Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 26: Split Personality

Updated
Split-8506633
Split-5526

Amagers fineste hardcorebøller åbnede Gehenna med en energisk omgang musik, man både kunne slåsdanse og hygge sig til.

Kunstner
Dato
24-06-2026
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Lad mig starte med at sige, at koncerten som sådan sgu ikke fejlede en skid. På uhyre kort tid er Split nået langt og har nu både en Roskilde- og en Copenhell-koncert bag sig. Sejt, men også ret forståeligt, for Split mestrer deres new york-hardcore med en snert moderne ’core-tendenser og et lidt hiphoppet groove ret fortrinligt. Og så er de jo fra Amager, og Amager er nummer 1. Jo, den er. Luk røven.

Nå, men uanset hvad, så er deres forståelse for hardcore og for koncertenergi fortrinlig, og denne middagsstund på Gehenna manglede ikke energi på noget tidspunkt, og publikum kvitterede da også med moshing og skrålen med på omkvædet til ”Broken”, som klart var et højdepunkt. Bandet spillede tight, og her må jeg især fremhæve trommeslagerens fornemt stramme spil. Han havde blik for at spille detaljeret uden at miste den fremaddrivende kraft. Også sanger Benjamin forstod sin rolle som indpisker godt.

Men hvad er det så for et ”men”, jeg har arbejdet mig hen mod? Det er, at jeg vil have mere. Split har på kort tid mestret alle genrens tricks, troper og bass drops, og de spiller med et højt teknisk niveau og forstår at levere et godt show, så nu vil jeg have mere. Det er sådan set ikke en kritik, for jeg var godt revet med af numre som eksempelvis ”Better Alone” og ”Split”, men det høje bundniveau gav mig trang til at høre Split hæve sig over genren. Jeg havde lyst til at høre Split finde længere ind til deres egen personlighed, ind til kernen i deres Amager-hardcore. For nu og denne onsdag under den nådesløse sol, fejlede koncerten ikke en skid, men jeg kan mærke, at der er mere at komme efter, og det mere vil jeg gerne høre.