Eminent Tolder-aften sparkede døre ind
Smertegrænsens Toldere indbød den bredere vennekreds i form af Sewer Haul, Maria Bertel og Svin. Det blev en særdeles vellykket aften, hvor vi for første - men måske ikke sidste - gang så Smertegrænsens Toldere spille free jazz. Og dét kan også noget.
Hele menageriet fandt sted på Hotel Cecil, på gulvet, som det sig hør og bør, når Tolderne er i byen. Tolderreglen var naturligvis også i kraft, så med omkring 20 minutters spilletid til hver artist nåede intet at blive kedeligt. Snarere tværtimod. For med så sublime musikere på scenen, var det på en måde synd, at vi ikke kunne få lov til at grave os mere ned i Bertels trombone-motorsav, i Svins fabeldyrsmusik, begrave os i kloakkerne med Sewer Haul eller bare feste løs sammen med aftenens store trækplaster, bagmændene i Smertegrænsens Toldere.
Med tristheden som bagtæppe
Sidste gang, der var Tolder-fest i hovedstaden var i Pumpehuset. Her fik konceptet nye vinger med invitationen af blandt andre Dancer, der måske ligesom Svin ikke ligger lige til højrebenet for den gængse hardcore-elsker. Og netop derfor var aftenen på Hotel Cecil så vellykket. På et trist bagtæppe af Peter Clement Lunds begravelse, var det et mindre mirakel at Peters gode venner havde taget turen fra Aalborg til København, men udover de ekstra lange kram, der aftenen igennem blev udvekslet, var det ikke til at mærke. The show must go on…
Straight out of the sewers
Første band på gulvet var Sewer Haul og de har bestemt ikke fået en tilfældig bandnavnsgenerator til at lave deres navn. Det var råddent og stygt. Ikke på den dårlige måde. Men de væltede kloakken ned over publikum, men desværre var de lidt plaget af høje, ikke helt planlagte feedlyde fra PA’en. I konteksten var det faktisk komplet ligegyldigt. Det skulle være smadret - det er ligeså meget en regel, som Tolderreglen selv.
Motorsavstrombone
Og her nåede vi til aftenens første højdepunkt. For i stedet for det vanlige change-over, hvor hastigt det end kan være, var det nye ved aftenens koncept, at den næste kunstner smeltede ind i den foregående. Og at flette jazz-trombonisten Maria Bertels motorsav af et horn ind i Sewer Haul var intet mindre end genialt tænkt. Bertel, der bevæger sig i venn-diagrammets lillebitte fællesområde mellem jazz og metal, formåede at skabe lyde, som ingen nogensinde havde forestillet sig skulle komme fra en messingblæser. Det formentlig stak i øregangene, mens publikum – noget forbløffede over det lidt aparte indslag – nysgerrigt stimlede sammen.
Alene ved denne ene optræden har Maria Bertel ene kvinde formået at gøre fornævnte område i venn-diagrammet en lille smule større. Og netop som vi havde vænnet os til at få savet trommehinderne over, kom Smertegrænsens Toldere ind.
Spiller Tolderne freejazz?
Lige i smørhullet mellem Maria Bertel og Svin. Imellem de to sammenfletninger leverede Tolderne præcist det, de skulle. Pånk med fremragende leverancer og stor entusiasme trods en lille smule forvirring med kabler undervejs, hvor Bredahl måtte bruge et par sekunder på at få et kabel, der rent faktisk tillod bevægelse på den lille scene. Vi har skrevet mangt og meget om Smertegrænsens Toldere. De bringer ikke så meget nyt til bordet i egen ret, men det vi får, er altid fremragende og det var en virkelig god koncert trods omstændighederne. Til gengæld var jeg ikke forberedt på at se både Toldere og freejazz-ekvilibrister på scenen samtidig spillende det samme nummer. Men hvor det dog befriende. En en udvidelse af venn-diagrammet.
Dansefest til Svin
Svin selv var usædvanligt underholdende og snarere end at fordybe sig i de virkeligt komplicerede kompositioner, var de virkeligt udadvendte, humoristiske og fik på en eller anden måde overtalt publikum til en lille dans. Alt, vi skulle gøre, var at forestille os, at vi var til koncert med et “band, vi kendte”, og så gå to skridt frem og to skridt tilbage. Det varede overraskende længe og længe efter at dirigenten af den lille dans, Lars Bech Pilgaard, holdt op med at dirigere.
Musikalsk var der ikke en finger at sætte på noget og jeg stod altid i forbløffelse over, hvor dygtige de musikere er. Svin har altid ligget i randen af den mere nørdede del af metalmiljøet, og hvor A Colossal Weekend åbnede dørene med bookinger med blandt andre Svin og Lazer Nun, valgte Smertegrænsens Toldere at sparke den ind med deres bookinger af Dancer og denne aften: både Maria Bertel og Svin.
Det var fremragende, det var sjovt, det var genialt tænkt. Der manglede faktisk ikke andet end publikum – men jeg må sige her, at det var deres eget tab. Sådan en aften kan ikke genskabes. Det var også det smukke ved den. 