Copenhell 26: Bundgas
Det første, vi blev ramt af, var Red Hot Chili Peppers’ ’Californication’. Heldigvis blev det bedre derfra.
Slay Squad er fra Californien, så der var en vis mening med galskaben, men hold nu fucking kæft en sløv start på en koncert! Det blev heldigvis kun til en få minutter kort opvarmningssession med bandets DJ, inden resten af Slay Squad gik på, men at se på en dude med en DJ-controller trykke på beat repeat-knappen hen over et af de mest kronisk irriterende bands’ mest kronisk irriterende sang, det er hverken chopped eller screwed. Jeg kan sagtens se DJ’ens potentiale i Slay Squads metalcore/trap-univers, men talentet rakte simpelthen ikke. Jeg har set mange dj’s fejle, men det her var en fucking slap omgang baby-scratches helt uden hensyntagen til noget som helst andet rytmisk element i musikken.
Nå, men heldigvis var resten af bandet noget mere tight, og Slay Squads to vokalister kom på scenen som skudt ud af en kanon og forlangte øjeblikkeligt en wall of death, som de pligtskyldigst fik af det veloplagte publikum. Normalt skal man måske gøre sig lidt mere fortjent til den slags, men det satte gang i publikum, som var på Slay Squads side hele koncerten.
Et tidligt højdepunkt var ’Full Throttle’, som er en certificeret banger i min bog, men som også meget godt illustrerer Slay Squads problem over en længere koncert. Der mangler simpelthen melodiske elementer til at holde interessen fanget over længere tid, også fordi guitaren er af den moderne ’coreskole, hvor lyden og spilleteknikken gør, at der næsten intet tonalt indhold er at spore i den. Denne tidlige aften på Pandæmonium kunne Slay Squad dog uden problemer køre den hjem på energien og rytmikken (hvis man igen ser bort fra det svage led, DJ’en), og det var da også en både medrivende og underholdende koncert med californierne, som her debuterede på europæisk grund. Det er jo i sig selv historisk, men om det, som den ene vokalist sagde, nu var ”the blackest shit Copenhell has ever seen” er nu alligevel tvivlsomt. Han stod jo trods alt på den scene, hvor legenderne Fishbone også har spillet!
Vokalmæssigt var der fin afveksling mellem metalliske brøl og rap, og det føltes, som om Slay Squad havde fat i noget, der har potentialet til at blive rigtig fedt. Denne aften var der dog for mange svage led i kæden til, at det foldede sig helt ud, også selv om bandet erklærede, at Copenhells publikum fik dem til at spille deres bedste koncert nogensinde.