Sløv start – ekstatisk slutning
Populær
Lacuna Coil skulle lige bide skuffelsen over et halvtomt Pumpehus i sig, før de rigtigt bed fra sig.
New
My Heart, Your Hands
Tonight
Dark Holiday
(I just) Died in Your Arms (cover)
Without End
Lacuna Coil:
1. Survive
2. Underdog
3. Closer
4. I'm Not Afraid
5. Fragments Of Faith
6. Tight Rope
7. 1.19
8. I Won't Tell You
9. Heaven's A Lie
10. Fragile
11. Wide Awake
12. To The Edge
13. The Maze
14. Swamped
15. Enjoy The Silence (Depeche Mode cover)
Ekstra:
16. Not Enough
17. Spellbound
18. Our Truth
Forinden showet havde Kristoffer Dommin, bandstifter og frontmand i opvarmerne Dommin proklameret i et interview til NRG, at der var lidt bøvl med halsen pga. kulden her i Nordeuropa, men der var nu bestemt ikke noget at indvende mod stemmen. Skulle der være noget at indvende mod showet, så skulle det være dets længde. Hverken band eller publikum syntes at blive synderligt opvarmet på de 25-30 minutter, som bandet havde fået tildelt.
Musikken blev stort set spillet som på bandets netop udkomne debut, som nok de færreste blandt publikum havde fået hørt her kun en uge efter release. Der blev lagt ud med ’New’ inden den storslåede ’My Heart, Your Hands’ tog over. Det var storslået og de mørke rockere, der mindede om bad boys med pomadehår og læderjakke fra filmen Grease spillede sig fint igennem det både mere poppede og dunkelt rockende.
Da publikums kendskab til bandet var begrænset blev ’(I Just Died) In Your Arms’ spillet på en næsten ligeså poppet facon som originalen fra Cutting Crew. Men så var der lige bassen… Den tykke H-streng på bassen kom i spil, og her var det så sandelig meget positivt at spille ”af H til”. Det er musikkens sentimentale mørke og mystik, der drager og så netop denne sønderrivende bas, som gør bandet passende til metalpublikummet også, og selvom folk stadig havde en lidt tilbagelænet attitude, så virkede applausen til bandet ægte og begejstret.
(Dommin: 3)
HVOR VAR FOLK – HVOR VAR BASSISTEN?
Har man set Lacuna Coil før, ville man undre sig over specielt to ting denne aften: første ting var det sløje fremmøde – bandet har i København spillet for langt flere mennesker end et halvtomt Pumpehuset. Anden ting var, at bandet var foruden sin skulderskadede bassist, hvilket musikalsk dog ikke gjorde så meget, da der var rigeligt bas i backing-tracket. Faktisk så meget, at det blev tydeligt, hvor vigtig en rolle den dybe spiller er i bandets nyere sange, der synes ganske inspireret af ’jump-around’ musikken, som især Korn har introduceret. Og her naturligvis ligeledes med 7-strenge på guitarerne.
Det virkede som om, at bandets bevægelser var meget indstuderede i starten, og det lidt var et show, som skulle overleves. Denne kritik skal mest rettes mod guitaristerne, der manglede noget fanden-i-voldskhed. Men så i ’1.19’ dukkede der riff op som havde mere tilfælles med klassisk heavy end numetalisk buldren, og kamelen i forhold til fremmøde syntes spist, og der dukkede glød op i øjnene på især guitarist Maus. Og så var Lacuna Coil ikke til at stoppe, og man kunne faktisk tro på, at Cristinas pep-talk før ’I’m Not Afraid’ rent faktisk passede: at bandet kæmpede for at leve det liv, de så inderligt ville med dem musik, de skattede så højt.
DEPECHE MODE SOM LACUNA COIL
’I Won’t Tell You’ bagefter og ’Heaven’s A Lie’ var ligeledes stærke numre, og resten af koncerten havde bande faktisk krammet på publikum, og den lille crowd gjorde sit for at vise sin glæde for bandet og dets musik. Der blev sunget højt med på coveret af ’Enjoy The Silence’, der næsten føles som en af bandets egne sange efterhånden. Nummeret blev benyttet til at gå til en kort pause efterladende et tændt publikum.
Naturligvis kom bandet tilbage med en god treenighed af numre, hvor stærke ’Our Truth’ afsluttede et show, der var startet halvtamt, men så afgjort fik spillet sig stærkt. Den jævne karakter er således et udtryk for et gennemsnit baseret på en svag start og en toptunet afslutning, hvor også Cristinas vokal havde fået lidt mere plads i mixet, så hendes mandlige sangkollegas lidt jævne brægen kunne overdøves. Lacuna Coil lovede at komme tilbage – forhåbentlig vil publikum tage bandets opfordring op, og trække vennerne med, så italienerne kan skue ud på en fyldt sal næste gang.
(Lacuna Coil: 3)