Versatil trio af død
Med en af sidste års fedeste danske udgivelser bag sig sørgede Strychnos for udsolgt på Stengade, og de havde sørget for sej opvarmning fra Dead Void og Chaotian.
2. Manus Nigra
3. Stanken af død
4. Choking Salvation
5. The Doppelganger Stare
6. Black Banners
7. Carnival of Tragedy
8. Armageddon Patreons
9. Horror Sacred Torture Divine
Blot ni mennesker på scenen fik vi fredag aften på Stengade, hvor Dead Void og Chaotian varmede op for Strychnos. En trio af trioer brygget på dødsmetal, selvom måden den slags musik blev afviklet på var ganske forskellig.
Forskellig var også snakken til publikum. Dead Void snakkede ikke meget udover growlede introer og et growlet "hallo" og "god fornøjelse". Chaotian præsenterede med glimt i øjet flere af de brutale, kringlede sange som hits, mens Strychnos proklamerede, at vi alle skulle dø, og at de var der for at fremskynde processen. Og at mørke var fedt, men totalmørke var mindre fedt at spille i...
Skramlet swing
At der ikke rigtig var så meget respons på "hallo" og "god fornøjelse", growlet fra den primære growler i Dead Void kan skyldes en forsigtig start fra publikum, der lige skulle i gang, og så var det ikke så let at sætte en fest i gang. Trioen, hvor alle medlemmer fyrer forskellige growls af, var ellers et interessant møde af skramlet, tung og sej doomet dødsmetal. Guitar og bas fik masser af plads i lydbilledet, mens trommeslageren spillede nogle svært fede, groovy og også overraskende rytmer, der gjorde det hele til et lækkert levende dødsmetallisk univers.
Dødsmetallen, som vi forventer det med tempo og tryk på, kom med Chaotian. Det tunge, doomy, som hos bandet forud på scenen var det væsentligste, havde her kun mindre plads. Til gengæld kom der hurtigere riffs, og tæsken i trommerne og mere nuancerede, klassisk støjende guitarleads.Chaotian gjorde en god figur, men skulle det være hits som i en forstand af i det mindste catchy sange, så var der ret hurtigt tydeligt, at laget af brutalitet også overskygger muligheden for sådan at være decideret catchy. Til gengæld var det en fysisk præstation udi ferm brutalitet.
Når det nye er blevet gammelt
Sidste år udgav Strychnos et af årets bedste danske album med 'A Mother's Curse'. Siden udgivelsen i efteråret har bandet ikke rigtigt været ude at lufte materialet, og efterspørgslen for dette havde da også fået koncerten til at blive udsolgt. En powerstart med formidable 'Blessed be the Bastard Reign' (her tør man godt bruge ordet "hit", selvom det ikke lige går an i mainstream-radio) efterfulgt af 'Manus Nigra'.
Herfra blev det dog interessant, at bandet fraveg så meget fra at promovere den forholdsvis nye men også vældigt populære skive, en debut efter 25 års eksistens. For så at tage en lille håndfuld nye sange med. Det gav mening i den forstand, at bandet smeder mens jernet er varmt og netop har indspillet opfølgeren, og derfor har en naturlig iver efter at lufte nyt. Men samtidig betød det også, at flere af de sange, som publikum rent faktisk havde en chance for at have dyrket og som på ingen måde for publikum kunne være gamle travere, blev efterladt på 'A Mother's Curse' i stedet for en tur på de skrå brædder.
Til gengæld fik vi så også erfaret, at debutens kvalitet ikke lader til at være en enlig svale. 'Stanken af død', 'Choken Salvation' og 'Armageddon Patreon virkede som noget, der vil henrykke på den kommende skive. Men 'The Doppelganger Stare', 'Horror Sacred Torture Divine' og 'Black Banners' med sit træfsikre omkvæd som allerede udgivet materiale fungerede bare en my bedre som crowdpleasere.
Stor vokal, stor lyd
Lyden var fed hele aftenen, men det var som om, at der lige var et løft under Strychnos. Det gjorde det heller ikke værre, at Martin Leth Andersens vokal virkelig kunne fylde rummet ud, stemmen var i topform, og blev flankeret af en god rumklang. En klar modvægt til aftenens andre vokalisters mere klassiske, brutale stemmer, der af og til virkede lidt som en dyb mumlen. Hos Leth Andersen er der virkelig kraft og saft bag og tydelig udtale. Rumklang var der også rigeligt af på trommerne, men det bidrog blot til det majestætiske i bandets dødsmetal, der har visse stemningsmæssige elementer, der sender et lidt blacket krydderi ind i de skønne toner. Og det ofte helt simple, hårdtslående spil var bare utroligt effektivt til at starte rytmisk fælles headbang i publkum.
Det lykkedes Strychnos og det forholdsvist korte sæt på godt 45 minutter at få gang i festen. Der blev stage-divet og moshet, mens næverne kom taktfuldt i vejret. Bandet virkede som en ustoppelig maskine, velsmurt og bloddryppende, som det blod, som bandmedlemmerne havde iført sig til at flankere det mestendels røde og grønne scenelys. I hvert fald spillemæssigt, for der var da lidt i måden der blev talt til publikum, der ikke lugtede af noget som helst maskinelt eller rutinepræget, men derimod en charme, og trods selvsikre udsagn som det nævnt i begyndelsen, så var der også en charmerende slags benovelse over, at publikum vil Strychnos så meget i disse tider. Der blev råbt på ekstranummer, men det kom ikke. Strychnos kan snildt gå efter et længere sæt næste gang, publikum kunne have klaret meget mere, selvom luften var fugtig og varm ovenpå ekstremdansen i det sidste nummer.
Karakterer:
Dead Void: 3
Chaotian: 3
Strychnos: 4