Vi fik alt det, vi fortjente

1
2
3
4
5
6
7
8

Proggen fik fuld skrue, da Steven Wilson i går gæstede Operaen som sidste led på 'To the Bone'-turnéen, og med en god blanding af forfriskende livefortolkninger og deep cuts var det primært rammerne, der satte begrænsningerne for den ultimative koncertoplevelse.

Dato
21-02-2019
Trackliste
Sæt 1:
1. Nowhere Now
2. Pariah
3. Home Invasion / Regret #9
4. Don't Hate Me (Porcupine Tree-cover)
5. The Same Asylum As Before
6. Get All You Deserve
7. Ancestral

Sæt 2:
8. No Twilight Within the Courts of the Sun
9. Index
10. Permanating
11. Song of I
12. Lazarus (Porcupine Tree-cover)
13. Detonation
14. Song of Unborn
15. Vermillioncore
16. Sleep Together (Porcupine Tree-cover)
-----------------------------------
17. Blackfield (akustisk Blackfield-cover)
18. Sentimental (akustisk Porcupine Tree-cover)
19. The Sound of Muzak (Porcupine Tree-cover)
20. The Raven That Refused to Sing
Fotograf
Joseph Miller
Forfatter
Karakter
4

Med knap 15 koncerter på samvittigheden med Steven Wilson, enten solo eller i front for de hedengangne Porcupine Tree, er det for denne anmelder en enkel opgave at navigere sig ud i alle afkrogene af diskografien. Af samme årsag var det naturligt at udfordre sig selv, så bagkataloget blev i denne ombæring stående i reolen, og enhver spoiler om sætlisten på den aktuelle tour blev behændigt ignoreret. En sund øvelse, der i lyset af Wilsons kontinuerlige ønske om at udfordre sit publikum gjorde aftenens to en halv time lange sondering af alle facetter af Steven Wilsons musikalske bedrifter de sidste 20 år desto mere overvældende.

Kulisserne blev for to måneder siden rykket fra Royal Arena til Operaen, som i sin udformning vakte minder tilbage til hans besøg i DR Koncerthuset for tre år siden. En koncert, der ligesom denne i al sin væsentlighed skulle promovere det seneste album samt grave dybe spadestik tilbage i tiden, men som ligesom hans besøg på Vega i 2013 viste, at konceptet med siddende koncerter ikke er det foretrukne scenarie, når det er Steven Wilson, der leverer underholdningen. Godt nok blev vi fodret med backdrops, et lærred foran bandet til dynamiske videoprojektioner og hvad ellers dertil hører af alternative lyssætninger, som i sig selv burde hjælpe publikum til bedre at læne sig tilbage i sædet og lade sig bjergtage af totaloplevelsen. Den sprudlende dynamik fra introverte følere til mere headbangervenlige indslag med diverse andre skæve indfald derimellem viste sig dog ved begge de tidligere anledninger at begrænse dele af indlevelsen, og dagens ellers spektakulære kulisser blev derfor imødekommet med en vis skepsis i baghovedet.

Kejserens nye klæder
En speaker lagde ud med at præsentere den kortfilm, der ligeledes fungerede som intro i Vega sidste år. Hvad er sandhed, hvad er løgn, og hvordan skal vi lære at navigere i dette kaos af fake news, der præger samtiden? Enkelt, men effektivt budskab, der tvinger os til at sætte spørgsmålstegn ved den virkelighed, medierne fodrer os med, inden 'Nowhere Now' fortalte os, præcis hvor langt vi er nået. 'Pariah' fortsatte promoveringen af det seneste album, og med den simple instrumentering og Ninet Tayeb projekteret op i stor skala på lærredet foran bandet gav begge disse leveringer mere liv til numrene. 'To the Bone' er, efter en årrække med relativt pletfrie udgivelser på stribe, et album, der ikke blot har delt den nærmest religiøst dedikerede Steven Wilson-fanskare, men også har tiltrukket en helt ny fangruppe, der ikke nødvendigvis omfavner hans mere progressive og metalliske tendenser. Den klinisk poppede lyd, der karakteriserer dele af albummet, forsvandt dog i livefortolkningerne, hvor især skæringer som 'Song of Unborn' og de to førnævnte numre trådte anderledes storladent i karakter, mens 'Detonation' konsoliderede dens plads som et af 'To the Bone's mest spændende skæringer i et af sættets mest spacerockede indslag.

Steven Wilson havde i vanlig stil dedikeret hele aftenen til sig selv uden support og delte ligeledes som vanligt sit sæt op i to akter. Med denne 141. koncert på den nuværende turné advarede Steven Wilson os selv om, at mange indforståetheder kunne indtræde undervejs, og det skortede da heller ikke på underspillet humor undervejs. Derudover havde turnéen som nævnt allerede været forbi Vega sidste år, og det var derfor helt bevidst, at vi denne aften ville opleve en hel del udskiftning i sættet. Det var dog overraskende, at vægten i så høj grad ville ligge på de mere progressive dele af bagkataloget, men som Wilson senerehen gjorde os opmærksomme på, var de i denne ende af touren meget fokuserede på, mere end tidligere, at vise alle sider af Wilsons virke frem. Der var ganske vist ingen 'Voyage 34' eller 'The Sky Moves Sideways', men tidligt i sættet blev den dybt melankolske 'Don't Hate Me' leveret i en næsten 10 minutter lang udgave med slideguitar-solo og et effektbad uden lige, mens den piblende regn på storskærmen supplerede med mere tristesse til lejligheden. Længere tilbage end 'Stupid Dream'-pladen kom vi dog ikke, men til gengæld blev alle Porcupine Tree- og Steven Wilson-album siden 1999 tilgodeset, med undtagelse af 'Lightbulb Sun' og 'The Incident'. Var man i det nostalgiske hjørne, var der med andre ord nok at komme efter, og selv når vi blot skulle tilbage til den foregående 'Hand. Cannot. Erase.', blev vi forkælet med intet mindre end de to absolut mest dystre og progressive skæringer i form af 'Ancestral' og 'Home Invasion / Regret #9', hvor Adam Holzman endnu en gang demonstrerede topform på tangenterne.

