Sommerens højdepunkt
Populær
Amerikanske The Black Dahlia Murder havde fået æren af at runde Betas koncertrække Dirty Days of Summer af. Det gjorde de med deres hidtil bedste koncert på dansk grund.
The Black Dahlia Murder har efterhånden mere end 15 år på bagen, og det evigt turnerende orkester har efterhånden betrådt både store og små danske scener mange gange. Men de har formentlig aldrig spillet på en mindre scene end Betas. Det fungerede lige efter bogen, og koncerten blev et foreløbigt højdepunkt for bandets udfoldelser herhjemme. Den dynamiske og melodiske dødsmetal blev leveret virkelig oplagt og tight, og lydmanden havde denne aften fundet de helt rette niveauer, så både de rasende hurtige og melodiske signaturriff og guitarharmonier kom til deres ret uden at blive overdøvet af buldrende stortrommer, sådan som det ellers ofte er tilfældet til dødsmetalkoncerter. Trommeslager Alan Casssidy var øvrigt blændende og hamrede og blastede sig kompetent igennem det krævende materiale.
Herlig frontmand
Frontmand Trevor Strnad var et stort smil hele koncerten igennem og lignede med sine firkantede hornbriller mest af alt bare en jublende glad nørd, som netop havde fået fri fra matematiktimen og var hoppet direkte over i en tilpatchet battlevest.
Battlevesten røg dog hurtigt af i varmen, og det gav publikum mulighed for at nyde det smukke syn af mandevommen, som prydes af sorte versaler, der danner ordet 'Heartburn' – betegnelsen for den brændende fornemmelse, når mavesyre trænger fra maven op i spiserøret. En indikation på, at Trevor Strnad både har en sund appetit på fed mad og alkohol og som en god portion humor og selvironi.
Udover det er Strnad også en dygtig frontmand og sanger, som veksler flot mellem sit snerrende skrig og et dybt growl. Første gang, jeg hørte 2003-debuten 'Unhallowed', var jeg overbevist om, at der måtte være to vokaler på spil. Men nej, det er bare Strnad. Og det har det i øvrigt altid været. I et band, som kan gøre selveste Hatesphere rangen stridig, når det kommer til udskiftning af bandmedlemmer, har Strnad ført taktstokken siden 2000, troligt flankeret af sangskriver og rytmeguitarist Brian Eschbach.
Ærgerlig publikumsflugt
Betas kapacitet er ikke meget mere end 200, så koncerten havde været udsolgt længe. Derfor var det lidt ærgerligt, at en stor del af publikum tilsyneladende valgte at udvandre efter Dying Fetus' sæt. For bandet må det have været et lidt skuffende syn at møde op til, selv om de dog på ingen måde lod sig mærke med det. Som tilskuer gav det dog en lidt mat fornemmelse at se et så relativt stort band spille for en halvfyldt sal. Fuldt hus havde løftet oplevelsen helt op, hvor den burde have været. Det tilbageværende publikum holdt sig dog ikke tilbage i salen, hvor den ligefremme og sublimt groovekværnende 'What a Horrible Night to Have a Curse' satte stemningen fra start, og der gik ikke længe, før en circlepit var sat i gang, og den første crowdsurfer sejlede hen over de relativt få hoveder.
Den rasende hurtige 'Statutory Ape' var et andet højdepunkt og fik med sit groovende mellemstykke ethvert hoved i salen til at nikke. The Black Dahlia Murders store succes skyldes netop deres evne til at parre klassisk dødsmetal med elementer, som man kan bevæge sig til. Sammenholdt med nogle virkeligt stærke melodier, som ofte læner sig kraftigt op ad det symfoniske, og som bliver ved at hjemsøge det indre øre, giver det bandet et helt unikt særpræg.
Den langsommere 'On Stirring Seas of Salted Blood' fungerede med sit mellemtempo som den perfekte affyringsrampe for crowdsurferne, som en for en blev inviteret op på scenen og derfra søsat ud i salen.
Den næsten symfoniske 'I Will Return' lukkede ballet, og det håber vi så sandelig, at The Black Dahlia Murder gør.
Den eneste grund til, at koncerten ikke får fuld plade, er det slappe publikumsfremmøde.
Dying Fetus stjal showet
Co-headlineren Dying Fetus var tilsyneladende den store publikumsmagnet, for der var stoppet i salen under amerikanernes sæt. Bandet kommer ikke så ofte forbi som kollegerne i The Black Dahlia Murder, men det burde de!
Trioen leverede en ordentlig mavepuster med deres blanding af grindcore og tung, nakkebrækkende groovy slam.
Højdepunkter var især den rytmisk afvekslende 'From Womb to Waste', som både kom omkring det fantastisk hurtige og det knusende tunge i samme ombæring. Også den mellemtempo-dominerede 'Subjected to a Beating' var en sej omgang.
Dying Fetus burde i virkeligheden være det obligatoriske musikvalg til traktortræk rundt omkring i landet. Bonderøvene ville elske det.
Lyden var desværre lidt for centreret omkring trommerne, så bassist Sean Beasleys superstramme og meget detaljerede spil desværre ikke var hørbart i den grad, man kunne have tænkt sig.
Trommeslager Trey Williams kunne til gengæld høres, og han var da også noget af en fest. Der blev virkelig rørt eftertrykkeligt i gryderne. Det var trommespil af en kaliber, hvor man bare må stille sig og måbe.
Dying Fetus er velkomne en anden gang!
Sumpet black metal fra New Orleans
Inden Dying Fetus var Goatwhore på programmet. Amerikanernes tag på black metal er forfriskende, og der er fuld smadder på de rudimentære riff, som er meget medrivende. Der bliver blandet en del thrash i gryden, og det fungerer virkelig godt live.
Samtidig var bandet tydeligvis veloplagte, og især forsangeren med det fantastiske navn Louis Benjamin Falgoust II var i sit es og uddelte utallige fistbumps med sin lædernittehandskebeklædte hånd.
Hans hæse, raspende black metal-vokal parret med et virkelig dybt growl passer fortrinligt til musikken, som blev leveret med stor overbevisning.
"Skeletonwitch!" råbte en publikummer pludselig i en pause mellem numrene. "Who the fuck said that," lød det overrasket fra Falgoust med et stort grin, inden han forklarede, hvordan det med Goatwhore og Skeletonwitch er præcis som med hønen og ægget. Ingen ved rigtig, hvem der kom først.
Det er også lige meget, så længe Goatwhore besøger Danmark igen en anden gang.