RB 24: Krampe i sjælen
Khanate mestrede suspence til en grad, hvor vi hang hjælpeløst sprællende og gispede efter vejret, mens sjælen langsom gik i krampe til lugten af råddenskab.
Roadburn Festival fik sig noget af scoop, da de fik Khanate på festivalprogrammet, og sjældent har jeg hørt et band, der i den grad er en inkarnation af alt, hvad Roadburn Festival er. Eller måske var? For festivalen er på vej i nye og spændende retninger. Det var Khanate nu ret ligeglade med, da de stillede sig på scenen for første gang i 19 år.
Fans af både Khanate og Sunn, som anfører Stephen O’Malley nok er mest kendt for, ved, at det her er funeral doom et år efter, begravelsen fandt sted. Det er slimet, klæbrigt, råddent og tungt, som kun få kan gøre det, og i tilgift så langsomt, at alt hele tiden truer med at falde sammen om ørerne på os. Og heri består den store kunst. For det er svært at spille så tungt, så langsomt og så dissonant og samtidig sammenhængende. Det formåede Khanate at gøre til UG.
I strakt arm
Koncerten var tætpakket fra første lavfrekvente bastone, der sendte vibrationer gennem det meste af Tilburg, og alle var dukket op for at se Khanate. Musikken er alt andet end let tilgængelig og med tanke på, at Roadburn også er begyndt at appellere til et publikum, der overhovedet ikke interesserer sig for funeral doom, så var det også forudsigeligt, at publikum decimeredes ganske betragteligt hen over de i alt fire numre. Khanate er for den rutinerede lytter, og for de få. Uden nogen former for forsøg på at interagere med publikum trak de os igennem fire numre af ca. 20 minutters varighed, der for den urutinerede lytter må have lydt fuldkommen ens, men som hver for sig fortalte sin del af en historie om råddenskab, kloakker og uendelig spænding, der aldrig nogensinde fik en udløsning, men i stedet holdt os ud i strakt arm.
Man tager sig i at længes fysisk efter et trommeslag, en dur-akkord, en forløsning, mens sjælen langsomt går i krampe til dissonante guitarskrig og lavfrekvent bas, der forplanter sig til alle organer, og som på visse steder minder om et lavfrekvent tandlægebor eller en langsom motorsav, der nådesløst nedlægger alt levende. Om det er stemningen, Khanate formår at bygge ind i sin musik eller om det skyldes hertz-området koncerten foregik i, er uvist, men jeg kunne ikke sige mig fri for at notere mig en let kvalme kombineret med en følelse af fysisk ikke at kunne være i min egen krop. Det er ikke musik, man falder i søvn til, og hvis man gør, får man ikke rare drømme.
Alle var til deres egen koncert
Jeg er sikker på, at andre i publikum slet ikke kan nikke genkendende til ovenstående beskrivelse, for Khanate er et band, der på samme tid samler folk, måske mest af nysgerrighed, og som også er en dybt individuel oplevelse. Alene fra min position kunne jeg notere mig folk, der zonede helt ud med lukkede øjne, zoomede ind og med store øjne og strakt hals skulle have det hele med, og endda enkelte, der headbangede i et forbløffende højt tempo. Hvilken rytme, de havde i hovedet er svært at gætte, men siger også noget, hvor mange individuelle oplevelser, der var i spil til den samme koncert.
Publikummer har efterfølgende beskrevet det som katarsis, mens andre (modige) sjæle har stukket næsen frem og erklæret, at kejseren ikke havde noget tøj på. Så langt vil jeg ikke gå, men Khanate har - på trods af, at de laver stor kunst - et let reaktionært, tilbageskuende udtryk over sig, som måske ikke længere er helt så meget i midten af det, Roadburn Festival er blevet. Det trækker ikke fra selve oplevelsen, men vi er måske ovre de dage, hvor funeral doom kunne samle og ikke mindst fastholde 4000 mennesker i åndeløs spænding.
At Khanate er mestre på deres felt, er der ingen som helst tvivl om. Jeg kan ikke forestille hvem andre end Stephen O’Malley og Co., der i den grad kan skubbe grænsen for hvor længe man kan holde liv i en tone, eller hvor få trommeslag, man kan slippe afsted med at have. De kan fastholde publikum i en følelse, en spænding, som man kun kan slippe ud af ved fysisk at forlade koncerten, og uanset om man kan lide det eller ej, så kan man ikke lade være med at beundre det.