RF '19: Post-punk for fuld blæs
Københavnske Pardans har skabt deres egen lille niché herhjemme med skæv post-punk svøbt i blæseinstrumenter. Og den leverede de med stor indlevelse og coolness i Gloria.
Et sted mellem David Byrnes legesyge, Nick Caves dystre overlegenhed og de allestedsnærværende Joy Division finder man københavske Pardans, der også kunne gå for at være et slags Iceage på syre. I lyden vel at mærke.
Med to albums i bagagen og en solid mund-til-mund hype var det ikke så overraskende at træde ind i et næsten fyldt Gloria onsdag aften til et godt besat band, der både tæller de typiske rockinstrumenter og en markant blæsegruppe, som langt hen ad vejen er det ekstra krydderi, som adskiller Pardans fra deres inspirationer.
I front er forsanger Gustav Berntsen en dragende karakter, som med en underspillet coolness og en bevidst lettere snøvlende, men stadig meget tydelig levering, binder bandets skæve numre sammen.
Efterhånden som Pardans fik spillet sig varme steg temperaturen også hos flere af de tilstedeværende, som med stor entusiasme gjorde alt, hvad de kunne, for at følge med og finde de helt rigtige dansetrin. En David Lynch-agtig hygge spredte sig i Gloria, hvor lyden også var perfekt, så ikke et eneste lile trut i blæseinstrumenterne gik tabt.
Som med de københavnske kollegaer i Iceage har Pardans en udsøgt fornemmelse for at skabe catchy numre, der ikke umiddelbart lyder sådan, men åbenbarer sig og sætter sig eftertrykkeligt fast. Det gælder i høj grad i et af Pardans' mest vellykkede numre hidtil, 'Hookers (with Hidden Depths)', hvor Gustav Berntsens vokal i lighed med bandet er ved af falde sammen i omkvædet, som af samme grund netop hæver sig op, når først den har sat sig.
Et pletskud, som også sad hvor den skulle, da bandet spillede den mod slutningen i et flot show, der kun kan have styrket Pardans' kandidatur som en af de næste store rock-åbenbaringer herhjemme.