Forspil uden forløsning
Populær
Shinedowns narrefisse-tilgang til koncerthvervet tog udgangspunkt i vedholdende flufferi i form af hoppe- og råbesekvenser, der på nogle punkter passede fint til en festivalkoncert, men i længden bare var irriterende. Ligesom musikken.
2. Diamond Eyes (Boom-Lay Boom-Lay Boom)
3. If You Only Knew
4. Unity
5. Enemies
6. Devour
7. State of My Head
8. Cut the Cord
9. Second Chance
10. Simple Man (Lynyrd Skynyrd cover)
11. Sound of Madness
For 14 dage siden forsøgte Shinedown at spille Sweden Rock Festivals hovedscene op og blev et af de bands, der ligesom Slayer (med en offday) og The Winery Dogs ikke formåede at fylde pladsen op.
Publikums fremtoning fortæller meget om Shinedowns fanbase, og der var ikke mange meter imellem opadvendte skygger på kasketterne og plasticsolbriller i skrigende farver blandt de fremmødte.
En god del af de kvindelige gæster havde taget deres kærester i hånden og var mødt op foran Hades for at synge med på amerikanernes tamburin-inficerede og edgy poprock, der markerede sig slående, i al sin simpelhed, ved manglen på gode sange.
Når frontmand Brent Smith ikke sang falsk, brugte han uendelig meget krudt på henholdsvis at tale til publikum og finde på ting og sager, de skulle foretage sig foran scenen såvel som på bakken.
Man skulle til eksempel både hilse på sin ukendte sidemand og tage seks skridt til siden, vifte med hænderne og hoppe op og ned på tælling, mens Shinedown momentvis besværede sig til at følge alt råberiet op med en intetsigende sang eller to, godt anført af guitaristen Zach Myers, der var det mest positive ved koncerten.
Spille guitar, det kan han, og han havde lejlighedsvis rockstarattitude nok til, at det undrer, at han ikke bevæger sig videre musikalsk og finder nogle bandmates med en lidt tungere tilgang til melodier og riffs.
Henimod slutningen evnede Shinedown alligevel at rykke det hele et niveau op, og det sidste kvarter var en passende blanding af det mestendels vellydende Lynyrd Skynyrd-cover ‘Simple Man’, en anelse sniksnak og forløsningen ved hittet ‘State of my Head’ der for alvor fik publikum til at baske med armene og fumle efter lighteren.
Når termen fluffer tages i brug, er det, fordi en Shinedownkoncert føles som et meget langt forspil, der ikke leder nogen steder hen og slet ikke til den eksplosive forløsning, de evner at bygge op til. Det er ærgerligt for et band, der har mange gode intentioner. En nærværende frontfigur er som udgangspunkt ikke et dårligt aktiv at have, men det ville være befriende, hvis Smith gassede lidt ned for instruktionerne og bare var til stede i sin egen musik.
Der er dog forståelse for, at han har svært ved det. Der er virkelig ikke meget at komme efter, og bandet tager slet og ret for let på konstruktionen af det gode nummer.
Det er på sin vis sympatisk, at Copenhell gerne vil favne de brede masser, men der må også være en grænse for dét, der i sin begyndelse var en nichefestival, og den er definitivt nået med bookingen af Shinedown.
Havde man savnet The Calling og Creed, har det muligvis været en småeuforisk time i selskab med de fire på scenen. Hvis ikke, var det en succes i sig selv at slippe nogenlunde helskindet fra koncerten igen.