Kollaps og overskud

slægt 1

Slægt havde masser af deres vanlige rockstjerneattitude og look, da de indledte deres europaturné med releasekoncert for deres nye album torsdag i Vanløse. Men en dramatisk hændelse under koncerten overskyggede det meste.

Kunstner
Titel
+ Demon Head + Gabestok
Spillested
Dato
31-03-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
4

Der var forbløffende godt fyldt op for en torsdag i Vanløse, da Slægt holdt releaseparty og turnéstart for deres nye album, 'Goddess'. Heldigt nok, den festlige anledning i betragtning. Men festen fik en voldsom pause midt i Slægts sæt.

I hvert fald var der ganske mange tidligt fremmødte under åbningsbandet Gabestok, der et par dage før koncerten havde afløst Ond Tro. Gabestok, i dagens anledning en trio, har masser af smæk på deres energiske og skraldede blanding af baldret punk, heavyblack og kitschsynth, mens forsanger Fleep råber og falsethyler sig igennem materialet. Det er ikke et projekt, der tager sig selv alt for højtideligt, og netop derfor er det et festligt bekendtskab live, selvom numrene mod slut flyder en kende sammen for mig.

Hele pakken, bortset fra én ting
Man kan ikke påstå, at co-headlinerne Demon Head tager sig selv højtideligt på en scene, men de har en helt anden, rockstjerneagtig udstråling end Gabestok. Det er forfriskende at se, og gruppen har egentig sceneshowet og looket til at bære det. De ser godt ud, har attituden, kan posere med instrumenterne, spiller virkelig godt, har den rigtige sound (selvom lydbilledet ikke står knivskarpt denne aften, især ikke når sanger Marcus Ferreira Larsen griber guitaren, og tre guitarister kæmper om pladsen), og de spiller en sortrandet doomrock, der smager af både 70'er-psykedelika, Pentagram, Witchcraft og Danzig, sidstnævnte især pga. Larsens vokal, der bærer noget af Glenn Danzigs tonalitet.

demon head

Egentlig har de ret meget af pakken, især på en scene, så man forstår godt, at Metal Blade har samlet dem op. Til gengæld synes jeg også, de mangler sangene, der virkelig sparker røv, i hvert fald når man hører dem for første gang. Under de sidste tre sange tror jeg hver gang, at nu kommer afslutningen, fordi det hele tiden virker, som om man bygger op til det helt store. Men eksplosionen udebliver. En skam, for alt andet er egentlig på plads. Hvis de havde et par af de rigtig gode sange (eller måske: Hvis jeg kendte materialet bedre?), ville jeg formentlig være vild med dem. Nu skæver jeg i stedet til uret og tænker på morgendagens arbejde og på, at så er det heller ikke federe med tre bands på en hverdag.

Hovednavnet
Selvom Demon Head co-headliner turnéen, er Slægt aftenens hovednavn. De har taget et ordentligt skridt opad og er gået fra Ván til Century Media, og 'Goddess' er lige udkommet. Et album, der har delt vandene en smule, fordi produktionen ikke er i alles smag. Heller ikke min. Jeg savner, at guitarerne fylder mere, selvom jeg godt kan se fidusen i den varme, 70'er-lydende produktion. 

Det savn er der ikke meget af denne aften. Lydbilledet står skarpt som et barberblad fra Mühle, og der er masser af fylde i lyden. Jeg har set Slægt en del gange efterhånden, og hver eneste gang slår det mig, hvor toptunet og professionelt et band det er. Der er styr på poseringerne, de spiller med et vanvittigt overskud og højt løbepensum, og også medlemmerne uden mikrofon foran sig, synger med på teksterne.

Man kan med andre ord godt høre, hvorfor Slægt trods alt er øverst på plakaten. De spiller som altid et par niveauer over de fleste andre bands. Og da vi kommer til numrene fra det nye album, efter 'The Wheel', er det tydeligt, at sangskrivningen på 'Goddess' ikke fejler noget. Tværtimod virker det som kvartettens mest realiserede album på den front.

Slægt 2

Kollaps
Men: Midt i det hele kollapser trommeslager Adam CCsquele Nielsen. Det kommer tilsyneladende ud af det blå. Lige pludselig hjælper de andre Nielsen af scenen, og frontmand Oscar Frederiksen fortæller, at koncerten er slut. Min makker og jeg går udenfor og kan ikke helt finde ud af, om vi skal gå hjem eller vente på nyt, men lige pludselig kan vi høre, at Slægt er på scenen igen. Der er en lidt mærkelig stemning i luften, især fordi bandet spiller fuldstændig upåvirket og lige så godt som før. Selv med sådan et uheld kan Slægt åbenbart ikke spille en mislykket koncert, og det er imponerende i sig selv. Men det var svært at nyde koncerten helhjertet efter det kollaps. Titelnummeret fra den nye plade, der nok er Slægts bedste komposition til dato, kunne man dog ikke modstå. En flot afslutning trods svære odds.