Chapman stick og moog-extravaganza
Man kommer i det hele taget ikke uden om, at Steven Wilson har et imponerende backingband bag sig. Både Adam Holzman og bassist Nick Beggs har fulgt ham det meste af solokarrieren, og i samspil med de nyere tilkomne Craig Blundell på trommer og Alex Hutchings på leadguitar har vi at gøre med en rytmesektion, der er svær at sætte en finger på. Ikke blot er de hver især overlegne teknisk på hver deres instrumenter, men både Beggs og Wilson kan også bidrage på keys, når der er brug for det, og begge supplerer med backingvokal, og så er der ikke mindst en sprudlende dynamik medlemmerne imellem. Tager den ene føringen, så træder de andre naturligt tilbage.

Siddepladserne satte dog, ganske som vanligt, en en barriere for den ultimative koncertoplevelse. Hele bandet havde valgt at placere sig på fastlåste positioner langt tilbage på den store scene, og med en plads i siden af anden tribune var det komplet umuligt at se både Holzman og Hutchings, og man kunne have ønsket sig, at gruppen gjorde mere for at imødekomme hele salen og ikke blot holde den sikre plads ikke alt for langt fra deres respektive pedaler. Lyden levede til gengæld sublimt op til omgivelsernes karakter med velafbalanceret afvejning af alle medlemmernes placering i lydbilledet, og selvom Operaen ikke just er den oplagte venue for rockkoncerter, så begrænsede det ikke effekten af skæringer som den efterhånden obligatoriske 'Sleep Together' og den fusionsrockede 'No Twilight Within the Courts of the Sun', mens Beggs også demonstrerede Primus-venlige tendenser på sin Chapman stick i den efterhånden ligeledes obligatoriske 'Index'.

Det selvironiske midtpunkt
Vi kommer til gengæld ikke uden om, at Steven Wilson er bevidst om sin rolle i front for foretagendet. Ofte er det en pinsel, når frontmænd begiver sig ud i længere monologer, der alt for hyppigt fungerer som random tomsnak om alt og ingenting, mens resten af strengespillerne stemmer deres instrumenter. Wilson var dog her i sit muntre hjørne og tog pis på sit vanlige image som den depressive, nærmest suicidale kunstner, hvor han i aften var ude på at vise, at han er meget mere end det. Naturligvis sagt som intro til den discovenlige 'Permanating', hvor han undtagelsesvis var blevet givet lov til at opfordre publikum til at rejse sig op, og så kunne man jo ellers tage sig en dans med de 30 % af publikum, der ifølge statistikken var af kvinder i publikum. Med en vis ironisk distance tillod han sig at omtale, hvordan samtlige på de forreste rækker tydeligvis var mænd af den mere progressive skole, og som man derfor hellere ikke skulle forvente sig de store dansetrin fra, hvorimod alle dem med Pantera-trøjer, om ikke andet, nok skulle have selvironi nok til at danse, hvor kikset det end måtte se ud. Midt i hele hans tankestrøm om sin fordums kobling til metalscenen og opvækst med NWOBHM-scenen kunne man så studse over, hvordan han i alle sine tilbøjeligheder til at appellere til kvindekønnet ganske vist bærer et stort hjerte på sin trøje, men at både hjertet og resten af trøjen er helt sort, ligesom resten af gruppen i øvrigt også bærer sort fra top til tå. Den sorte sjæl har tydeligvis ikke forladt ham, hvor meget end han forsøger at udtrykke noget andet med 'Permanating', der ikke desto mindre fungerede som et friskt, luftigt afbræk fra sættets mere tunge dyder.

Et nostalgisk flashback til Porcupine Trees 'Nil Recurring'-turne på Vega i 2007 indtraf, da Holzman og Wilson indledte fire ekstranumre med akustiske udgaver af 'Sentimental', som han mig  bekendt ikke har turneret med siden dengang, samt titelnummeret med sideprojektet Blackfield, som ligeledes må siges at være et deep cut, der tog sig fornemt ud i den mere afdæmpede form. Wilson lovede os, at det næstsidste nummer i det mindste havde et catchy omkvæd, som kunne få os til at smile midt i tristessen, i modsætning til aftenens sidste nummer, som bare var rendyrket livslede, og således lukkede aftenen af i Operaen med 'The Sound of Muzak' og den om ravnen.

Endnu en stærk levering fra Steven Wilson og hans partners in crime, hvis materiale dog fortsat egner sig bedst til et stående publikum. De fastlåste pladser, både for bandet og publikum, forhindrede koncerten i for alvor at folde sig ud, og det havde klædt resten af bandet at gøre mere for at bryde de stive rammer. Til gengæld blev der gravet dybt i gemmerne, i særdeleshed til fordel for de mere nørdede dele af publikum, og sangene fra 'To the Bone' fik tilført mere liv end i deres velkendte form.

Så kan vi næsten ikke ønske os mere.