Så genvandt man glæden ved heavyrocken!
Populær
Mange mener stadig, at Gotthard uden afdøde sanger Steve Lee ikke er Gotthard. Bullshit! I sidste uge viste bandet og den nye sanger i Amager Bio, at arven løftes med stor respekt, masser af energi, indlevelse, spilleglæde og power.
2. Gone Too Far
3. Starlight
4. Top Of The World
5. Remember It's Me
6. Sister Moon
7. Fight
8. Hush
9. One Life, One Soul
10. Shine
11. The Story's Over
12. Fist In Your Face
13. Gimme Real
14. Tell Me
15. Mountain Mama
16. Right On
17. Lift U Up
Ekstra:
18. Master Of Illusion
19. Anytime Anywhere
Havde schweiziske Gotthard været fremme i 1980'erne, ville de have været gigantiske. På størrelse med Whitesnake, Def Leppard og Bon Jovi.
Tirsdag i sidste uge oplevede en trekvart fyldt Amager Bio sådan et af de der smukkeste, fineste, stærkeste hardrock-moments. Du ved, dér, hvor sætliste, band og publikum mødes ét og samme sted i kærlighed til musikken.
Alt - bortset fra den evindelige trommesolo - gik op i den berømte højere enhed. Lyden var perfekt, bandet i absolut topform og det alders- og typemæssigt pænt blandede publikum ville bare have en stærk aften, selv om hovedpersonen ikke er her længere.
Gotthards oprindelige sanger Steve Lee døde i en trafikulykke i oktober 2010. Han er evigt savnet, især af de hardcore fans, og dem er der sgu mange af i vort lille land. Ja, selv denne anmelders noget aldrende tidligere naboer kastede tegn og skrålede med i ren og skær begejstring og kærlighed.
Mange mener, at Gotthard uden Steve Lee ikke er Gotthard. Disse overbeviste folk burde have været i Amager Bio i sidste uge, for den nye mand, Nic Maeder, løste opgaven til UG med kryds og slange. I behørig respekt for Steve Lees minde, men heldigvis også i livsbekræftende respekt for sig selv som sanger og frontmand i dette pragtfulde orkester. Maeders vokal er mindst lige så stærk som Lees, og så leverer han altså også ganske fint guitarspil ved siden af. En ekstra og meget fin dimension til bandets udtryk.
En velspillende hardrock-enhed
Gotthard - the band - er en utroligt sammenspillet og fasttømret enhed, der tydeligvis elsker det, de laver: At trykke den af foran et medlevende publikum. Klicheer er der masser af, og det er sgu dejligt! For de leveres med stor musikalsk kunnen og finesse, og ikke mindst den storhøvlende trommeslager Hena Habegger lægger sammen med bassist Marc Lynn den noget nær mest solide bund, et hardrock-band kan levere i dag. Tungt, tight som spandexbukser og bare pissegennemført lækkert. Læg dertil et par guitarister, Freddy Scherer og Leo Leoni, der hver især er yderst kapable, men som spiller uhyggeligt godt sammen og samtidig lægger noget kor, der bare er perfekt.
Mange højdepunkter var der i sættet. Eksempelvis en vel- og tætspillet udgave af den gamle Deep Purple-traver, 'Hush'. Den tunge 'The Story's Over', der er klart den bedste skæring fra bandets seneste album, 'Firebirth', fungerede stort live. Og her viste Nic Maeder virkelig, at han er kommet til Gotthard for at blive - og ikke for at ligge under for Steve Lees minde. Maeder skal nok skabe sig sit eget navn.
Gotthard lagde ud med et tydeligt budskab om, hvad aftenen havde i vente til os med den levende og herlige 'Dream On'. 'Mountain Mama' fik Amager Bio til at gynge. Og festen sluttede med en fantastisk fest i kraft af de to fænomenale ekstranumre, 'Master Of Illusion' og den utroligt velklingende 'Anytime, Anywhere'.
Ud over den skideirriterende trommesolo (denne her var i og for sig ikke værst, men ALLE trommesoloer er skideirriterende anakronismer) manglede der kun ét nummer i tirsdags: Den på én gang smukt melodiske og svinetunge 'I Know, You Know' fra Steve Lees svanesang, 'Need To Believe' (2009).
Men efter sådan en aften kan alt tilgives. Ikke mindst, fordi Gotthard gav anmelderen glæden ved hardrock tilbage. Se, det er sgu ikke værst!