Roadburn 19: Når marijuanauterne slår hårdest
Lørdag 'Holy Mountain' og 'Dopesmoker'. Søndag 'The Sciences'. Kun debuten blev efterladt urørt i 4 timers stonermaraton i selskab med Matt Pike & co.
1. Dragonaut
2. The Druid
3. Evil Gypsy / Solomon's Theme
4. Some Grass
5. Aquarian
6. Holy Mountain
7. Inside the Sun
8. From Beyond
9. Nain's Baptism
----------------------
10. Dopesmoker (udvalgte brudstykker, ca. 30 minutter)
11. The Clarity
Søndag:
1. The Sciences
2. Leagues Beneath
3. Marijuanaut's Theme
4. Sonic Titan
5. Giza Butler
6. Antarcticans Thawed
7. The Botanist
------------------------------
8. Holy Mountain
9. Dragonaut
10. Dopesmoker (Sidste del, ca. 10 minutter)
Sleep har fortjent medvind i disse år.
Matt Pike, Al Cisneros og Jason Roeder dedikerer mere og mere tid til powertrioen, der fortsat lever højt på fuzz-tunge riffs af den intoksikerende slags. På trods af en relativt begrænset diskografi har Roadburn i år valgt at hylde deres 27 års eksistens med to koncerter dedikeret respektivt til 'Holy Mountain' og 'The Sciences', men med to timer til rådighed hver aften, så der var plads til at grave dybere i sangskatten.
De velbevandrede vil vide, at debuten 'Volume One' er den eneste plade, de aldrig rører med en ildtang, og rettelig så. Der måtte derfor nødvendigvis være overlap koncerterne imellem, men, skulle det vise sig, trods alt færre end forventet.
Vi kommer næppe udenom, at Sleep, når det kommer til stykket, er en enhed med et evigt genkendeligt lydbillede. Det handler om de fede tjaldede riffs, sporadisk tilføjet Cisneros' lige så tjaldede tekster, i de senere år holdt op på Roeders tunge, men trods alt milimeterpræcise anslag bag trommerne. Var det alle mulige andre bands, der indlagde os til fire timers stonermaraton under de præmisser, ville vi sikkert løbe skrigende væk, men Sleep er bare noget for sig selv, og det beviste de endnu engang denne weekend.
Første aften var det 'Holy Mountain' på programmet, som i dagens anledning blev piftet op med mere drive end i den velkendte form. Sammenligner du 'The Sciences' med de ældre udspil, er der også en vis metallisk nerve, der er trådt tydeligere i karakter, formodentlig som følge af Pikes eskapader med High On Fire, og især skæringer som titelnummeret og 'Inside the Sun' vandt på mindre sloppy spil, end vi ellers kender dem. Jason Roeder var især en stærk trumf for trioen, da han gang på gang tilføjede ekstra små finesser til groovet og samtidig holdt samling på tropperne. Pike tog sig dog også tid til at skinne for sig selv, delvist i den noget overflødige 'Some Grass', der dog nu engang skulle være med for komplettisternes skyld, men også i den lange, slæbende intro til 'Dopesmoker', der leveredes i brudstykform. En form, der dybest set var at foretrække frem for originalen. Mere målrettet. Mindre omtåget. Om Roeder har en finger med i spillet på den konto må stå hen i det uvisse, men han gav under alle omstændigheder Sleep et tiltrængt pust, og lørdagen blev lukket af med aftenens eneste nyere nummer, singlen 'The Clarity'.
Sleep havde ligeledes æren af at lukke Main Stage på sidstedagen, og Pike lagde ud med intro-titelnummeret fra 'The Sciences', inden Roeder igen styrede bandet igennem en monolitisk tung version af den kvarter lange 'Leagues Beneath', der udkom på single kort efter albummet. Det var dog det eneste sidespring fra albummet i denne del af showet, hvor 'Marijuanaut's Theme' spredte spændende dufte i salen. Det er lidt som om Sleep spiller på deres egne præmisser, og nærværende anmelders historik byder endnu ikke på en koncert, hvor publikum ikke har puffet som det passede dem. Fred være med det, så længe det ikke generer andre, og det må da også næsten være præmisserne for at se et band, der i merch-boden sælger deres egne grindere.
Ryger eller ej, så var det igen Roeder, der satte tempoet med uhyggelig præcision i 'Antarcticans Thawed' og 'Giza Butler' og fik tilføjet ekstra kolorit til de enkle riffs, mens Cisneros stod med hovedet sløvt vuggende, som om han kunne forskyde hele skulderpartiet på kommando. Hans zen-agtige mode og lange, gråtonede skæg giver ham en uimodståeligt betagende morfar-agtig karakter, men eyecandy aside, så havde han gudskelov mere gennemslagskraft, både på vokal og i de momentære, legende basrundgange, end sidst vi så dem på dansk grund.
Afslutningsvis ændredes bagtapetet fra 'The Sciences'-coveret til et fuldt opdækket english breakfast-bord. Hvordan det skulle kobles med de udvalgte ekstranumre kræver nok et større THC-indtag for at kunne afklare, men under alle omstændigheder var det springbrættet til aftenens sidste numre, 'Holy Mountain' og 'Dragonaut', inden den afrundende del af 'Dopesmoker' lukkede ned for tågegildet.
Sleep er i sagens sande natur en powertrio. De har alle hver deres gyldne øjeblikke, hviler på hinanden, spiller henover hinanden, kender hinandens forcer, som trioer når de er bedst. Det var dog i særdeleshed endnu engang Jason Roeder, der begge aftener var den bærende kraft og skabte dynamik og afveksling, når riffene blev lidt for primale, og det er i høj grad hans fortjeneste, at Sleep i dag er så skarpt et liveband. Med det sagt, så er Pike stadig en uovertruffen riffmester, der kan få selv det mest simple til at virke, og uden ham og Cisneros' legesyge grooves havde 4 timers syre-stoner næppe været så tiltalende, som tilfældet var. Sleep er i deres aktuelle konstellation i en liga for sig, og vi tager hellere end gerne to timer mere med dem i Aarhus til efteråret, når det kommer så vidt.