden om at sænke det hvide lys, "like we've discussed". Derudover var højtalerne udeukkende dekoreret af det musikalske monstrum, der er Melvins-sange, og det klædte oplevelsen enormt, at der hele koncerten igennem var et musikalsk non-stop-flow at fordybe sig i, uden at man skulle hives ud af fatningen mellem numrene i form af comic reliefs eller snik-snak-henvendelser.
Sidste gang man i liveregi hørte rockhistoriens måske fedeste metalnummer, 'The Bit', var da ynglingene i Mastodon leverde den som afslutningsnummer under deres koncert på årets Roskilde Festival, og til trods for at Mastodons forrygende cover version af den faktisk fik hevet én dét mere rundt i manegen, end Melvins' egen version af sangen gjorde, skal man alligevel have været en ualmindeligt afdanket mandagsstodder, hvis man ikke lod kroppen, nævnerne og metalattituden gakke ud, også da nummeret blev spillet af dets skabere denne aften i Lille Vega.
Koncerten sluttede af med den atypiske, hypnotisk faretruedne 'Shevil' der drev over i en dronet afslutning, hvor en messende Jared Warren gav koncertens flow en helt åndelig afrunding. Efter en vanvittig velspillet koncert med meget højt til loftet, var dette den helt rigtige måde at falde ned på jorden igen.