Copenhell '22: Identitetsmæssige udfordringer

TR529789 copy
TR529716 copy
TR529693 copy
TR529750 copy
TR5_2603 copy
TR5_2597 copy

SortHandsk leverede en overbevisende koncert på Copenhell. Trioen beviste deres plads på festivalen, men man blev lidt for ofte mindet om et helt andet band.

Kunstner
Dato
17-06-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Rage Against the Machine står højt på manges ønskeliste, når snakken falder på bands, der endnu ikke har gæstet Copenhell. Med et stort fedt kryds ved Metallica, står rapmetal-bandet nok endnu højere, måske lige under Rammstein? I år fik SortHandsk mulighed for at teste den hypotese af - er der et publikum for rapmetal på Copenhell?

Det så ikke alt for godt ud, da trioen gik på 12:30. Folk stod sporadisk spredt i middagssommersolen og lignede mest af alt en uengageret gang tømmermænd, der skulle plejes med væske. Det blev også til en lidt sær introduktion, som SortHandsk blev kaldt ind. Med en mindre advarsel om, at nu skulle vi høre noget der var lidt anderledes for Copenhell, rock blandet med rap. Nogen havde nok glemt Fever 333 og Prophets of Rages koncert for nogle år siden. 

Der var heller ikke noget at være bange for - ud over de store mængde pyro-teknik trioen havde medbragt. Det varmede på en i forvejen varm dag. Musikalsk fik vi også en udemærket oplevelse, der var meget mere rapmetal end rock/rap. Guitarist Søren Bendz indtog scenen og fyldte markant med en bundsolid lyd og elegante riff-markeringer, der uimodståeligt lokkede publikum nærmere Pandæmonium. 

I det hele taget stod bandet skarpt. Michel Svane leverede en god bund og energisk spil bag trommerne, mens Marwan indtog fronten med et elegant flow og imødekommende publikumsinteraktion - selvom den karismatiske rapper til tider virkede lidt overvældet af det publikum, der nåede frem i løbet af bandets koncert.

Ballet åbnede effektivt med ‘Magt i Gevær’ og så blev vi ellers ført igennem størstedelen af bandets selvbetitlede debutplade fra 2021. ‘Generation X’ blev pænt modtaget, mens folk fik armene over kors. Det samme gjorde den indlevende ‘Korruption’, ‘Mish Minnah’ og ‘Facist’. Sidstnævnte fik endda sat godt gang i hoppeborgen foran scenen på fortjent vis. Nummeret har det helt rigtige hook og et fantastisk omkvæd, skabt til energiske udfoldelser.

I løbet af ingen tid var det ovre, og bandet lukkede af med ‘Kabbalah’ - skulle man være i tvivl om hvad den sang handler om, kunne man passende Google det. Bandet var på en stram tidsplan, ellers havde Marwan utvivlsom haft tid til at fortælle om den filosofiske skole.

SortHandsk viste flot figur, præsenterede deres numre udmærket og beviste om ikke andet, at kombinationen af rap og metal sagtens kan gøre sig på Copenhell. Det sagt savner man, at bandet finder sin egen identitet. De sorte armbånd og de sorte handsker er mere en brand-identitet, der nok fungerer, men ikke ændrer på, at bandet - og især den instrumentale del - lyder vanvittigt meget som Rage Against the Machine. Bendz er tydeligt skolet i Rage, og det har det med at tage et lidt for stort og unødvendigt musikalsk fokus. Som der blev hevet i strengene, blev man konstant mindet om Tom Morellos signatur-rifferi. SortHandsk efterlod Copenhell med en positiv oplevelse, men også følelsen af, at have hørt den danske lillebror til den amerikanske mastodont.