Rutineret lethed

Ser man bort fra koncerten på Roskilde Festival i 2011, synes det nogenlunde at være en menneskealder siden, Killing Joke sidst spillede i Danmark. Tilbage i 2005, dengang de britiske industrial-pionerer netop havde udgivet karrierens andet selvbetitlede album, der havde Dave Grohl på trommer, skulle de havde givet koncert på Loppen med Ted Parsons som turnétrommeslager. Den blev imidlertid aflyst, så hvornår de sidst spillede i Danmark præ-Roskilde, står hen i det uvisse. Onsdag aften i sidste uge var de dog i den grad tilbage i Danmark, nærmere bestemt var de på besøg i Pumpehuset, som man kun kan sende applauderende takkehilsner til for at have hevet disse golde britiske skiderikker indenfor til en dansk klubkoncert. At det skulle ske, at dette snart 40 år gamle band ville give koncert i Danmark, spåede vi ellers i anmeldelsen af deres seneste album, sidste års fremragende 'Pylon', ikke megen chance. Sommetider er man selvfølgelig kun begejstret for at tage fejl.   

Sammentømret i øst og vest  
Killing Joke anno 2016 består af det oprindelige line-up fra dannelsen i '78 med Jaz Coleman på vokal, Geordie på spade, Youth på bas og Paul Ferguson på trommer. Over årene har der været ikke så få ind- og udskiftninger i bandet med Coleman og Geordie som eneste vedvarende signaturer, men siden 2008 har den originale besætning igen siddet som et tungere firkløver ved de hidsige industrielle knapper. Gendannelsen har indtil videre resulteret i tre album, der alle kun gradvist er blevet bedre, og med 'Pylon' opnåede de i hjemlandet England tilmed deres højeste hitlisteplacering til dato. Så meget desto mere mening giver det, at Killing Joke denne gang investerede i en større europæisk turné.   

I løbet af denne aften i Pumpehuset, hvor bandet i øvrigt på papiret havde stykket noget nær en perfekt sætliste sammen, om end flere af de ellers fremragende nyere numre i liveregi skulle vise sig at falme en smule ved siden af det ældre materiales slidstærke stålfasthed, var det svært ikke at lægge mærke til, hvor forskellige de fire aldrende musikere i dag kommer an. Coleman er den arrige frontmand, der muligvis viser sit publikum en stærke, empatisk varme, men som samtidig angriber med selvmordsgestikulationer og generelt benytter sig af et performativt kropsprog, der råber til socialbalstyrisk gevær. Colemans nihilistiske kropssprogstendenser fik flere gange under koncerten den anderledes hippieklædte, potrygende Youth til at kigge på Ferguson bag tønderne og smilende ryste på hovedet, som om han sødt implicerede, "åh Coleman, den søde sortseer". Ferguson selv, der ved siden af musikken praktiserer som skulptør, er egentlig den eneste ikkeflamboyante i bandet, for selvom Geordie muligvis ikke ligner skråsikker vrede, som han står der med skjorteærmerne smurt op og kalothuen sat fisefornemt på, er guitaristen indbegrebet af less is more. En køligere, mere intimiderende guitarist end Geordie skal man lede længe efter.  

Techno-metal-højdepunkter
Selvom man havde forventet det, dukkede aftenens højdepunkter ikke op, da Killing Joke gav Trent Reznor røde ører ved at blæse det krasbørstige nyere industrial metal-nummer 'I Am the Virus' ud over scenerampen med så skarp indigneret saft og kraft, at man fornemmede tonernes kolde knivspids mod struben, ej heller da 'Complications', 'The Wait' og '$,O,36' efterfølgende fik koncerten tunet ind på en stribe skæringer fra det noget nær mesterlige selvbetitlede debutalbum. Tag ikke fejl, alle disse numre blev leveret på et niveau, der var til mere end blot okay, men at højdepunkterne dukkede op i skikkelse af midt-90'er-techno-metal med 'Exorcism' og koncertlukkeren 'Pandemonium' fra pladen af samme navn, havde man ikke regnet med.

Det er i øvrigt, når man hører fire skæringer som de ovennævnte, der samlet set og til trods for at tre af dem stammer fra samme udgivelse, afveksler så meget i både tempi og industriel stil, at man forstår de udfordringer, som Ferguson som trommeslager i løbet af aftenen syntes at være blevet konfronteret med. Omkring halvvejs inde i koncerten lagde et træt trommespil her en mindre dæmper på bandets musikalske gemytter. Den løsslupne Stewart Copeland-møder-punk-spillestil, der er over 'Complications', befinder sig eksempelvis milevidt fra den marchbrutale, altmodisch spillestil, der præger 'I Am the Virus', ligesom også 'The Wait' forener små finesser af noget æggende med det anderledes konfronterende. Det er i det hele taget i dette krydsfelt, Killing Joke har et af deres stærkeste kort – et kort, de igen og igen fremviste på en oplagt aften med en perlerække af gode sange.