RF '22: Brillant brutalisme fra Bristol
Et propfyldt Avalon kogte fuldstændig over, da IDLES beviste at post-punken lever i bedste velgående.
Car Crash
Mr. Motivator
Mother
Divide and Conquer
The Beachland Ballroom
Never Fight a Man With a Perm
Crawl!
A Hymn
The Wheel
Danny Nedelko
Rottweiler (kort version)
Nogen kunne naturligvis mene, at anmelder var farvet på forhånd efter at have brugt ikke bare én, men flere lockdowns på at vandre vredt og aggressivt rundt om Utterslev mose med IDLES i ørerne. Men et propfyldt Avalon beviste meget hurtigt at der altså ikke kun var tale om anmelders personlige begejstring for det britiske post-punkband. Avalon var på kogepunktet fra første hvæsende sekund og brøl fra Joe Talbot. Og det blev ved sådan, uden hverken pauser eller kompromiser, i alle resterende 65 minutter af denne magtdemonstration af en koncert. What a fucking time to be alive!
Med Joe Talbots kværnende stemme og politiske tekster i front, solidt placeret imellem de to energiske noise-guitarister, Lee Kiernan og Mark Bowens, hvis intense lyd og lige så vilde motorik, begge fløj rundt på scenen imens de svingende med både strenge, gevandter og sveddryppende hår. Her landede de alle i perfekt sammenstød med Adam Devonshires storskæggede og solide basgange, på en urokkelig bund af Jon Beavis’ stramme trommer, der lagde et tungt og truende fundament. IDLES sparkede bogstaveligt talt koncerten i gang med ’Colossus’, og allerede fra første vers havde IDLES hele Avalon med. Kvintetten koksede kompromisløst ud på scenen, som var der ingen dag i morgen, og publikum var med i sådan et omfang at jorden under Avalon gyngede og gav efter.
Punk anno 2022
Talbot var som et vildt og aggressivt dyr på scenen, han gik som en bidsk og utæmmet køter rundt i cirkler imens han spyttede, sparkede og svingede med sin mikrofon inden han smadrede den ned på scenen og hoppede på den. At være stagehand for IDLES så ud til at være en ekstremsport. Der var utallige guitar- og mikrofonskift og ledninger der skulle holdes styr på, imens kvintetten foldede sig ud. Hits som ’Never Fight a Man With a Perm’ og 'Mr. Motivator' fik publikum til at gå i ren ekstase, så vagterne foran scenen måtte på overarbejde, både når det kom til at holde styr på sikkerheden og til at dele vand ud til den svedige og oprørte masse. Talbot havde derefter en bøn til vagterne på Avalon: ”Vi har de mest glade og omsorgsfulde publikummer, de har så meget kærlighed i sig og de passer på hinanden. Lad dem hoppe, lad dem kravle, lad dem crowdsurfe, lad dem gå amok efter tre års pause. Please.” Og bønnen blev hørt. Der blev moshet og crowdsurfet i kontinuerlig og uafbrudt stil hele koncerten igennem - og alle var velkomne.
Kloge knytnæver og upoleret potens
Meget kan man sige om punkens udvikling gennem årene, den er naturligvis ikke hvad den har været - tiderne ændrer sig - men i denne kraftfulde form er punken kompromisløs og i live. IDLES er absolut nået i mål siden vi så dem åbne Pavilion i 2017, samme år som deres debutalbum ”Brutalism" udkom, og de har sidenhen udgivet hele tre albums "Joy as an Act of Resistance”, ”Ultra Mono” og nyeste, storroste ”Crawler”. På nuværende tidspunkt føles det som om, IDLES er ustoppelige.
Med IDLES får vi intelligente og politiske tekster, der bringer opmærksomhed på stofafhængighed og det mentale helbred, og på samme tid angriber racisme, sexisme og den ydre højrefløj. Vi fik det skrålet aggressivt og direkte ind i ansigtet, så Talbot var sikker på at vi havde fattet det. Vi fik god og nostalgisk mulighed for lidt kærkommen ”Oi, Oi, Oi”-følelse til nummeret ’Danny Nedelko’. Vi fik en over nakken med et brutalt sceneshow, der ikke vil blive glemt indenfor nærmeste fremtid. Hen mod slutningen af koncerten smed Talbot sig ned på scenen, som havde han givet op, men kom op til overfladen igen ved at stå på hovedet, da de nåede til den instrumentale del af hittet ’Rottweiler’. Her så Bowen sit snit til dyrkelsen af det totale kaos og kravlede i de sidste heftige minutter af koncerten ud til publikum imens han - iført kjole og uden en tone i livet - crowdsurfende sang starten af Sinéad O’Conners ’Nothing Compares 2 U’ efterfulgt af omkvædet af det rædselsfulde julehit ’Last Christmas’. Et ømt - og overraskende smukt - øjeblik, der blot understøttede den kraftfulde og unikke koncert vi alle var vidne til.
Der var ingen tvivl om karakter, for der var absolut intet at sætte en finger på, da IDLES forlod scenen med et brag, der mest af alt føltes som et micdrop. Publikums begejstring var total. Det var smukt, det var aggressivt, det var gennemført, og det efterlod os alle forløste men stadig hungrende efter mere. Præcis som punk skal. IDLES' gennemførte og fængslende koncert bliver svær at overgå og den har måske allerede sneget sig op i den regerende og tunge top tre hos anmelder, der måtte slippe en tåre eller to til 'The Beachland Ballroom' og stadig får kuldegysninger når hun tænker tilbage på koncerten. Wauw, mand. Bare wauw.