RF'12: Rutineret galde
Populær
Today is the Day lod sig heldigvis ikke påvirke af et metalanalfabetisk festivalpublikum, da de leverede en af festivalens bedste koncerter.
2. Spotting a Unicorn
3. Possession
4. The Colour of Psychic Power
5. Free at Last
6. Mother's Ruin
7. Expectations Exceed Reality
8. Memento
9. Dementia Satyr
10. Kick Inside
11. Feel Like Making Love (Bad Company)
12. Temple of the Morning Star
13. Death Curse
14. Axis of Eden
15. If You Want Peace Prepare for War
16. Pinnacle
17. IED
18. Willpower
19. Why Don't We Do it in the Road (The Beatles)
20. Man Who Loves to Hurt Himself
------------------------------------------
21. Going to Hell
Amerikanske Today is the Day er synonym med guitarist og forsanger Steve Austin, som i år kan fejre 20-års jubilæum med sit band. Det havde fået Roskilde Festival til endelig at booke en af metalgenrens mere kompromisløse herrer, og det resulterede i et musikalsk virvar af en konstant overraskende og forfriskende metalkoncert.
Til trods for at koncerttidspunktet kl. 20 på Odeon i virkeligheden burde have virket som et ret imødekommende trækplaster på musikprogrammets åbningsdag, så var det alligevel et tamt publikumsantal, der var mødt frem til koncerten. Odeon-teltet, der var omkring kvartfyldt fra start af, blev desuden kun mere og mere tomt i takt med at Steve Austin lod bagkataloget gå fra den ene metalyderlighed til den anden.
En kompakt masse
Hos TITD ligger sammenligneligheden med det skæve univers fra The Jesus Lizard og The Melvins ofte lige til højrebenet, men det ene tilhørsforhold erstattes forfriskende af et andet, ligesom der trækkes lige så meget på britisk industriel noise ala Godflesh, som der synes at findes inspiration hos også Helmet og Mudhoney. Smid da en coverversion af både Bad Companys ’Feel Like Makin’ Love’ samt ’Why Don’t We Do It in the Road’ af The Beatles ind i Roskilde-sætlisten og forvirringen er komplet.
Men det, der på papiret måske kan lyde en smule som stilforvirring, virkede i realiteten mere end godt på Roskilde. Dét blev meget hurtigt klart for en lille skare af dedikerede publikummer, der hverken lod sig påvirke af at der blev mere og mere luft til siderne mens størstedelen af publikum udvandrede, eller af at den musik, der kom fra scenen skiftede udtryk noget mere end det normalt er tilfældet til metalkoncerter.
Mastodons storbror
Det var på sin vis ret sigende, at Steve Austin og Today is the Day åbnede koncerten med et kontant firekløver bestående af skæringer fra pladen ’In the Eyes of God’ (1999), som Mastodons Brann Dailor og Bill Kelliher leverede trommer og bas på. Hører man denne TITD-plade, er det helt tydeligt, hvor afgørende den har været for den signaturlyd, der nogle år efter skulle definere Mastodon i deres tidlige karriere på ’Lifesblood’ (2001) og ’Remission’ (2002) samt til dels også på ’Leviathan’ (2004).
Sigende var valgte af disse sange fordi der dermed blev dannet en rød tråd mellem festivalens bedste metalkoncert sidste år med Mastodon og koncerten med Today is the Day, der løb med denne skribents statuette for metal- og rockgenrens bedste i år. ’In the Eyes of God’, ’Spotting a Unicorn’, ’Possession’ og ’The Colour of Psychic Power’ smadrede ud over Odeons scenekant med en progressiv sludgeenergi, der tydeligt statuerede lillebror/storebror-forholdet mellem de to bands.
En original stemme
Til trods for at TITD byder på sludge, så er det som sagt i højere grad deres ukarakteristiske og fuldstændigt åbne forhold til metalgenren, der definerer dem. Og det er vel blandt andet det der gør, at af samtlige metalkoncerter som denne skribent har oplevet på Roskilde Festival, så står koncerten med Today is the Day formentlig som den mest personlige af dem alle.
Det er kun naturligt, hvis et langt liv er defineret af forskellige retninger og stier. Det samme er vel tilfældet med en karriere bestående af musik, og det er netop forskellighederne mere end noget andet, der definerer Steve Austins musikalske liv i Today is the Day. Af bandets ni studiealbum, kom sætlisten vist forbi størstedelen af dem, og de udgør samlet set en så bredtfavnende vifte af musikalske retninger, at koncerten på Roskilde var umanerligt rig på overraskelser og gakkede retningsløse påfund.
Forundrende ydmyg
Man undrer sig over, at der på en så stor og velbesøgt musikfestival som Roskilde ikke er en bredere interesse og åbenhed for et band som Today is the Day. Til trods for en vifte af fandens tunge metalkarakteristika, så kendetegnes de altså ved at spille med en bredere musikalsk palet. Bevares, de er a-b-s-o-l-u-t ikke for alle, men de vil helt sikkert være for flere end de halvtreds mennesker, der stod tilbage, da koncerten nærmede sig enden.
Som ydmygheden selv takkede en storsvedende Steve Austin afslutningsvis de publikummer, der havde stået ”opgaven” igennem og overværet hele koncerten. Men til trods for at det muligvis var noget mindre konservativt end det ofte er tilfældet med metalkoncerter, så var det på ingen måde et hård tjans at leve sig ind i det univers, der definerer Today is the Day. Man takker ærbødigst.