RF 23: Flower power i nutid
Populær
Anmelderen ville have en orkidé, men fik en meget flot rose med lydproblemer, som han ikke ville have.
En lille disclaimer: Når Feather Mountain har gjort scenen klar med den flotte blomsteropsætning, og jeg ved de spiller prog, får jeg sådan lyst til at de skal spille old school prog á la Jethro Tull og Yes fra den sene flower power-tid, eller danske Værket der spillede på Rising i 2017 etc. Det er det bare ikke rigtig, da de spiller prog af den moderne slags, som TesseracT og Leprous, hvilket jeg generelt har meget lidt tilovers for.
Blomstrende Gaia
Men jeg vil egentlig gerne starte med at påpege, at det er super fedt, at Roskilde Festival har valgt at udvide scenesortimentet i opvarmningsdagene med Pavillion, eller Gaia, som den hedder nu. For det giver bands, som Feather Mountain, der arbejder med nogle knap så sommerlige lydbilleder, nogle langt bedre rammer til at skabe den rette stemning, mens solen stadig står højt på himlen.
Feather Mountain gik i gang efter medlemmernes gradvise indtræden på scenen. Man kunne se, at de var glade og gav den fuld hammer med de synkoperede riffs og forsanger, Mikkel Lohmann, sang indfølt med sin Tim Christensen-lydende vokal. Problemet var dog bare, at man slet ikke kunne høre guitaren i deres hårde stykker. Først på fjerde nummer kom guitaren rigtig med, hvilket var en stor skam. Ikke at deres højenergiske progmetalriffs gjorde det store indtryk på mig. Derfor føles det også en anelse fesent som metalanmelder, at stå og sætte mest pris på deres rolige, smukke og til tider smådystre stykker i sangene. Da blev jeg netop taget tilbage til det mere oldschool, samt at jeg i hvert fald ville kunne blive enige med dem om at Opeth og Tool er fedt.
Velspillethed i fuld flor
Men da guitaren endelig blev en del af lydbilledet, og lyden dermed kom helt på plads, så var det, trods mine forbehold, svært ikke at smile. For det første er alle bandmedlemmerne hamrende dygtige musikere, der spiller meget teknisk musik meget præcist og sammenspillet. Derudover så var spilleglæden hos et dansk upcoming band, der står med et hidtidigt karrierehøjdepunkt og opfyldt livsdrøm om at spille på Roskilde Festival, heller ikke til at tage fejl af. Der var ingen tvivl om, at de gav den alt, hvad de havde, og det var ikke så lidt endda. De hoppede op og ned fra trommepodiet, ud i alle sider og var gode til at få publikum med. Der startede sågar et moshpit, hvilket ikke nødvendigvis er sigende til denne festival, men de mange villige oppe foran satte sig også ned og hoppede forløsende op til droppet til sidste sang. Gaia var fyldt med flower power-glæde, hvilket jo ret beset også var hensigten dengang i den svundne æra.