RMF'22: Pink metal
MØL vendte hjem som de fortabte helte og omsluttede Voxhall i en puppe af kærlighed.
Sidst jeg så MØL, slap jeg næsten jorden med fødderne. Deres sirenesang lokkede mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, og det er ikke for sjov, at det er et af mine yndlingsbands — live. Med hjemmebanefordelen, forløste de noget i brystet på de fremmødte, og fra min plads langs sidelinjen kunne jeg observere andre lade sig lede mod lyset.
Samtlige medlemmer gav den hele armen, men der skal især tippes hat i retning af den altid hårdtarbejdende trommeslager Ken Klejs. Det er ikke for at holde nogen udenfor, jeg kun fremhæver to ved navn, for lad os lige dvæle ved forsanger Kim Sternkopf engang. Manden forstår at piske en stemning op, kun ved hjælp af et yderst ekstrovert kropssprog og en overdimensioneret dirigentstok forklædt som et mikrofonstativ, til at styre et proppet Voxhall med - og så sig selv som rekvisit. At se ham kaste sig ud i et crowdsurf vidner om dedikation, en dedikation der blev så rigeligt afspejlet i et begejstret publikum.
Lyden var god og velafbalanceret, og jeg kunne tage mine ørepropper ud, uden at noget skar eller skurrede. I modsætning til sidst var deres sætliste denne gang væsentlig mere hårdtslående og med meget mindre af den sårbarhed, jeg sætter pris på ved dem. Et hurtigt blik rundt i salen afslørede, at jeg stod alene med min uniddelbare skuffelse, for der var lutter glade miner. Men jeg under alle den følelse, de som regel vækker i mig, og jeg kunne se den i de mange ansigter, der solede sig i stråleglansen fra MØLs magiske melodier.