Japansk kultmesse
Japanske Sigh gav en af de mest teatralske optrædener på Roadburn med kranier, englevinger, ild og blod – i det musikalske krydsfelt mellem Judas Priest, Venom og Cradle of Filths symfoniske teatermetal.
2. The Transfiguration Fear
3. A Victory of Dakini
4. Death with Dishonor
5. Desolation of My Mind
6. Shingontachikawa
7. A Sunset Song
8. The Soul Grave
9. Bring Back the Dead
10. Introitus/Kyrie
11. Inked in Blood
12. Me-Devil
13. Black Metal (Venom)
Sighs bandlogo giver indtryk af, at det hele handler om black metal. Det gjorde det også i starten på kvintettens første plader fra de tidlige 90’ere, hvor de var blandt de første asiatiske eksponenter for den ugudelige genre.
Siden da har de japanske galninge dog udvidet deres udtryk, så det nu er overfyldt med symfoniske, musical-agtige elementer og lettere avantgardistiske indslag. Nogle kalder det "ekstrem metal".
Uanset hvad, så viste især de to frontfigurer, Mirai Kawashima og det kvindelige trækplaster siden 2007, "Dr. Mikannibal", som et af de mere anderledes indslag på Roadburn, at King Diamonds sceneshow ikke har levet forgæves (hvis der da nogensinde havde hersket tvivl herom!). Der var både et orgel forklædt som alter med tilhørende kranie, sorte troldmandstricks med ild og krudt samt kulminationen midtvejs, hvor Kawashima stak ild til pege- og lillefinger på et djævlehornsornament!
Den letpåklædte Dr. Mikannibals exploitation-agtige indslag med masser af ild samt teaterblod ud over brystet er ikke engang nævnt. Hun spillede desuden også saxofon, hvilket bringer os til den uomtvistelige omtale af musikken, der lagde sig et kultisk sted mellem Judas Priest-NWOBHM, med små strejf af Bathory-agtig garage-thrash og for de nyere sange et mere symfonisk udtryk, der fik Sigh til at minde lidt om Cradle of Filth.
Mens de to indpiskere holdt det underholdende freakshow i gang, lagde de resterende tre medlemmer et mere afslappet image for dagen med t-shirts og jeans (omend trommeslageren havde en cowboyhat på???), og det stod i lidt spøjs kontrast til gøglet midterst på scenen.
Og det var i sandhed en anderledes koncert, på godt og ondt, men Sigh leverede deres sange og ikke mindst deres show så overbevisende, at det var umuligt ikke at holde af, og når man lukker sit sæt med et cover af Venoms 'Black Metal', så scorer man desuden billige point i undertegnedes sorte notesbog. Djævelsk underholdende afveksling slet og ret.